Beretningen om en historiefejde og en afvist afhandling
Markus Hedemanns afviste afhandling er blevet udgivet som bog i en let forkortet udgave © Markus Hedemann
Markus Hedemann mener, at han fik afvist sin doktorafhandling, fordi hans tese brød med vedtagne sandheder og konventioner, der blev anset for uantastbare af de førende forskere inden for hans område. Afhandlingen er efterfølgende blevet til en anmelderrost bog.
“Historien findes ikke; kun historikere” (“il n’y a pas l’Histoire, il y a des historiens”). Ingen har udtrykt bedre end den franske historiker Lucien Febvre (1878-1956) med det ovennævnte citat, at historien er til konstant diskussion.
Ikke blot besættelses- og koldkrigshistorien er en slagmark, men så sandelig også når det gælder ældre tiders historie, kan man være uheldig at løbe ind i vedtagne sandheder og konventioner, der anses for så uantastbare, at man uden videre kan bruge dem i afvisningen af udfordrende synspunkter.
Blandt nogle historikere trives den opfattelse, at alt, hvad vore ærværdige forgængere har publiceret, er mere eller mindre helligt.
Billedligt står vi således på skuldrene af de gamle kæmper, og hele erkendelsesprocessen kan opfattes i analogi med en menneskepyramide, hvor hver generation stiller sig på skuldrene af den foregående for således “at kunne få et endnu bedre udsyn ud over historiens vidtstrakte ocean”. Denne betragtningsmåde finder jeg mildest talt problematisk. Selvfølgelig står vi alle sammen i en form for gæld til vores forgængere; men problemet med erkendelsesprocessen som menneskepyramide er, at den giver meget lidt rum for dialog og diskussion. Nye erkendelser bliver derimod et spørgsmål om at kombinere og variere, hvad der allerede er blevet skrevet og vedtaget. En uheldig konsekvens heraf er, at historiedisciplinen langsomt, men sikkert bliver løsrevet fra kilderne: Når de nu en gang er blevet autoritativt tolket, er der jo ikke grund til at se på dem igen, vel?
Menneskepyramidens store indflydelse er en kendsgerning, som jeg fik at føle, efter at jeg den 9. maj 2016 havde indleveret en afhandling ved Aarhus Universitets Arts med titlen “Danmark, hertugdømmet Slesvig og Kalmarunionen 1404-1448 – konflikt og konsekvens”. Formålet var at erhverve den filosofiske doktorgrad. Afhandlingen skyldtes først og fremmest en fundamental undren over, at kampen imellem den danske kongemagt og holstenerne i første tredjedel af 1400-tallet har været så relativt underbelyst, og at kampen, som nok så meget var juridisk, hidtil blandt skandinaviske historikere mest har haft status som en slags irriterende udenrigspolitisk appendiks til den såkaldte Kalmarunion. Det er sigende, at kampen var faldet stort set helt ud af DR’s danmarkshistorie.
I det sene efterår 2016 fik jeg meddelelse om, at Arts havde nedsat et bedømmelsesudvalg, efter at afhandlingen var blevet screenet og fundet egnet til bedømmelse. Det så fornuftigt ud. Stort var chokket derfor, da der 17. august 2017 indfandt sig en indstilling, i hvilken bedømmelsesudvalget afviste, at afhandlingen kunne antages til forsvar. Indstillingen var besynderligt nok temmelig anerkendende på væsentlige felter, men tog i særlig grad anstød af to forhold, der gik imod gængse konventioner og vedtægter ang. opfattelsen af Margretes og Erik af Pommerns regeringsudøvelse: Det drejede sig for det første om afhandlingens argumentation for, at de mange juridiske dokumenter i forbindelse med kampen om Slesvig pegede på realiseringen af en dynastisk arvelighedsideologi under Margrete og kong Erik, der imidlertid udmærket kunne co-eksistere med Danmarks og Sveriges traditionelle status som valgkongedømmer; noget sådant var ifølge udvalget helt umuligt.
