Experimentierfreude er i mere end én forstand et fremmedord

År efter år ender Danmark i top-5, når verdens lykkeligste lande udpeges. Det samme sker, når der foretages tillidsmålinger og udformes opgørelser over de laveste magtdistancer mellem “lav” og “høj” – mellem topledelsen og medarbejderen på gulvet – around the Globe. I målingerne over BNP pr. capita står det heller ikke helt ringe til herhjemme, og Covid-19-nedlukningen fik ikke den økonomiske vækst til at blegne – snarere tværtimod på trods af minkskandale, kompensationsrundhåndethed fra statens side til private virksomheder og udbredte udslag af skærmarbejds- og Zoom-møde-klaustrofobi.

Men når det kommer til friheden til at eksperimentere på universitetet, så står det meget ringe til. Vi er blevet vidner til et absurd cirkus, der hastigt – nærmest dag for dag – flytter teltpælene rundt fra universitet til universitet. Men tag ikke fejl – for den anmassende forestilling kører på replay: En kortåndet djævlekreds mellem regeringens krav om en snarlig implementering af 10 % besparelser og udflytning af studiepladser til provinsen koblet med hovedløse lokale ledelsesbeslutninger danner bagtæppet for rækken af triste tiltag. Og vi har næppe set de sidste …

Farvel til humanistisk psykologi og kritisk ledelsesfilosofi

I stedet for at spørge kritisk og nysgerrigt til, hvad bevidsthed er, og hvad man igennem de sidste årtusinder har forstået ved begreber som psyke, sind og sjæl, transformeres Psykologi på KU til et studie, hvor der primært gås kvantitativt, neurovidenskabeligt og evidensbaseret til mennesket. Slut med læsning af psykologiske, psykoanalytiske og psykologikritiske hovedværker – farvel til humanistisk psykologi, eksistensfænomenologi og komplekse evolutionært-antropologiske undervisnings- og forskningsområder. Det har heldigvis fået hundredvis af kritiske studerende til at aktionere og stille krav til ledelsen. De studerende kræver retten til og muligheden for også i fremtiden at kunne gå kvalitativt, videnskabskritisk og videnskabshistorisk til psykologien.

For 25 år siden tog en fremsynet ledelse fat på at nytænke Handelshøjskolen i København. Det førte bl.a. til oprettelsen af en uddannelse i cand.merc.(filosofi) på CBS (i daglig tale FLØK), og der blev ansat fire forskere med krøllede hjerner og hidtil uhørte idéer i ærmegabene. I stedet for blot at se på sorte og røde tal på regnskaberne, forretningsjura og mikroøkonomiske vækstkalkuler blev der blændet op for at udforske fundamentale ledelsesfilosofiske, æstetisk kommunikative og styringsteknologiske spørgsmål. Senere kom en række andre forskere til fra en lang række fagfelter, rækkende fra sociologi og idéhistorie til teologi og værdibaserede ledelsesstudier. Men nu skal disse uddannelser tilsyneladende have kniven. Igen aktionerer kritiske studerende og begræder, at friheden indskrænkes, og CBS mainstreamLIGgøres. På én uge mobiliseredes 600 studerende, og der blev holdt stormøder og brandtaler, og d. 24.11. forlød det, at der var samlet 2.800 underskrifter imod lukningsplanerne.

Glaskuglelæsning og ledighedstal på den korte bane

Så viseligt er beslutningsgrundlaget bag moderne uddannelsesstyring indrettet, at hvis unge færdiguddannede kvinder, som der er mange af på FLØK, bliver gravide i slutningen af 20’erne, så tæller disse dimittender negativt i de statistiske opgørelser over antallet af ledige. Hvis der derimod anlagdes et 2-3-årigt perspektiv på ledighedstallene efter endt studium, ville piben få en helt anden lyd.

Dertil kommer, at forsøg på at estimere behovet for kommende højtuddannet arbejdskraft på CBS, KU Psyk. und anderswo har vist sig meget ofte at bygge på alt for få parametre, de rene gætterier og noget, der til forveksling ligner glaskuglelæsning. Akkrediteringsmaskineriet kører tanke- og hjerteløst derudad. Glemmes skal det heller ikke, at humaniorabashingen (en kær politisk og mediemæssig folkesport …) gør det ulige meget nemmere at legitimere en trist tilskæring af psykologifaget og en bortvaskning af essentielle og humanistiske – herunder de filosofiske – dele af CBS-uddannelserne. Sandes kan det, at den årelange udskrigning af humaniora som overflødigt og i visse tilfælde endda uvidenskabeligt flødeskum gør det ulige meget lettere og mindre kontroversielt at føre både de store og de små knive.

I den bedste af alle verdener

I den bedste af alle verdener støtter staten, regeringen, forvaltningsapparaterne og de lokale universitetsledelser op om uddannelseseksperimenter, der bærer fremtiden i sig, og de værner som den naturligste ting i verden om at sikre bredspektrede uddannelser.

Næppe én eneste velestimeret psykologiuddannelse i den store verden, vi normalt sammenligner os med, vil kunne mobilisere andet end en vantro hovedrysten, hvis det måtte komme forskere og studerende for øre, at man ved højlys dag og tilsyneladende klar bevidsthed vælger at skille sig af med mindst halvdelen af studiets livgivende elementer.
I den bedste af alle verdener styres uddannelsessystemet ikke ud fra kortåndede økonomiske rationaler. I stedet hældes der koldt vandt i blodet på de stressende, forhastede og fejlprogrammerede målemaskiner, og de færdiguddannede kandidater får stille og roligt mulighed for at vise deres værdi og kunnen i den samfundsmæssige praksis.

I den bedste af alle verdener skammer universiteterne sig ikke ved at være elitære akademiske institutioner, der ikke skal please tåbelige populistiske kræfter, der proklamerer, at der skal smøres flere madpakker ude i den såkaldt virkelige verden. At designe og vedligeholde uddannelser er nemlig en særdeles virkelig opgave. Den kræver simpelthen en ret, vilje og lyst til at eksperimentere.

I den bedste af alle verdener elsker socialdemokraterne og de borgerlige universiteternes autonomi, og de glæder sig til at høre nyt om og erfare, hvordan den menneskelige psyke og de kommende ledelsesformer og 117 andre grundspørgsmål og “genstandsfelter” kan konciperes og kortlægges af de bedste forskere og studerende inden for feltet.