De afskedigede mig, fordi de kunne – når det moralske kompas går i stykker, og der ikke er nogen stopklodser

Vi har mødt udsagn som det i titlen en del gange i de seneste år. Både i forbindelse med hvidvaskning af penge i banker, overgreb af seksuel karakter og senest i forbindelse med grådige aktieoptioner og gebyrer baseret på offentligt skabte monopoler. Men udsagnet er også relevant i forbindelse med de beslutninger om afskedigelser, som for tiden sætter deres præg på universiteterne. Her har en stadig mere magtfuldkommen ledelse fået mulighed for at operere med en omfattende lukkethed og vilkårlighed i beslutningerne. Det er bl.a. resultatet af den systematiske svækkelse af den faglige, akademiske indflydelse på planer og beslutninger. En væsentlig årsag er udformningen af det topdown-ledelsessystem, som universitetsloven har installeret, en anden er svagheden i det fagretlige system. Dette står i skarp kontrast til, at universiteter ellers må forventes at stå for åbenhed og kritisk udvikling af viden.

Det er med udgangspunkt i forløbet omkring min afskedigelse fra et professorat i bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, at jeg i det følgende redegør for, hvorledes denne magtfuldkommenhed har sat sig igennem. Afskedigelsen er et grelt eksempel, der viser flere af de handlemuligheder, ledelser benytter sig af, og herigennem illustrerer det principielle i sagen, der er af interesse for den akademiske offentlighed.

Jeg blev ansat som professor i 2012 på Aalborg Universitet sammen med 26 andre forskere. Vi valgte efter en invitation fra Aalborg Universitets rektor og dekan samlet at flytte fra Danmarks Tekniske Universitet, som havde valgt at nedprioritere den faglighed inden for teknologistudier og bæredygtighed, som vi stod for. Nu skulle vi stå for etableringen af disse forskningsfelter i Aalborg Universitets nye satsning i Sydhavnen i København. Jeg fik som sektionsleder opgaven at samle en faggruppe på Institut for Planlægning og stå for etableringen af en ingeniøruddannelse i bæredygtigt design på bachelorniveau og en overbygning i sustainable design på kandidatniveau, støtte udviklingen af uddannelsen i teknoantropologi, koordinere forskningsindsatsen og skabe de fysiske rammer for forskergruppen og de nye uddannelser. Jeg er så fratrådt min stilling den 31. juli i år.

Sagen om min afskedigelse blev afsluttet ved et møde med IDA’s formand den 4. september i år, hvor han konkluderede, at forløbet af denne afskedigelse var meget uskønt, at alle indicier pegede på, at der i min sag var tale om personlig forfølgelse, at afskedigelsen var fagligt ubegrundet og usaglig, og at der endda ikke konkret var en økonomisk begrundelse for afskedigelsen – snarere det modsatte – men at IDA desværre ikke så sig i stand til at vinde en voldgiftssag inden for rammerne af den eksisterende offentlige overenskomst for akademikere. Dette skyldtes, at Aalborg Universitets ledelse i sin argumentation havde gjort min konkrete afskedigelse til en del af en generel, økonomisk begrundet nedskæring.

Strid om sikkerhed på værksted
Sagen tog sin begyndelse med et møde den 2. maj 2016 om manglende sikkerhed på uddannelsernes værksted med vores institutleder, der var tiltrådt nogle få måneder før. Jeg deltog i mødet sammen med lederen af vores værksted og den sektionsleder, der havde afløst mig. Før selve mødet trak institutlederen mig til side for at fortælle, at der havde været klager over min adfærd. Det var jeg både forundret og bekymret over, da jeg havde været sektionsleder, siden vi flyttede fra DTU i 2012. I samtalen ville institutlederen ikke konkretisere indhold og personer bag klagerne, men det kom alligevel til at fremgå, at klagerne var involveret i den sag, som vi netop skulle have møde om. Min undren skyldtes også, at jeg på det tidspunkt kun havde mødt den nye institutleder to gange ved hhv. et personalemøde og så den 27. februar, hvor vi første gang orienterede om sikkerhedsproblemet.

