Svar til Hans Hauge

Hans Hauge kritiserer i et indlæg på Forskerforums debatplatform vores kronik i tidsskriftets oktobernummer. Her anførte vi, at hvis Europas politikere havde trukket på humanisters viden om Ruslands historie og Putins nylige bestræbelser på at genoplive den, kunne vi måske have undgået krigen i Ukraine. Vi ville så ikke have givet Putin den monopolstilling som leverandør af energi til Europa, uden hvilken han næppe ville have kastet sig ud i denne farlige operation.

Det meste af Hauges kritik udspringer imidlertid af en meget impressionistisk læsning af vores kronik. Her er Hauges første egenartede læsning: Han siger, at vi påstår at kunne forudsige denne udvikling. Men vi siger faktisk det modsatte: "Hermed være ikke sagt at historikere og andre humanister kunne have forudsagt denne udvikling [dvs. krigen] med nogen sikkerhed. Men deres viden og synspunkter kunne og burde have spillet en større rolle for den politiske beslutningsproces, i Danmark såvel som i andre lande."

I denne sag drejer det sig nemlig ikke om sikre forudsigelser, men om et forsigtighedsprincip, som det gælder i alle livsvigtige globale spørgsmål hvor præcise forudsigelser er umulige, som f.eks. også mht. klimaforandringer. Et sådant forsigtighedsprincip har de finske og svenske regeringer som bekendt iagttaget, da de efter Putins overfald omgående søgte optagelse i NATO og dermed opgav deres historiske, højt elskede neutralitet. Det skyldes ikke en forudsigelse om, at de ellers med sikkerhed eller blot sandsynlighed ville blive udsat for russiske angreb, men kun rettidig omhu og forsigtighed for at eliminere enhver mulighed for en sådan national katastrofe. Dette er ikke fantasterier hos to verdensfjerne filosoffer, men rationelle overvejelser som har udløst beslutsom handling hos vores to store nordiske nabolande (som nu dog i stedet risikerer belæring fra Hans Hauge). En iagttagelse af det samme forsigtighedsprincip ville have afholdt Europas største nationer fra at gøre sig afhængige af russisk gas, og de kunne dermed på en udramatisk måde have forhindret Putins felttog.

Næste ejendommelige læsning fra Hauges side: Han hævder lige ud af det blå, at vi benægter værdien af den russiske kultur: "Rusland har åbenbart ikke ifølge de to filosoffer en særlig værdifuld kultur". Det mener vi ikke, og der er intet i vores indlæg som antyder noget sådant. Hauge opregner elskværdigt for vores kulturelle opdragelses skyld "Tolstoj, Dostojevskij, Tjajkovskij, Sjostakovitsj, Bolsjoj, ikoner, osv." Dem kendte vi faktisk godt, men opremsningen er desværre sagen fuldstændigt uvedkommende. Tyskland er en stor europæisk kulturnation, og tyskerne omtaler gerne sig selv som "Das Land der Dichter und Denker". Dette forhindrede imidlertid ikke Hitlertyskland i at angribe sine nabolande og udsætte deres befolkninger for ufattelige lidelser under 2. Verdenskrig. Ruslands værdifulde kultur synes heller ikke at have nogen hæmmende indflydelse på den russiske hærs barbari under denne "særlige militæroperation". Hauge mener muligvis det modsatte, og dette ville han formodentlig have fortalt de danske myndigheder, hvis han var blevet rådspurgt. Dette viser imidlertid ikke, at rådgivning fra humanistiske forskere er værdiløs, men blot at myndighederne selvfølgelig skal vælge deres kilder med omtanke.

Hauge ville nok også have fortalt dem, at der intet var at frygte for gasleverancerne, for gassen ejes jo ikke af Putin, men af det uafhængige selskab Gazprom! Hauge er åbenbart en af de meget få personer tilbage i Europa i dag, som tror på at de store russiske virksomheder er uafhængige af Putins vilje.

Hauge blev så agiteret af sine fejllæsninger af vores artikel, at han aldrig nåede frem til de principielle spørgsmål, som vores indlæg drejer sig om. Vores overvejelser om humanioras nytte var præmisser for en konklusion om, at dimensioneringen af humaniora måtte tage brede samfundsmæssige hensyn. Hauge deler forhåbentlig ikke den opfattelse som han citerer en ven for, nemlig at humaniora er "overflødige hobbystudier". Men han mener øjensynligt at de humanistiske fag ikke er videnskaber, og at de ikke frembringer viden. Ud fra de præmisser er de igangværende nedskæringer af humaniora ikke trusler imod noget samfundsnyttigt, men sætter bare humaniora på den beskedne plads disse fag fortjener. Dette er tydeligvis en opfattelse der hersker både i denne og flere tidligere regeringer, men man undres når man finder argumenter for den hos en repræsentant for disse fag selv.