Vidensspredningens overpædagogisering

Kvaliteten af den forskningsbaserede undervisning er sat på dagsordenen. Men hvordan understøtter universitetet bedst muligt “kvaliteten” af denne? Svaret må tage afsæt i universitetslovens grundlag, nemlig at kvaliteten er forbundet med friheden til at vælge metode, fremgangsmåde og emne.

Universitetet er forpligtet på at sikre, at uddannelserne udbydes med udgangspunkt i en solid og internationalt anerkendt forskning, for derved at sikre kvaliteten af den undervisning, der har solidt afsæt i forskning. Det gælder derfor om til stadighed at erindre, at dette fokus på undervisning værner om og fastholder, at undervisningen på universitetet skal være forskningsbaseret.

Universitetet har selvsagt ansvaret for, at det videnskabelige personale, der varetager undervisning, har de fornødne pædagogisk-didaktiske kompetencer til at løfte de konkrete undervisningsopgaver. Men med dette kompetencefokus åbnes der for en betænkelig skelnen mellem den forskningsbaserede undervisning og pædagogisk-didaktiske kompetencer.

Tilsyneladende betyder de nye tiltag, at den viden, forskeren har tilegnet sig, ikke bare sådan lige lader sig omsætte i undervisningen uden hjælpende pædagogiske krykker og behjælpelige formidlingseksperter.

Fremtidens kommunikationslystne ladeport åbnes på vid gab. Nu skal der tilsættes pædagogisk-didaktiske kompetencer for at omsætte forskningen i undervisningen. Den universitetspædagogiske fordring synes således at implicere, at universiteterne skal opruste på det universitetspædagogiske område, som derfor i sagens natur skal udsættes for en digitalisering.

Vi skal som undervisere i større grad end før gøre brug af teknologi i undervisningen, selvom der på ingen måde er forskningsmæssigt belæg for, at de studerende bliver bedre til at tænke eller skrive ved at bruge stadig større dele af deres vågne tid i digitaliseringens tjeneste.

På én og samme tid sker der en anmassende naturalisering og en idealisering af undervisningsteknologierne. Dertil kommer, at selvom forskning og undervisning med forskningsmæssig rygdækning fremover vil blive ligestillet på papiret, så er det vigtigt at holde fast i, at der ikke kommer til at ske ligestilling af forskning og uddannelse.

For det første må det gælde, at forskningen har forrang, og dernæst at forskningen understøtter en vidensspredning, der blandt andet omsættes i undervisningen.

Forskningsfriheden er principielt koblet til friheden til at vælge metode, fremgangsmåde og emne; men hvordan undgås det, at den bliver transformeret til et universitetspædagogisk anliggende, der søger at standardisere og ikke mindst digitalisere vidensspredningen?

I bekendtgørelsen påpeges det, at de forskningsbaserede undervisningsaktiviteter udgør den primære vej til spredning og anvendelse af forskningsbaseret viden i samfundet. Sjovt nok er denne her form for “vidensspredning” underlagt “kommunikations- og formidlingsstrategier”, og som alle forskere sikkert har oplevet, så modtager man mails i tide og utide fra ihærdige kommunikations- og formidlingsagenter, der lige vil høre, om man har “noget”, de kan formidle.

I forhold til universitetets offentlighedsrelationer (public relations i daglig tale) udgør de forskningsbaserede undervisningsaktiviteter “pudsigt” nok ikke et universitetspædagogisk anliggende, men et kommunikations- og formidlingsanliggende i forhold til at sikre vidensspredningen “uden for” universitetet.

Vi taler altså om de samme aktiviteter, nemlig de forskningsbaserede undervisningsaktiviteter, der internt omhandler underviserens pædagogiskdidaktiske kompetencer og eksternt omhandler forskerens kommunikations- og formidlingskompetencer.

Den forskningsbaserede undervisning kommer således til at trække på – og ikke mindst til at skulle trækkes med – to støttesystemer forankret i henholdsvis universitetspædagogikken og kommunikationsstrategierne.

Knopskydninger ses allerede i universitetsfloraen i form af universitetspædagogiske centre og universitetsstrategiske kommunikationsafdelinger.

Vidensspredningen kan åbenbart ikke længere spredes af forskeren selv uden støtte fra de to supporterende organiseringer. Men hvorfor egentlig ikke? Er det ikke sagen, dvs. viden, der er forskningens anliggende, og vidensspredningen, der er undervisningens anliggende?

Hvorfor lader denne viden sig ikke sprede gennem forskerens engagement og udfoldelsen af, hvordan denne viden er skabt, og hvad den fx indeholder af nytænkning?

Universitetspædagogikken, der foregår på forskningsfrihedens præmisser, er en truet art.

På den største klinge og helt overordnet spørger vi: Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at pædagogisere vidensspredningen?

Da vi næppe får svar på dette kritiske spørgsmål, drister vi os derfor til at komme med et svar: Det ser ud til, at to støttesystemer understøtter universitetets virksomhedsgørelse, der med universitetsloven fra 2003 tog fat om formidlingsdelen og dermed kommunikationsstøttesystemet, og nu med den nye stillingsstruktur sættes der så fokus på udfoldelsen af et uddannelsesteknologisk og universitetspædagogisk støttesystem.

Universiteterne agerer i stigende grad som private virksomheder, der bruger forskningsformidling som “brand” og som en proaktiv kommunikationsstrategi, der forsøger at fange offentlighedens opmærksomhed og ægge eksterne investorer til at indgå som donerende partnere i lukrative partnerskaber (også kaldet: win-win).

Men hvad blev der egentlig af det administrative støttesystem, der engang støttede de universitetsansatte i deres arbejde? Det har taget en interessant U-vending, for nu skal forskere helt åbenlyst supportere det administrative system.