Problemet var, at nogle skoleledere bakket op af en vicedekan havde forhindret os i at gennemføre en obligatorisk, praktisk værktøjs- og sikkerhedsinstruktion for studerende, som betingelse for at de kunne få adgang til at benytte værkstedet. Arbejdsmiljøloven pålægger virksomheder en instruktionsforpligtelse, og situationen havde vanskeliggjort arbejdet i værkstedet med en stressramt værkstedsleder til følge. Institutlederen valgte ikke at følge vores indstilling, men henviste til, at “andre” jo var uenige med os. Det fik vores sektionsleder til at udbryde, om “det ikke var vigtigere at lytte til sit eget personale, der havde det daglige ansvar”. Følgen blev, at værkstedslederen og jeg så os nødsaget til at henvende os til universitetets centrale arbejdsmiljøansvarlige, som afgjorde sagen: Den praktiske værktøjs- og sikkerhedsinstruktion skulle være obligatorisk. På det tidspunkt havde universitetsledelsen forsinket overholdelsen af arbejdsmiljøloven i mere end et år.

Indgik senioraftale
Tre måneder senere i forbindelse med en mindre nedskæring indstillede institutlederen mig til afskedigelse begrundet over for sektionslederen med udsagnet: “Hans adfærd strider mod mine værdinormer”. Denne afskedigelse blev dog blokeret af den daværende dekan, som i november 2016 i stedet foreslog et kompromis, hvor jeg indgik en senioraftale og gik ned på 80 procent tid og sammen med værkstedslederen forlod Institutrådet, som vi begge var valgt til ifølge bestemmelserne i universitetsloven. Dekanens motiv var, at jeg havde en vigtig faglig mentorfunktion i sektionen, et stort internationalt netværk og bidrog med eksternt samarbejde og finansiering. Med denne aftale kunne jeg hellige mig det faglige arbejde i de sidste år af mit akademiske liv. Senioraftalen blev efter forhandling med IDA udformet med nogle helt særlige bestemmelser, så den gav mig en ekstra beskyttelse. Det betød, at en ændring af aftalen inden den aftalte fratrædelse september 2021 forudsatte enighed mellem parterne. Aftalen fastslog samtidig, at jeg ved fratrædelsen automatisk ville få status som professor emeritus.

I forbindelse med at Aalborg Universitet annoncerede en større afskedigelsesrunde i slutningen af 2018, var Institut for Planlægning igen i økonomiske problemer. Her blev en del af nedskæringen klaret ved selvvalgt afgang, så afskedigelsen blandt de godt 120 medarbejdere på instituttet til slut alene kom til at omfatte tre akademiske stillinger. Institutlederen valgte så, at to af de afskedigede skulle være værkstedslederen og undertegnede. Vi fik den 28. februar i år meddelt vores afsked. Uanset at dette affødte skriftlige og mundtlige protester fra mine akademiske kolleger i sektionen, fra andre kolleger på instituttet og en større protest fra de studerende, fastholdt ledelsen ved universitetet disse to afskedigelser.

Jeg havde fået et varsel om situationen, idet min daværende sektionsleder i november 2018 sagde til mig: “Gør alt for at dukke dig”, fordi “institutlederen hader dig” – som ordene så malende faldt. Denne sektionsleder, den tredje i rækken på seks år, valgte at fratræde sin stilling med udgangen af 2018.

Gav eksterne midler til andre
Ved et forhandlingsmøde mellem IDA og Aalborg Universitet den 4. april fremførte IDA, at jeg i resten af min ansættelse allerede havde sikret ekstern finansiering af omkring 60 procent af min løn, og at resten i løbet af nogle måneder også ville være dækket ind. Samtidig bad IDA om en faglig begrundelse for afskedigelsen. Det førte til en redegørelse fra dekanen for Det Tekniske Fakultet for IT og Design om, at han prioriterede bæredygtighed og anvendelse af it i både algoritmer og modeller som væsentlige fremadrettede faglige satsningsområder. Disse områder er alle centrale i min forskning og undervisning og dækket af de projekter, som jeg havde søgt og fået midler til inden for områder som “bæredygtig råstofudnyttelse”, “ansvarlige algoritmer” og “lokale energifællesskaber”. Da denne faglige begrundelse ikke gav mening, valgte dekanen i stedet at fremhæve, at besparelsen ved at afskedige mig netop var, at instituttet så kunne give de eksterne forskningsmidler, jeg havde søgt og fået bevilget, til andre ved instituttet.

