Hvordan kritikken af formtvang blev transformeret til formattvang

Hvor langt øjet end rækker ind i universitetsverdenen, hersker der formatkrav.

Forskere skal mestre en særlig form for præsentation af deres forskning inden for et snævert tidsskriftsformat, og som undervisere skal de formulere lærings- og kompetencemål på kommando, anvende den selvsamme kursusskabelon som afsæt for afholdelsen af de PowerPoint-understøttede forelæsninger – og ikke mindst læse og bedømme bacheloropgaver og specialeafhandlinger, der efterhånden er opbygget på nærmest identisk facon.

Først en problemformulering, så et metodeafsnit efterfulgt af et lille indblik i state of the art inden for området. Så et teoriafsnit, en præsentation af det empiriske materiale, en analyse, en konklusion og endelig en perspektivering.

Studerende skal derudover i studiefremdriftens tidsalder følge ECTS-givende modulkurser og skrive opgaver inden for snævre tidsrammer og honorere éntydige omfangskrav. Og på Aarhus Universitet tillader formatet eksempelvis ikke, at man forsvarer sine opgaver mundtligt.

Fordums tiders forsøg på formbestemmelser

For 30-45 år siden, da jeg studerede, var jeg og mine langhårede medstuderende på RUC snarere optaget af at afdække og måske ligefrem kritisere den samfundsmæssige formtvang.

Inspireret af Hegels dynamiske åndsfænomenologi forsøgte vi at finde ud af, hvordan ånds-, tænknings-, videns- og erfaringsformerne var med til at forandre menneske- og samfundslivet.

Spørgsmålet var, om åndens udfoldelsesformer var dikteret af ånden selv, eller om åndens livtag med natur, historie og menneskekroppen bød på mange flere former for åndsliv, end Hegel nogensinde formåede at fremstille way back i 1807.

Inspireret af sene “kritpoløk”-orienterede Marx og af den ikkekonfessionelle tyske og danske rekonstruktionsmarxisme forsøgte vi at begribe og fremstille vare-, værdi-, løn-, udbytnings- og kapitalformerne. Ambitionen var at komme til at forstå den i stigende grad globaliserede og altpåtvingende konkurrencekapitalisme i slutningen af det 20. århundrede. Håbet var, at den immanente formkritik ville kunne blotlægge sprækker i de tvingende former for i glimt at kunne øjne medproducerede alternativer, der kunne sprænge kapitalismetrætte mennesker fri af de anmassende formers ofte skjulte tyranni.

Og inspireret af den klassiske og moderne sociologi gjaldt det om – i kølvandet på Durkheim, Weber, Simmel, Frankfurterskolen, talehandlingsteorier og den franske strukturalistiske og poststrukturalistiske tænkning – at forstå og fortolke de sociale reglers former, herunder de sproglige og institutionelle formbestemmelser af den menneskelige interaktion, kommunikation, socialisation og identitetsdannelse. Godt hjulpet på vej af kultur-, begrebs- og sprogkritik dannedes der en række tværvidenskabelige indsigter, der bragte hidtil ubemærkede former – rækkende fra lingvistiske mønstre, mikrosociale mønstre i trafik og familieliv til større samfunds(trans)formationer – frem i tankens og offentlighedens lys.

Fra formkritik til formattvang

Kaskader af spørgsmål bryder frem i mit sind. Her er tre af dem: Hvorfor degenererede jagten på og kritikken af formtvangen til en på én gang banal, men også altomsiggribende og nærmest uundslippelig formattvang? Kunne denne både overraskende og triste udvikling være blevet forudset? Er formattvang blot et andet ord for og dermed i bund og grund en ny form for formtvang på den universitære overflade?

Før jeg kommer for godt i gang, må det selvfølgelig anmærkes, at der også herskede formattvang i “gamle” dage. Vi skulle også problemformulere vores tværvidenskabelige projekter og lære os selv det meste. Vi skulle også til eksamen og finde en vej frem til at gøre os mere eller mindre “lækre" på arbejdsmarkedet. Men det forekommer mig også, at vi gik mange flere omveje, og at vi ofte fik lov til at passe os selv. Læringsmålstyrende og tidsminimerende studielogikker kendte vi ikke meget til. Ganske ofte længtes vi efter begavede forelæsninger i vore selvstyrende grupper.

Nå, men tilbage til det første af de tre spørgsmål. Formattvangen hænger uden tvivl sammen med en synkroniseret gennemsættelse af en række overnationale styringslogikker for både det forskningsmæssige og det studiemæssige arbejde på masseuniversiteterne i kølvandet på internationaliseringen i begyndelsen af det 21. århundrede (Bologna-processen m.m.m.). Dertil kommer, at vi – i den forkælede del af verden – i stigende grad er kommet til at leve i og bidrage aktivt til en såkaldt vidensøkonomi, hvori den kognitive kapitalisme gør viden og tænkning til varer, skattede produktivkræfter og strategiske ressourcer.

Med Marx' begreber om “kapitalens civiliserende tendens”, “totalarbejderen” og den intensiverede kamp om den potentielt “frie tid” i bagagen fra det skelsættende værk “Grundrisse”, skrevet i 1857, kunne man nok have forudset denne udvikling, men næppe gjort et hak for at ændre den. Det kritisk-intellektuelle arbejde er som bekendt kun en meget lille krusning på vidensproduktionens store og altomkalfatrende gennemslag, og man kan ikke surfe sig fri – ikke engang i tankens rige.

Men afguderne skal vide, at den universitære formattvang, der forplanter sig til og på alle niveauer i den store vidensproduktions- og læringsmaskine, mens den sætter sig igennem både foran øjnene og bag om ryggen på os, er helt utålelig, da den 24-7 ikke bare krænker de agerendes intelligens, men også deres frihed.

Hjemløse drømme om “andethed”

For 213 år siden skrev Hegel disse ofte citerede ord i det berømte forord til “Phänomenologie des Geistes”: “Det bekendte er i det hele taget ikke erkendt, blot fordi det er bekendt”.

Til fulde er vi bekendte med formattvangen; men det er min tese og min fornemmelse, at vi endnu ikke har erkendt dens destruktive og falsk formgivende kræfter. Med andre ord hjemsøges jeg af hjemløse drømme om, at åndens formende selvvirkeliggørelse principielt kunne foregå på friere, smukkere og langt mere erkendelsesgivende måder end de forhåndenværende og fortærskede.