Hvordan man opbygger et bedre finansieringssystem i tre lette trin

Denne måned fik hundredvis af forskere svar på deres ansøgninger om finansiering fra Australian Research Council. ARC tildeler årligt op til en milliard dollars til forskning (1 australsk dollar svarer til 4,60 kroner). For den enkelte forsker, der typisk ansøger om et par hundrede tusinde dollars pr. projekt, er succesraten omkring 15 procent. Konkurrencen er hård, men det er ikke problemet. Problemet er, at ansøgningsprocessen belaster forskere i en grad, at det kvæler fremskridt og innovation inden for australsk forskning. Dette skal ændres.

For at ansøge om ARC-finansiering skal forskerne udfylde et onlineskema, der består af en tætskrevet akademisk tekst på tusindvis af ord med snesevis af overskrifter og underoverskrifter. “Instruktionerne for ansøgere” kører over mere end 40 sider. Universiteterne anvender supportteam til at hjælpe forskerne med at navigere i alt fra kvalifikationskrav til skriftstørrelse. Det tager måneder at skrive ansøgningen. Efter indsendelse hører ansøgerne intet i to eller tre måneder, inden de modtager kommentarer fra anonyme reviewere. De indsender en “duplik” og venter i op til seks måneder mere på den endelige udvælgelse foretaget af et anonymt ekspertpanel og til sidst godkendelsen fra forbundsministeren.

Ansøgerne får svar, omkring et år efter at processen startede. Ni ud af ti går væk ikke bare skuffede, men også bebyrdet med en massiv mulighedsomkostning. Alligevel vil de ofte stadig kæmpe med at revidere og indsende deres ansøgning igen, i den korte tid der er til rådighed inden den næste årlige deadline. Måneders arbejde efterfulgt af måneders ventetid. Det er en langtrukket, one shot-, black box-proces.

Jeg har for nylig beskrevet dette system for en ven, der administrerer et internt system til forskningsfinansiering i en skala, der kan sammenlignes med ARC-tilskud, i en af de fire store australske banker. Han rystede på hovedet i fuldstændig vantro. Og med rette. Her er, hvordan han beskriver ansøgningsprocessen i sin organisation: Ansøgere indsender et pitch på en eller to sider, hvor de besvarer nogle grundlæggende spørgsmål: Hvad vil du finde ud af? Hvordan vil du gøre det? Hvorfor er det en god idé? Hvordan ved du, at du er lykkedes, og hvad håber du at opnå? Hvem venter på dine resultater? Derefter har en ansat nogle samtaler med ansøgerne om deres ideer. Det hele tager en uge eller to. Hvis det lykkes, gives første pulje af finansieringen. Efter en første fase af forskningen er der statusrapporter, og hvis det beviseligt går godt (ud fra de aftalte parametre), følger mere finansiering. Andre industrier og private fondssystemer har lignende fremgangsmåder.

Sammenlign dette med det langsomme, demoraliserende finansieringssystem, som forskere må navigere i, der er normen for fordelingen af statslige forskningsmidler rundtom i verden. Men der er ingen grund til, at det skal fortsætte en dag længere. Australien kan og bør gå forrest i et fuldstændig redesign af systemet. Vi har brug for en rådgivende, smidig, innovationsvenlig tilgang, der passer til en verden, hvor tiden er afgørende. Vi har brug for et system, der er minimalistisk, rådgivende og hurtigt.

Her er, hvad jeg ville gøre:

For det første en to sider lang ansøgning, der besvarer fem enkle spørgsmål: Hvad vil du finde ud af, hvordan vil du gøre det, hvordan vil du måle fremskridt, hvorfor er du den rigtige person til jobbet, og hvordan vil resultaterne være til gavn? Du skal kunne formidle klare og overbevisende svar på disse spørgsmål med et par hundrede ord, ellers er du ikke klar til at søge.

For det andet fører ansøgerne samtaler med finansieringsorganet under og efter ansøgningsprocessen for at finde frem til forbedringspotentiale og samarbejdsmuligheder. En ti minutter lang samtale med en bevillingsgiver gør mere gavn end den årelange cyklus i det nuværende system.

For det tredje skal ventetiden på at få svar på ansøgningerne ikke være ni måneder, men tre uger: en uge til ekstern peer review og vurdering (muligt med tosidersansøgninger), en uge for ekspertpanelerne til at diskutere og rangere ansøgningerne. Drop de ministerielle godkendelsestrin, og tilføj nogle dage til administration, så kan der være fire finansieringsrunder om året.

Helt ærligt, hvorfor ikke?

Omkostningerne ved vores nuværende forskningsfinansieringssystem er uacceptable, men tusinder af forskere accepterer dem alligevel. Vores kolleger fra erhvervslivet finder systemet ikke bare latterligt, men også umuligt at arbejde med. Så lad os skrotte at indsende boglange ansøgninger en gang om året og de mange måneders slid efterfulgt af måneders ventetid, for det meste uden resultat. Det er et chokerende spild af penge og tid og måske værst af alt en innovationsdræber. Hvis vi ville, kunne vi stoppe det.

Indlægget er oprindeligt bragt i avisen The Australian og oversat til dansk af Claus Baggersgaard.