Den særligt udformede beskyttelse i senioraftale mente ledelsen ikke at være forpligtet af, da man valgte at tolke en senioraftale som en midlertidig ansættelse, hvorfor man ikke så nogen grund til at tillægge aftalens helt unikke ordlyd nogen vægt, til trods for at det var en af parterne underskrevet aftale.

Specielt for en større H2020-bevilling, et globalt projekt om bæredygtig råstofudnyttelse: AlSiCal, var institutlederens plan om at tage projektbevillingen fra mig og pålægge andre forskere at udføre projektet besynderlig, da mine faglige kompetencer gav mig en solid og bred faglig baggrund for at gennemføre dette projekt. Jeg har beskæftiget mig med bæredygtigheden af internationale mine- og råstofprocesser og været udpeget som Aalborg Universitets koordinator på en ansøgning om et Raw Materials KIC i EU. Jeg har desuden medvirket i at etablere to store internationale forskernetværk om “Greening of Industry” og “Sustai nable Transitions”. Til trods for at rektor for Aalborg Universitet i et interview har udtalt, at ledelsen vil “hjælpe de afskedigede videre”, afviste rektor og dekan min anmodning om at lade mig tage denne projektbevilling med til en anden institution, hvilket ødelagde min privatøkonomi for de kommende år.

Ved samme forhandlingsmøde foreslog IDA på mine vegne et kompromis, hvorefter jeg allerede nu ville overgå som professor emeritus og alene skulle honoreres for de projekter, som jeg havde hjemtaget. Et sådant forlig ønskede dekanen ikke, men fremsendte i stedet den 12. april et tilbud om en aftale, hvor jeg bl.a. skulle tiltræde følgende punkter: At jeg “overgår som professor emeritus i perioden 1. august 2019 – 31. januar 2020”, “skal løse de opgaver … fra egen bopæl”, “ikke længere skal være fysisk til stede”, “således ikke levere undervisning”, “ikke skal realisere AlSiCal” efterfulgt af kravene “senest den 30. april skal UJ rydde sit kontor” og den “1. maj 2019 aflevere nøgler og adgangskort”. Afslutningsvis indebar aftalen, “at parterne efter indgåelse af denne aftale ikke må omtale eller kommentere på eller udtale sig om hverken afskedigelsessagen eller emeritusaftalen”. Dette “tilbud” kunne hverken jeg eller IDA acceptere, da det stred mod principperne om akademisk frihed og åbenhed.

Ved det afsluttende forhandlingsmøde i Moderniseringsstyrelsen den 25. juni fremhævede styrelsen, at alle beslutninger om afskedigelser ifølge oplysninger fra Institut for Planlægning havde været drøftet med de relevante sektionsledere. Dette var faktuelt ikke korrekt for min afskedigelse, idet institutlederen eksplicit havde valgt ikke at indsætte en afløser for den fratrådte sektionsleder, men selv agere sektionsleder, indtil afskedigelsesrunden var afsluttet. Et rundspørge blandt alle de fagligt kompetente inden for mine forskningsfelter har afdækket, at ingen af dem har været konsulteret af institutlederen (eller for den sags skyld af dekanen). Jeg bad derfor Aalborg Universitet om aktindsigt i min afskedigelsessag. Efter flere runder med ikkefyldestgørende besvarelser afslog universitetet at give mig indsigt i institutlederens begrundelse for at udpege mig til afskedigelse. Dette afslag motiverede universitetet med: “Alle medarbejdere på instituttet er individuelt vurderet ift. de udvælgelseskriterier, som er blevet drøftet i fakultetets samarbejdsudvalg.… I den forbindelse er der udarbejdet et internt dokument, som vi, iht. vores svar af den 4. juni og 20. juni, vurderer ikke er omfattet af retten til aktindsigt, og som i øvrigt ikke er journaliseret på din sag”.

