Kritiske eftertanker angående APV’en

Det er lovpligtigt at foretage APV’er på universiteterne og mange andre steder i samfundet, og som ansatte på Uddannelsesvidenskab på DPU har vi da også velvilligt deltaget i APV 2019. Men siddende over for de mange data kørsler, procenttal og farverige kolonner i Totalrapport 1818 og Enhedsrapport 2479 melder eftertankerne sig.

“Jeg føler mig godt tilpas på mit arbejde”, “Jeg er tilfreds med fremtidsudsigterne i mit arbejde”, “Jeg ved, hvad der forventes af mig i mit arbejde”, “Jeg har mulighed for at udvikle mig”, “Jeg kan anbefale andre at søge arbejde på Aarhus Universitet”… Side op og side ned sættes det selvrapporterende “jeg” i fokus som perspektivisk centrum for at foretage arbejdspladsvurderingen (APV’en). Der spørges ikke ind til kerneydelserne for universitetet: forskning, undervisning, formidling. Ej heller til agtelsen for universitetets samfundsmæssige og kulturelle opgave som dannelses- og åndsinstitution og som formidler af ny viden til alle og enhver.

Tilsyneladende er det vigtigere at spørge ind til “jegets” psykiske og selvevaluerende konstitution end at stille spørgsmål af typen: “Er det muligt for dig og dine kolleger at danne og uddanne de studerende på det højest tænkelige niveau?”, “Bidrager den nuværende uddannelsespolitik til, at universitetets raison d’être kan videreføres, agtes og praktiseres?”, “Hvorfor skære ned på vejledning og holdundervisning – og afskaffe mundtlig censur på bachelor- og specialeforsvar og specialeudtalelsen – selvom disse evident forringende tiltag modsiges af didaktisk og pædagogisk viden?”

Således får APV’en en meget uheldig slagside mod det individuelle og jegcentrerede. Det bliver umuligt at italesætte erfaringer og formulere en differentieret kritik af de forringede vilkår, vi driver universitetet på. Som ansatte tilskyndes vi ikke til at formulere os inden for en fælles og intersubjektivt baseret kommunikationshorisont. Dertil kommer, at de uddannelsesstrukturelle, uddannelsespolitiske og hverdagsundervisningspraktiske erfaringer udblændes og “glemmes”.

Kort sagt producerer APV’en blindhed ved primært at spørge til hin enkeltes sentimenter. Vi tvinges til at foretage en kortåndet subjektiv selvfordobling på kommando – til at tale højt og “ærligt”, selvom det foregår tavst og sker anonymt – indrammet af en kvalitetsløs, doven og substansindifferent 5-trinsskala.

Videnskabsteoretisk er grundlaget for produktion af viden meget tyndt. Man rammes uvilkårligt af følelsen af endnu en gang at deltage i en dyr og ritualiseret spildtidsmaskine, der hellere vil meningspludre og psykosovse end drøfte væsentlige anliggender.

Loyalitet og ambassadørvillighed
På side 3 i såvel DPU’s APV 2019 som Uddannelsesvidenskabs ditto omtales indikatorerne “loyalitet” og “ambassadørvillighed” – sidstnævnte ligner en fiks neologisme. Og jo da, det er jo ikke dårligt at være ansat på AU i en tid, hvor der er blevet fyret ca. 500 universitetsansatte lektorer ud af i alt ca. 13.500 på landsplan det sidste års tid. Tænk blot på AUC og RUC.

AU’s ledelse er økonomisk påholdende, strategisk efne og foregribende i deres overgreb på universitetet. Ved hjælp af en nidkær anvendelse af fremdriftsreformen er det lykkedes at producere færdige kandidater på rekordtid. Dertil kommer så de ovennævnte besparelser på vejledning, eksaminationer mv. Snart skal vi sikkert også til at foretage enebedømmelser af de studerende, selvom retsgarantier for upartiskhed og uhildethed vil blive trådt under fode. Så jo, lad mig fluks blive ambassadør og fortaler for en institution, der endnu ikke fyrer mig og mine kolleger, men ligefrem fik “foræret” tretten nye stillinger i 2018.

Men problemet er, at disse dilemmaer, modsætninger og stridende rationaler, der gemmer sig inde i og bag tallene for hhv. loyalitet og ambassadørvillighed, ikke får mæle. Igen druknes de data, der kom ud af at spørge folk, om de er veltilfredse og kan anbefale andre at søge ansættelse på AU.

Kort sagt giver APV’en ikke de ansatte mulighed for at artikulere og videreformidle komplekse tanker og udsagn, der ville kunne læres noget af. Igen produceres der overfladisk “viden”. Som om vi som højtuddannede og rimeligt selvstændigt tænkende væsener skal se os portrætteret som potentielle bærere af hverveplakater for AU og servile uddelere af smileyer. Jeg føler mig m.a.o. talt ned til, og det er fandens trættende på både “den korte og den lange bane”, som man siger.