For det andet afviste bedømmelsesudvalget under henvisning til “international forskning i identit og protonationalisme” afhandlingens argumentation for det paradoksale forhold, at Margretes og Eriks kongemagt nok var centralistisk og autokratisk, men at der ikke var noget forsøg på at skabe en nordisk enhed ud af rigerne Danmark, Sverige og Norge. Forfatterne til denne “internationale forskning” blev imidlertid ikke specificeret.
Udvalget ville endvidere ikke anerkende afhandlingens formulering af begrebet ekspansiv kongemagt, hvormed Margretes og Eriks regeringsudøvelse kan karakteriseres, og i forhold til hvilket et modbillede i skikkelse af en rigsrådskontrolleret kongemagt indfandt sig i 1440 med Christoffer af Bayern. Dette modbillede nåede et højdepunkt, da hertug Adolf 8. af Slesvig placerede sin nevø Chr. 1 på den danske trone i 1448.
Jeg konkluderede i min partshøring, at bedømmelsesudvalget var åbenlyst forudindtaget, at udvalget uden videre affejede konklusioner uden hensyntagen til den bagvedliggende argumentation, at i de tilfælde, hvor udvalget bevægede sig ind i en konkret diskussion om kilder og metode, var der tale om fait accomplis grundet i traditionelle konventioner, og at udvalgets indstilling i øvrigt var præget af et bemærkelsesværdigt fravær af konkrete henvisninger til den litteratur, hvis manglende inddragelse i udvalgets optik var afgørende for at lade afhandlingen falde.
Et svar indfandt sig fra bedømmelsesudvalget 23. oktober 2017. Svaret var temmelig besynderligt, i og med at det sådan set anerkendte pointerne i min partshøring, men uden videre fastholdt, at afhandlingen ikke var på doktorniveau. Svaret mindede således mest om et “men alligevel”. Naturligvis formet i uantastelig akademisk fraseologi.
Samtidig med bedømmelsesudvalgets ikkesvar kom den endelige myndighedsafgørelse fra dekanen ved Aarhus Universitets Arts, der fastholdt afvisningen. Det forekom besynderligt, at dekanen ikke kunne/ville anerkende, at bedømmelsesudvalgets indstilling var præget af åbenlys subjektivitet og således direkte tilsidesættelse af normale akademiske standarder, hvorfor i det mindste et udvidet bedømmelsesudvalg burde være blevet nedsat, sådan som bekendtgørelsen giver mulighed for.
Jeg har følt mig helt retsløs i processen. Da jeg i sin tid indsendte min partshøring, var det mere end forventeligt, at bedømmelsesudvalget afviste den. Dekanens endelige afgørelse kan jeg imidlertid dårligt opfatte som andet end en ekspedition, der i et og alt efterkom bedømmelsesudvalget uden skyggen af selvstændig stillingtagen. I sagens natur var jeg desperat og indklagede afgørelsen for Ombudsmanden, men trak klagen, da det ved et halvt mirakel lykkedes at få afhandlingen udgivet i let forkortet version hos Historisk Samfund for Sønderjylland. Det var trods alt bedre at bruge tid på at redde mine synspunkter end på en klageproces. Den bog, der kom ud af det, fik således titlen “Danmark, Slesvig og Holsten 1404-1448 – konflikt og konsekvens”, som udkom oktober 2018. Takket være en fantastisk kollegas initiativ blev bogen præsenteret 22. januar 2019 i Videnskabernes Selskab. I en tysk anmeldelse fra 20. maj samme år kan man læse, at det med bogen er lykkedes at tilvejebringe et vigtigt forskningsbidrag til konflikten om Slesvig, dennes ideologiske baggrund og de med denne konflikt forbundne diplomatiske forhandlinger. Unægteligt behageligere end at blive beskyldt for at kolportere “bastante og udifferentierede påstande”. Jeg har skrevet to længere debatindlæg i Historisk Tidsskrift om de centrale punkter i afvisningen, i håb om at et eller flere medlemmer af bedømmelsesudvalget ville svare. Det er ikke sket. To af medlemmerne er sidenhen gået på pension, så man må gå ud fra, at det ikke er på grund af mangel på tid.