Undervisningsbelastning øget
Afskedigelserne har medført, at Aalborg Universitet ikke længere på værkstedet kan give de ingeniørstuderende i bæredygtigt design i København en fagligt kvalificeret undervisning i bearbejdning af metaller, plast og træ, herunder i svejsning, selvom uddannelsen bygger på, at de studerende er i stand til at forstå disse processer og selv benytte dem i udvikling af modeller i deres designprojekter.

For undervisningen har afskedigelsen af mig betydet, at den sektion, jeg var tilknyttet, i foråret 2019 har undervist omkring 65 procent mere end normeret. Dette er en øgning fra efteråret 2018, hvor sektionen kun underviste 43 procent mere end normeret. Sektionen er og var dermed den mest undervisningsbelastede sektion på instituttet, der i 2018 “kun” havde en gennemsnitlig overbelastning på 13 procent. Årsagen til, at sektionens arbejdsbelastning er vokset så kraftigt, er, at man med udgangen af 2018 mistede, hvad der svarer til to medarbejderes fulde undervisning (sektionslederen fratrådte, en professor gik på halv tid, og en lektor blev studiekoordinator på halv tid). Sektionen havde dermed reelt mistet to fulde stillinger, allerede inden afskedigelserne blev besluttet og udmøntet. Alligevel vælger institutlederen derefter, at to ud af i alt tre afskedigelser skal ske i denne den mest arbejdsbelastede sektion på instituttet.

I løbet af 2018 var Aalborg Universitet i Arbejdstilsynets søgelys pga. af udbredt kritik fra de ansatte akademikere ved Campus i København om distanceledelse, for stor arbejdsbelastning og stress. Det blev imødegået af universitetets ledelse med løfter om bedre ressourcestyring, som medarbejderne valgte at tage for pålydende. I 2019 vil den store overbelastning på Institut for Planlægning nu blive løst ved, at timerne afsat til undervisning på tværs af instituttet bliver reduceret med omkring 23 procent uden at mængden af kurser og vejledning reelt reduceres. De ansatte har så fået besked på at gennemføre undervisningen mere effektivt. Dette indebærer ikke, at den skæve belastning bliver rettet op, så min tidligere sektion arbejder stadig omkring 30 procent mere end den nye norm.

Overbelastningen har ført til protester fra de ansatte i sektionen. Men svaret fra dekanen og institutlederen har været, at man jo desværre ikke her og nu kan ansætte nye personer, da man netop har gennemført en afskedigelse med den begrundelse, at “du er blandt dem, der i den givne situation bedst kan undværes”.

Forløbet af min afskedigelsessag rejser en række principielle spørgsmål:

1. Bør ledelsen på et universitet kunne afskedige akademikere, hvis ansættelse og hele indsats bygger på faglige bedømmelser, uden at være forpligtet til at give en saglig og faglig begrundelse?

2. Er det i overensstemmelse med princippet om forskningsfrihed og etisk forsvarligt, at universitetets ledelse flytter midler, der er hjemtaget på basis af en eller flere forskeres CV’er og erfaringer, og pålægge andre forskere at udføre arbejdet?

3. Overtrumfer argumenter om en generel økonomisk nedskæring alle andre hensyn, når der i praksis blot er tale om en reduktion på omkring 1 procent ved et fakultet? Og i øvrigt på baggrund af et budget, der allerede nogle måneder senere viser et regnskabsmæssigt overskud.

4. Hvad vil akademikernes fagforeninger gøre ved, at den nuværende overenskomst, som ellers fremhæver, at der ikke må forekomme “vilkårlighed” ved afskedigelser, viser sig ikke at være i stand til at yde de ansatte nogen reel beskyttelse mod personlig forfølgelse og usaglighed?