Uddannelse er en gave

Der findes to dominerende syn på de videregående uddannelser i Danmark i dag. Enten opfattes uddannelse som en udgift eller som en investering. Hvor førstnævnte tilgang ønsker at udgiftsoptimere (dvs. billiggøre) kandidatproduktionen med fokus på output, så er investeringsperspektivet optaget af at høste de langsigtede gevinster af kandidatproduktionen og har fokus på outcome. Men selvom der er tale om to forskellige syn på uddannelse, skal man ikke lade sig narre; thi der er i begge tilfælde tale om et i bund og grund økonomisk syn på uddannelse. Samfundets produktion af forskning og uddannelse som akademisk arbejdskraft forstås primært i den politiske agenda som et spørgsmål om at få noget, der kan nytte, for skattekronerne – et nyttigt udbytte. Uddannelse forstås dermed som en vareproduktion inden for en i stigende grad markedsøkonomisk statslig nyttemaksimerings­tænkning.

Hér skal der voves en anden historie, nærmere bestemt en radikalt anden, visionær og eksplicit økonomikritisk historie. Modpåstanden er, at uddannelse fundamentalt set er en gave. Indlader man sig på at tage en uddannelse, får man nemlig mulighed for at blive givet noget, man ikke vidste, man havde brug for, og heller ikke kunne forudse, man ville komme til at tage livtag med, forstå og komme til at vide. Man bliver kort sagt præsenteret for undervisning, fagligt stof og tankeformer, man ikke havde kendskab til, endsige nærkontakt med, før man begyndte at studere.
Snedigt og livgivende er det også, at enhver uddannelse, ethvert fag, enhver “disciplin” åbner for en gavebod, der altid har mere at byde på, end de studerende kan annamme på få år, og de garvede bestyrere af gaveboderne selv mener at vide. Ikke mindst fordi der hele tiden kommer nye gaver til.

Inden for gaveøkonomien, der faktisk slet ikke er en pengeøkonomisk verden, er man ikke en forhåndsbevidst forbruger, der shopper uddannelser på de bedste og højeste hylder, men snarere et menneske, der er klar til at udsætte sig for at blive undervist med antændte følehorn og lysten til og muligheden for at undre sig. Når de studerende får mulighed for at slå sig løs, uden at metodepolitiet ånder dem i nakken, får tænkningen bedre muligheder for at blive fri.

En gave skal også pakkes ud

Således er uddannelse en risikobetonet og principielt uforudsigelig affære, som den hollandsk-engelske uddannelsesfilosof Gert Biesta aldrig bliver træt af at påpege – og det med rette. Men det er vigtigt at fremhæve, at det ikke er tilstrækkeligt at læne sig tilbage og blive givet en gave eller stillet en i udsigt – man må også være villig til at pakke den ud og lære at bruge og mestre den i sit eget liv.

Kort sagt giver uddannelse mulighed for, at studerende kommer til at eksistere som frie mennesker, der ikke bliver objektiveret af den altoverskyggende kandidatproduktionslogik. Snarere subjektiveres de studerende, dvs. som subjekter i og for deres eget og andres liv – ikke kun som arbejdskraft, men som livsduelige og ukuelige mennesker.

Når undervisningen lykkes som gavegivning, formår den at pege på problemstillinger og fagligt stof, der får verden til at flyde ind i auditoriet og vise sig som fortolkningsbehøvende. Den gode undervisning hakker ikke verden op i fikserede objekter for manipulation og kontrol – snarere er den optaget af at fremmane komplekse fænomener i verden. Når uddannelse er en gave, er den verdensåbnende og paradoksalt nok selvforglemmende. Man giver sig uddannelsen i vold, så man på en måde slet ikke ser gaven eller gavegiveren, mens man begaves.

Åndselevatoren fungerer bedst, når den kører bag om ryggen på de involverede – uden samtidig at blive generet af lærings- og kompetencemål.
I en smukt turneret tekst fra 2018 skriver den tyske filosof Andreas Wittel, at uddannelse kan overleve uden et marked, men at uddannelse ikke kan eksistere uden gavegivning. Forståelsen af uddannelse som en gave er rodfæstet i et antropologisk perspektiv med mange år på bagen. Uddannelse er noget fælles og noget socialt – og aldrig kun en vare, en serviceydelse eller et produktionsformat.

Uddannelse er principielt for alle og enhver, der er klar til at modtage den gave, som mange generationer igennem historien har gjort deres til at kvalificere. Dertil kommer, at uddannelse får liv af at få respons fra og af dem, der udsætter sig for den, hvilket gør gavegivningen til en udvekslingsform, der desværre bliver mindre og mindre af på de danske og udenlandske universiteter. Når de studerende underforsynes med kvalitetsrig undervisning, god tid og frem for alt friheden til selv at tænke, bliver den gensidige udveksling beskadiget. En sådan beskadigelse af grundlaget for uddannelse instrumentaliserer og metodepolitiserer uddannelse som en vare, man fra politisk side har udstanset som erhvervslivets – og i seneste reformudspil fra regeringen: Danmark kan mere I – ligefrem som industriens behov for arbejdskraft.

En gave skal også pakkes behørigt ind

Når uddannelse for tiden pakkes ind som det, der skal honorere markedets behov, bliver gavepapiret gennemsigtigt og sløjfen sløjfet. Markedet er funderet på konkurrence og transparens, så idéen om uddannelse som en gave, der stimulerer den studerendes lyst til at (ud)danne sig, fortrænges til fordel for industriens og forvaltningssystemernes behovsoptimering og arbejdskraftsjustering.

Reformudspillet burde have fået titlen: Danmark vil mere I. For det er nødvendigt at tage afsæt i en villen give gaver til de kommende generationer frem for krav til en kunnen honorere en aktuel og kortsynet efterspørgsel efter akademisk arbejdskraft. Derudover fordrer spørgsmålet, om uddannelse skal betragtes som en vare eller en gave, også en samfundsmæssig skullen – for hvad skal vi med uddannelse, hvis ikke vi begaves? Bevares – må svaret vel være!