Optagelsessystemet skal være simpelt og forudsigeligt

Det nuværende optagelsessystem stammer fra den adgangsbegrænsning, som blev indført som en udløber af den planøkonomisk inspirerede H-plan i de tidlige 70’ere, hvor uddannelse sås som en investering i fremtidig arbejdskraft. Fremtidens forventede behov for arbejdskraft skulle således bestemme antallet af pladser på uddannelserne. Over for “adgangsbegrænsning” stod “fri adgang” for alle med en studentereksamen, som blev forsvaret ikke mindst af de studerende, der så uddannelse som en menneskeret frem for en investering. Adgangsbegrænsning blev dog indført, fortrinsvis af økonomiske hensyn, men optagelsessystemets indretning motiveres også ofte af andre politiske eller moralske hensyn såsom brydning af social arv, udvælgelse af de mest egnede etc.

Overordnet har optagelsessystemet siden 80’erne bestået af kvote 1 med karakterbaseret sortering og kvote 2 med andre kriterier. I starten blev antallet af pladser på de enkelte uddannelser fastlagt centralt, men i starten af 90’erne, hvor taxametersystemet blev indført, blev optagelsessystemet mere decentralt under begrebet “frit optag”. De enkelte institutioner måtte nu selv bestemme, hvor mange studerende de ville optage, og hvorvidt de optagne skulle have bestået specifikke fag på bestemte niveauer. Taxametersystemets indbyggede økonomiske incitamenter forventedes at sikre, at optaget af studerende afbalancerede de mange hensyn, som det centraliserede system havde vist ikke at kunne klare. Et antal studier (fx medicin) er dog stadig underlagt centralt fastlagt dimensionering.

I takt med at optagelsessystemet har udviklet sig, er der naturligvis opvokset et administrativt system til at forvalte det, men derudover har optagelsessystemet også stimuleret fremvæksten af en overraskende stor “følgeindustri” betalt af offentlige midler, der leverer både vejledning til ansøgere og deciderede reklamekampagner for institutioner og uddannelser. Dertil kommer, at optagelseskriterierne i systemet er blevet tiltagende komplicerede, så der mange steder gennemføres interview, optagelsesprøver og andre tidskrævende aktiviteter. Selve disse metoders funktionalitet er sågar blevet et forskningsfelt i sig selv, så man ofte er i tvivl om, hvorvidt formålet med optagelsesaktiviteterne er at finde de rette ansøgere eller snarere udforskningen af optagelsesmetoderne. Endelig er der i systemet løbende blevet indført og afskaffet forskellige adfærdsregulerende elementer i form af karakterbonusordninger for ansøgere. Optagelsessystemet stimulerer åbenlyst karakterræs og deraf følgende stress i ungdomsuddannelserne. Optagelsessystemet inklusive følgeindustrien fremstår således som forvokset og forvirrende, og det er derfor en god ide at revidere det, så

• det bliver simpelt, fair og forudsigeligt mindst 5 år frem for ansøgere og institutioner.

• ressourceforbruget til administration og følgeindustri reduceres.

• skadelige følgeeffekter i ungdomsuddannelserne (karakterræs) minimeres.

Følgende konkrete elementer kan bidrage til at nå disse mål:

• Fastholdelse af den decentrale model baseret på kvote 1 og 2 med decentralt fastsatte kvoter og fagkrav for at sikre institutionernes mulighed for at justere optag i forhold til kapacitet og ansøgertal. Incitamenter til at undgå oppustede optag og anden spekulation skal være indbygget i taxametersystemet.

• Optagelsesgaranti og maksimumkrav på 10 i kvote 1. To år før hver ansøgningsrunde udstedes en optagelsesgaranti for hver uddannelse formuleret som et karaktergennemsnit, der maksimalt kan være 10. Får en uddannelse flere ansøgere, der opfylder garantikravet, end der er plads til på uddannelsen, trækkes der lod om pladserne det pågældende år. Ansøgere, der ikke får plads, får tilbudt en plads året efter. Denne forudsigelighed i systemet vil tage toppen af karakterræset i ungdomsuddannelserne. I indfasningsperioden vil der opstå kø ved nogle få uddannelser med centralt fastsat dimensionering (fx medicin), men denne ulempe opvejes af forudsigeligheden i systemet.

• Et standardiseret og simpelt optagelsesværktøj til kvote 2. Trods mange eksperimenter er det ikke lykkedes at finde en optagelsesmetode i kvote 2, der er bedre end andre. Et pointsystem baseret på decentralt fastlagte kvalifikationer efterfulgt af lodtrækning blandt ansøgerne med tilstrækkeligt pointantal vil være et billigt og effektivt værktøj.