En behændig krydskobling af “kvant” og “kval”
Det snedige og metodisk-konsensuelthelgarderende ved udformningen og serveringen af APV’en er, at den formår at krydskoble de umage størrelser: “kvant” og “kval”. På sin vis er der mulighed for at høste kvalitative pseudofænomenologiske rådata (“hvordan har du det-agtigheder”) i form af kvantitative “udsagn” (dvs. ratede værdidomme sans phrase = helt nøgne numeriske talstørrelser: 1-5) inden for et lukket og frem for alt ikkeargumenterende eller åbent reflekterende univers bestående af rigtige talehandlinger inkl. et muligt semantisk overskud af mening. Således afvæbnes kritikken og en del af ubehaget ved at deltage a priori; thi det kan jo hævdes, at medarbejderne er blevet hørt, og at det enkelte menneskes stemme er blevet repræsenteret og i multiadderet form tegner APV-stemningen på arbejdspladsen.

Måske helgarderingen bedst kan forstås som en postpositivismekritisk form for nypositivisme, der booster positivistiske og nivellerende data kørsler med individuelle smagsytringer, der kun kan ytres inden for et altid-allerede fastlagt rum, afgrænset af forsimplede spørgsmål. På denne måde forsvinder totaliteten os af hænde og ikke mindst af syne. Komplekse analytiske begreber og tankeformer kan ikke ytres. Det dilemmafyldte arbejdsfelt, vi “befolker” og virker inden for som universitetsansatte, bliver ikke talt frem i sin egen ret, men snarere hakket i stykker af kolonner af indhøstede sentimenter omformet til kvalitetsløse rækker af gennemsnitstal.

Den private brug af fornuften overtrumfer den offentlige ditto
I sin berømte tekst “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?” fra 1784 skelner Immanuel Kant mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Den private brug af fornuften praktiseres inden for erhvervets sfære, hvor man er forpligtet til at adlyde. Kant har en lydig embedsmand i tankerne, der udøver et borgerligt erhverv. Privatbrugen af fornuften kan ikke være fuldstændig fri; den må være indskrænket og tage hensyn til de mål, som forvaltningsapparatet er sat til at følge i fællesskabets tjeneste i det borgerlige samfund.

Men den offentlige brug af fornuften er derimod ikke styret af krav fra ansættelsesforholdet, ej heller kan den reduceres til at have rod i eller udtrykke privatpersonens særinteresser. Den offentlige brug af fornuften drejer sig helt fundamentalt om tankefrihed og om at værne om et offentligt rum, inden for hvilket den frit tænkende borger kan udtrykke sig. Kant begrunder eksistensen af – og forsvarer muligheden for at etablere – et lærd, læsende, lyttende og talende publikum, der – læst og fortolket kritisk i en 2019-kontekst – eksempelvis kan føre samtaler om, hvornår det er betimeligt eller måske ligefrem ødelæggende for fornuften og friheden at skulle være tvunget til at agere som lydige tandhjul i en stor maskine.

Det ligger ligefor at foretage en tydning af APV’en ved hjælp af Kants distinktion mellem den private og den offentlige brug af fornuften. Når vi som universitetsansatte mere eller mindre velvilligt deltager i APV’en, så gør vi anvendelse af den private fornuft. Vi giver med andre ord arbejdspladsens, hvad arbejdspladsens er. Men samtidig ligger den offentlige brug af fornuften underdrejet. APV’erne bliver ligesom kursusevalueringerne på Blackboard, budgetlægningerne, Londonmodelkursusdesignet, studietrinstilvækstberegningerne etc. til afsjælede anliggender for en servil og privat brug af fornuften; mens den offentlige brug af fornuften svinder ind.

Den universitære offentlighed risikerer at udånde, når de ansattes fornuft i stigende grad fjern- og fremmedbestemmes af ydre instanser og placeres inden for ritualiserede sprogspil, der ikke just er præget af en autotelisk og fællesskabsstiftende fornuftsbrug, dvs. en brug af fornuften, der på én gang ikke har et andet mål end sig selv, men som dermed samtidig kan kvalificere det fælles virke i nysgerrighed, åbenhed og frihed. Ambitionen må bestå i, at vi formår at artikulere et stærkere vi.

Så længe vi afæskes svar på lukke(n) de spørgsmål, bliver vi gjort dummere, end godt er, ved udelukkende at privatisere brugen af fornuften. Lad os genrejse res publica, en fælles offentlighed med højt til loftet, hvori vi aktivt gør brug af fornuften uden angst. Vi kunne passende starte med at opfinde et alternativ til APV’en og kaste os ud i en fælles samtale om, hvordan det rent faktisk går på universitetet og ikke mindst står til med universitetets idé og ånd(enød).