Universitetets absurde ansættelsesprocedurer – en personlig beretning

Jeg så mig selv kvalificeret til et lektorat efter næsten otte år i universitetsprekariatets tjeneste som henholdsvis videnskabelig assistent, ph.d.-stipendiat, postdoc og adjunkt. Jeg var så heldig, at der blev slået en stilling op i den afdeling, hvor jeg primært havde tilbragt min akademiske karriere. Ansøgningen blev sendt, og jeg ventede i spænding på, at ansættelsesproceduren skulle gå sin fortsatte gang.

Først overlevede jeg den såkaldte shortlistning. Altså den proces, hvor tilsyneladende kvalificerede ansøgere udtages til en akademisk bedømmelse, hvilken mere nøgternt skal fastslå, om ansøgerne faktisk er kvalificerede til den opslåede stilling. Fire måneder senere kom bedømmelsen, hvor det er hensigten, at et nedsat bedømmelsesudvalg skriver en udførlig sammenfatning og vurdering af hver ansøgers kvalifikationer ud fra indsendte publikationer samt øvrigt indsendt materiale såsom cv, publikationsliste, undervisningsportfolio og forskningsplan. Kun ansøgere, der vurderes kvalificerede, kan blive inviteret til samtaler ved ansættelsesudvalget, som er uafhængigt af bedømmelsesudvalget. Til min store overraskelse var bedømmelsen negativ, og jeg blev stemplet som “ikke kvalificeret”. En sådan oplevelse vil nok altid være en skuffelse, men den kan muligvis accepteres, hvis den baseres på korrekte gengivelser af indsendt materiale og velunderbyggede argumenter for vurderingen. Dette var dog langtfra tilfældet i den konkrete sag.

Bedømmelsen var fyldt med faktuelle fejl og usammenhængende argumentation – ja, man sad med en oplevelse af, at det indsendte ansøgningsmateriale ikke var blevet læst i sin helhed.

Jeg involverede seniorkolleger, tillidsrepræsentant og fagforening. Alle var enige i, at bedømmelsen var dybt problematisk og udført på et tvivlsomt grundlag, så de opfordrede mig til at klage. I denne sammenhæng er proceduren ved Aarhus Universitet, at ansøgere kan gøre indsigelse over faktuelle fejl – ikke udvalgets faglige skøn. Nuvel, der var masser af faktuelt forkert indhold i bedømmelsen og dermed rigeligt grundlag for at skrive indsigelsen. Det blev gjort minutiøst ved at påpege de mange fejl, som undergravede hele argumentationen og den endelige afgørelse. Men her hopper kæden helt af, for hvem skal behandle en sådan indsigelse? Jo, det skal selvsamme bedømmelsesudvalg, som har forsømt sit ansvar i første omgang. I mit tilfælde fik jeg et svar på få linjer, hvor bedømmelsesudvalget blot arrogant konstaterede, at de ville fastholde den endelige vurdering. I svaret var der ingen erkendelse af at have begået én eneste fejl og ikke nogen kommentarer til de mange konkrete punkter i indsigelsen. Så tænkte jeg, at der naturligvis må være en højere instans, som klagen kan indbringes for. Men det var ikke tilfældet – selv ikke min egen ledelse kunne inddrages (om den ville det eller ej), fordi ledelsen udgjorde ansættelsesudvalget og dermed skulle have armslængde til bedømmelsesudvalgets arbejde.

Proceduren er absurd og tilsvarer, at man skal anmelde en voldshandling til den implicerede voldsperson, som efterfølgende også skal afgøre sagen, uden ankemuligheder. Hov – sammenlignede jeg lige bedømmelsesudvalgets arbejde med et voldeligt overfald? Ja, det gjorde jeg, for selvom der ikke er tale om fysisk vold, så er dette et eksempel på anfægtelig magtudøvelse. En handling med potentielt dybe konsekvenser for en akademisk karriere, hvilken der i yderste konsekvens sættes en brutal stopper for på et tvivlsomt grundlag. Konkurrencen er hård om de fåtallige faste stillinger, der opslås, men en saglig, retfærdig og ansvarsfuld bedømmelsesproces må som minimum kunne forventes. Hvis det modsatte reelt forekommer, så bør der være uafhængige instanser, der kan rettes henvendelse til. Imidlertid må det konstateres, at dette ikke er tilfældet under de nuværende procedurer ved Aarhus Universitet.

Med dette indlæg søger jeg ikke medlidenhed for min situation – sket er sket. Men sagen har principiel karakter, og universitetet bør ændre procedure for indsigelser over sådanne bedømmelser. Jeg ønsker ikke, at andre forskere skal konfronteres med den samme magtesløshed og mangel på retssikkerhed, som jeg personligt har gennemlevet.