Følelsespræget karakterskalarevision

Regeringen har sammen med en kreds af forligspartier præsenteret en ny karakterskala til ungdomsuddannelserne. Den vil senere ramme os på de videregående uddannelser. Jeg vil ikke lægge skjul på, at den fremlagte skala virker både uigennemtænkt og uhensigtsmæssig – i hvert fald set fra et universitetsperspektiv.

De værste vildskud i den nye skala er for det første, at man erstatter syvtallet med seks og otte; for det andet, at man bevarer to dumpekarakterer, samtidig med at man afskaffer det negative minus tre som laveste dumpekarakter; og for det tredje, at man indfører muligheden for at give tolv med stjerne for den ekstraordinære præstation.

Jeg er sikker på, at eksaminator kan bruge et par minutter på at forklare den studerende, hvorfor præstationen er fantastisk, hvis den er det, og derfor fremstår tolv med stjerne som unødvendigt gøglet.

Følelsespræget debat

Det er mest følelser og idiosynkrasier, der har drevet det politiske spil om den nye skala. Følelsen af, at der var for langt mellem karaktererne i midten, følelsen af, at det var dejligt at kunne give tretten, følelsen af, at det var rart at kunne give den gennemsnitlige præstation, der var præget af flittighed, lidt mere, følelsen af, at det var åndsvagt at have en negativ karakter – med mere osv. En del af disse følelser er så blevet omsat til slagordsagtige krav til en ny karakterskala, uden at der er lavet en dybere, fagligt funderet analyse af et samlet karaktersystems effekt på uddannelses- og læringsmiljøerne og trivsel i almindelighed.

Der har i debatten været en manglende erkendelse af, hvad et karaktersystem kan og ikke kan, og en manglende erkendelse af, hvilke problemer i uddannelsessystemet man kan løse ved at ændre karakterskalaen. Man ændrer ikke på skadelig præstationskultur, stress og mistrivsel ved at ændre lidt på nogle intervaller eller ved at afskaffe karakteren minus tre, når det er anvendelsen af karaktergivning, der presser og skaber mistrivsel.
Karakterskalaen bliver heller ikke et godt feedbackinstrument af, at der kommer lidt flere trin. Et punkt på en endimensional skala giver ikke elever og studerende et brugbart billede af deres præstationer og udviklingsmuligheder.

International omregning, gennemsnitsberegning og incitamenter

Et hovedproblem i den nye skala er, at man erstatter karakteren syv med karaktererne seks og otte. Dette ligner et quick fix ift. de opfattede afstande mellem fire, syv og ti, men debatten om karaktersystemet har helt overset årsagerne til, at syvtrinsskalaen er indrettet, som den er, nemlig at springene på midten er der for at vægte bevægelser omkring midten højere, når man regner gennemsnit ud.

Spørgsmålet om karaktertrinnenes betydning for udregning af gennemsnit er kompliceret, men vicerektor på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Dennis Hellegaard, illustrerer problematikken fint i et debatindlæg i Uddannelsesmonitor.

I ungdomsuddannelserne regner man gennemsnit ud, og dumpede karakterer indgår i dette gennemsnit. Derfor skal man tage stilling til, hvor meget det skal trække ned, at en elev helt har sjoflet et fag. Det er ikke nogen naturlov, at vægtninger, sikring af at eleverne kan noget i alle fag osv., skal være en del af selve karakterskalaen. I yderste konsekvens kunne vi have ECTS-systemets bogstavkarakterer fra A til G (hvor F og G ikke er bestået) og så tilføje bagvedliggende nummereringer, vægtninger, gennemsnitsberegninger, specifikke krav til beståelse af en hel uddannelse osv. Et sådant regnesystem kunne i princippet variere fra uddannelse til uddannelse.

Fair og forståelig karaktergivning

Det vigtigste krav til en karakterskala er, at den muliggør forståelig karaktergivning, der opleves som fair frem for vilkårlig og unfair.

