Da valget blev udskrevet, diskuterede vi akademisk frihed

Her greb prodekan og filosof Sune Lægaard (RUC) fat i den pointe, mange af os kan genkende, også uden at Danmark er USA: Frihedsrettigheder lever ikke kun i paragraffer, men i kulturer og institutioner. Og når verden bevæger sig i retning af mere magtpolitik, hvor hensyn til sikkerhed, udenrigspolitik og økonomi i stigende grad former politiske beslutninger, kan det også ramme akademiet. Selv når vi har regler, kan den praktiske beskyttelse blive tynd, hvis presset kommer via midler, samarbejder, rejsemuligheder eller diffuse risici. Det er den klassiske mekanisme, som i ytringsfrihedsteorien kaldes “chilling effects”: man afholder sig fra at sige eller undersøge noget, der faktisk er legitimt, fordi man er usikker på konsekvenserne.

Det store problem ved chilling effects er, at de sjældent kan dokumenteres med de sædvanlige måleinstrumenter. Den forskning, der ikke blev sat i gang. Den artikel, der aldrig blev skrevet færdig. Den underviser, der lige fjernede et eksempel eller en tekst fra pensum, “for en sikkerheds skyld”. Alligevel ved vi, at de uformelle begrænsninger kan fylde mere end de formelle. Og vi ved også, at de trives, når der er uklarhed om, hvad institutionen vil bakke op om – og når folk oplever, at konflikter håndteres ad hoc.

Netop derfor var filosofiprofessor Nils Holtugs (KU) begrebsafklaring så vigtig: Akademisk frihed er ikke det samme som ytringsfrihed. Den består af undersøgelsesfrihed – frihed til at forske, undervise og formidle – men den udfoldes inden for akademiske standarder. Det er derfor, vi ikke underviser i fladjordsteori eller astrologi som videnskab. Det er også derfor, “cancel culture” og “no-platforming” ikke kan reduceres til en kamp mellem “fri tale” og “krænkelse”. På universitetet må diskussionen handle om, hvordan vi beskytter fri undersøgelse uden at opgive de faglige kriterier, der gør universitetet til noget andet end en debatscene.

Holtug pegede samtidig på noget, danske universiteter bør tage alvorligt: når ledelser bliver overrumplede af enkeltsager – om kontroversielle foredrag, pensum, forskningskommunikation eller internationale konflikter – opstår risikoen for tilfældige beslutninger, som i sig selv kan skabe mere usikkerhed. Hvis vi vil undgå, at konflikter bliver håndteret fra sag til sag, kræver det tydeligere principper og mere gennemtænkte politikker, der både værner om frihed og fastholder standarder.

Så hvad betyder det, at DM Universitet holdt dette møde netop på dagen, hvor valget blev udskrevet? For mig var pointen enkel: Akademisk frihed er ikke en intern akademisk luksus. Den er en demokratisk infrastruktur. Universiteterne er en del af samfundets måde at producere, korrigere og kritisere viden på – side om side med andre institutioner, der også kræver armslængde og integritet. Når tilliden til eksperter og institutioner er under pres, bliver det fristende at gøre viden til identitetspolitik og forskning til symbolpolitik. Det er netop dér, vi skal insistere på, at friheden ikke er til for forskerne, men for samfundet.

Hvis folketingsvalget skal handle om mere end uendelige reformtiltag på universiteterne, bør vi derfor spørge kandidaterne om tre ting: Vil de styrke den akademiske frihed som helhed – også undervisning og formidling, ikke kun forskning? Vil de tage (selv)censur alvorligt som et ledelses- og arbejdsmiljøproblem, der undergraver kvalitet? Og vil de respektere, at faglige standarder skal håndhæves i fagmiljøerne, ikke gennem politisk detailstyring?

Det er ikke et snævert sektorhensyn. Det er et spørgsmål om, hvilket demokrati vi vil have: et demokrati med viden som korrektiv, eller et demokrati, hvor viden bliver valgstof.