Formattvang eller formattilbud?

Steen Nepper Larsen skriver om “bacheloropgaver og specialeafhandlinger, der efterhånden er opbygget på nærmest identisk facon”: … problemformulering, metodeafsnit, state of the art, teoriafsnit, præsentation af empirisk materiale, analyse, konklusion, perspektivering. Det er jo en genkendelig opbygning: For hvis man skriver om en undersøgelse, så er det naturligt at skrive om undersøgelsesspørgsmålet, (problemformulering), hvad man undersøger ved hjælp af (metode- og teoriafsnit), hvilket materiale man undersøger (empiriafsnit), og om litteraturen. Det er netop de videnskabelige grundelementer i en undersøgelse – hvor indholdet i øvrigt kan være hvad som helst. Overalt i vores del af verden vægtes den videnskabelige undersøgelses format(er).

Det ses i Kvalifikationsrammen. Her finder man bl.a. ordene “problem”, “problemløsning”, “teorier”, “metoder”.

Det er Steen Nepper Larsen nu blevet træt af. Det er med hans ord “banalt”, “fortærsket”, “utåleligt”, “destruktivt”, en “uundslippelig formattvang”. Man aner den aldrende lektors kedsomhed og søgen efter det originale, anderledes, underholdende med hans gentagne ord: ånd. Men studerende og unge forskere, der skriver artikler, vil faktisk ofte gerne have et formattilbud og en afkodning af former, formater, akademiske fraser og vendinger, som er gangbare, og som de selv kan bruge i deres eget arbejde. Et brugbart format kan give en ramme for indhold.

Skal vi virkelig tro, at Steen Nepper Larsen aldrig har givet feedback som: “Der mangler en definition af opgavens centrale begreber”, “Et par ord om metoden ville have gjort forløbet fra præmis til konklusion tydeligere” eller “Du har ikke konkluderet på det, du har spillet ud med”. Eller kan han have fundet på at efterlyse diskussion, resultater og fortolkninger, metodekritik? Det er også elementer i standardformater for opgaver, specialer, afhandlinger og artikler. Og det er elementer, som indebærer kritik, refleksion og selvstændig tænkning. Dem nævner han ikke i sin liste over fortærskede strukturelementer.

Det er jo ikke værre, end at formater kan varieres, begrundes, argumenteres, forhandles – hvis de samsvarer med indhold. Og hvis noget ukonventionelt ikke bare er udtryk for manglende kendskab til passende formater. Det er Steen Nepper Larsen, der hævder en formattvang uden at dokumentere, hvor en tvang håndhæves og hvordan.
Vi ved fra uddannelsesforskere som Hattie og Biggs, at studerende ikke er begejstrede for studieprocesser uden læringsmål, hvor man i frihed producerer tekster for så at møde bedømmerens “duer ikke, væk!” – som ikke kun går på indhold, men også på form, format og sprog. Trial and error-processer kan bryde “kontrakten” mellem studerende og undervisere om, at underviseren vil hjælpe den studerende med at klare sig inden for rammerne af et formelt uddannelsessystem.

Jeg savner, at Steen Nepper Larsen tager medansvar for videnskabelige formater, som også er en del af, hvad universiteterne skal give videre til og udvikle sammen med studerende og nye forskere. Jeg synes godt, man kan forvente, at repræsentanter for den pædagogiske sagkundskab tager et pædagogisk skridt videre end til blot at råbe kritisk på noget, som “ikke fornærmer intelligens eller frihed”, og “ånd”. Jeg synes, at vi, der arbejder med studier og forskningsskriveprocesser og -tekster, kan forvente, at man tager udgangspunkt i videnskab og ikke kun i ånd.

Kan de to størrelser overhovedet lære af hinandens formater? Eller er det genren, der møder den formløse tekst?