Der er elever og studerende, der har opfattet det som unfair, når en medstuderende, som de opfattede som mindre dygtig, fik den samme karakter som dem selv. Det har medvirket til ønsker om mindre karakterspring på midten. Men i prøver, hvor karakteren ikke kan udregnes som en funktion af antallet af rigtige svar, bliver det sværere at give forståelige og fair karakterer, hvis springene er små.

Muligheden for fair karaktergivning undergraves specifikt, når midterkarakteren syv erstattes med seks og otte, for så tvinges vi som bedømmere til at dele de studerende på midten i nogle, der er gode, der får otte, og nogle, der er dårligere og får seks. Vi tvinges til at lave en distinktion, som vi ofte ikke har et reelt grundlag for. Karaktergivningen på midten bliver derfor mere idiosynkratisk og baseret på fordomme. Vi kommer til at give højere karakterer til dem, vi selv kan spejle os i, og lavere karakterer til dem, der i mindre grad charmerer os. Det vil helt sikkert have social slagside.

Lad os tænke forfra!

Vi bør tænke karaktersystemet helt om. Lad udgangspunktet være en beskrivelse af, hvad vi kan lære de almindelige studerende på den givne uddannelsesaktivitet, og så udnævne det til at være bestået. Dette ville være et brud med det nuværende system, hvor udgangspunktet er det perfekte, altså tolvtallet, som der så tælles ned fra.

Med udgangspunkt i sådan en totrinsskala med en enkelt bestået karakter kunne man, hvis det var vigtigt, tilføje en karakter for den særligt glimrende præstation. Denne tretrinsskala ville fungere fint på universiteterne. Den ville være nem at bruge, og den ville være transparent, fordi den beståede præstation var beskrevet i studieordningen. Men en sådan skala vil også betyde, at det bliver sværere at bestå eksamen. Derfor kunne det være relevant for visse aktiviteter at have beståede karakterer for præstationer, der ikke helt kommer i mål i forhold til beskrivelsen af aktiviteten i studieordningen.

Syvtrinsskalaen er et godt udgangspunkt

Vi har brug for at justere syvtrinsskalaen med nye ækvidistante betegnelser for de enkelte trin, hvad enten det er bogstaverne fra ECTS-systemet eller nogle nye tal, men derudover er syvtrinsskalaen et godt udgangspunkt.

Uanset at trinnene i syvtrinsskalaen er defineret ift. graden af mangelfuldhed, så har karakteren syv i praksis været den gode, komfortable midterpræstation, det som de fleste studerende kunne nå med en tilpas ihærdig indsats, altså svarende til den beståede karakter i den tretrinsskala, jeg beskriver ovenfor, hvor ti så har været den karakter, man gav, når det var tydeligt bedre end det gennemsnitlige. Derudover er tolv karakteren for det tæt på perfekte. På samme måde er karakteren fire den karakter, vi giver, når præstationen ikke når midterniveauet, og to er karakteren, vi giver for den mindste præstation, der ikke er dumpet.

Det er klare, operationelle principper, som er nogenlunde nemme at give karakterer efter på en fair og transparent måde. Og ikke mindst er det nemt at forklare de studerende, hvorfor de har fået den karakter, de har fået. Det er det, uanset at der er studerende, der spørger, om det syvtal, de har fået, er stort eller lille, på samme måde som de, der får ti, ofte er interesserede i, hvad der bragte dem op på ti, og hvad der skulle til, hvis de skulle have haft tolv. Uanset hvilket system vi får, så kan karakterer ikke stå alene, men kræver mere udfoldet kvalitativ feedback for at blive meningsfulde.

Hvis vi alligevel ikke tænker karaktersystemet fundamentalt om eller ligefrem afskaffer det, så skal vi holde fast i syvtrinsskalaens grundstruktur med fem beståede trin, men baseret på en klart defineret midterkarakter.