At slå sig på det sociale

Den franske sociolog Émile Durkheim skrev klassikeren “Den sociologiske metodes regler” i 1895. Forleden underviste jeg en større flok uddannelsesvidenskabelige bachelorstuderende i et uddrag af den danske oversættelse fra år 2000 af andenudgaven fra 1901. Durkheim levede og virkede på et tidspunkt, da den naturvidenskabelige positivisme satte sig igennem, og det var hans ideal at gøre den nye videnskab, sociologien, til en stærk videnskab.

Durkheims sociologiske positivisme hævder, at sociale fænomener er lige så virkelige som materielle ting. Stående dér i auditoriet over for de studerende brugte jeg et komparativt og hårdtslående pædagogisk eksempel for at gøre de 119-125 år gamle tanker vedkommende og forståelige. Hvis du styrter på din cykel, slår du dig i “mødet” med asfalten, men du kan faktisk også risikere at slå dig på det sociale.

Ifølge den klassiske sociolog består de sociale kendsgerningers orden “i bestemte måder at handle, tænke og føle på, der er ydre i forhold til individet, og som er forsynet med en tvangsmekanisme, i kraft af hvilken de påtrænger sig individet”. Sociale kendsgerninger binder os at agere på passende vis, og Durkheim finder den sociale tvang uomgængelig og kunne ikke forestille sig et samfund uden stabiliserende tanke- og adfærdsformer. Sammenhængskraften skulle sikres af funktionelle delelementer, tilregnelig handlen og et fælles virke.

Durkheim havde bestemt også sans for at sætte modstand og konflikt på begreb. Det er “et iboende karakteristikon ved disse sociale kendsgerninger”, at det “giver sig til kende, så snart jeg forsøger at gøre modstand. Hvis jeg forsøger at krænke Lovens regler, reagerer de mod mig for at forhindre min handling …”. Og videre: “En social kendsgerning genkendes på den ydre tvangsindvirkning, den øver eller er i stand til at øve på individerne”.

Tvangsformer findes også i dag

Til min store forundring genkendte og identificerede mange af de studerende lignende sociale tvangsformer i vores samtid. De gav ikke meget for den højtbesungne liberalistiske myte om, at de skulle være fuldstændig autonome individer (også kaldet den metodologiske individualisme), eller at komplekse samfundsmæssige regler udspringer af individuelle beslutninger. Jeg kunne fortælle dem, at Durkheim var tilhænger af en metodologisk kollektivisme, og at han ikke mente, at samfundet kunne konciperes, hvis man tager afsæt i de individuelle bevidstheder og deres mere eller mindre rationelle valg.

Til gengæld mente de ikke, at kravene til påklædning og opførsel og sanktionerne for upassende adfærd er helt så stramme og entydige, som Durkheim beskrev disse i sin tid: “Hvis jeg ikke underkaster mig omverdenens konventioner, hvis jeg, når jeg klæder mig, ikke tager noget hensyn til den skik og brug, der følges i mit land og i min sociale klasse, så vil den latter, jeg fremkalder, og den afstand, man tager fra mig, have samme effekt som en straf i egentlig forstand, om end i noget afsvækket form”.

Men hvor Durkheim beskrev de sociale kendsgerninger som “ydre”, så karakteriserede de studerende snarere disse som “indre”. De brugte ikke ordene inderliggjorte og internaliserede, men det var tydeligvis det, de mente.

Efterlods tænkte jeg i mit stille sind på, om der er opstået en virksom hybrid mellem en evindelig selvkontrollerende, selvvurderende og strategisk navigerende subjektivitet, der indoptager samtidens anmassende forventninger og strukturelle tvangsformer i sig. Måske har den sociologiske positivismes sociale kendsgerninger holdt flyttedag. De har nu på trods af årtiers positivismekritik sat sig grundigt fast – ikke blot i de individuelle sind, men i store dele af ungdomsgenerationens tankehorisont. Samtidens sociale kendsgerninger påtvinger således de fleste unge at tænke i konkurrencedygtig uddannelse, entydige performancekrav og en effektiv tidsøkonomi. Fremdriftsreformen, den målstyrede og modulparcellerede undervisning og kortåndetheden er ikke bare ydre krav, men tager i stigende grad også form af “naturaliserede” forventninger, som de unge selv bærer ved til, vedligeholder og i overraskende stort tal honorerer.

Unge skal ikke finde sig i at blive slået på

Men det betyder også, at mange unge slår sig på det sociale i denne tid, og at forskere, politikere og offentligheden må betænke, at der er mere på spil, end en individualiserende tilgang til problematiske fænomener – rækkende fra frafald til psykiske problemer, manglende robusthed, apati og en mere eller mindre servil tilpasning til uddannelsesmaskinen – måtte kunne (årsags)forklare.

Tankevækkende er det, at Durkheim pointerer, at vi nærmest søvngængeragtigt er “fuldstændig uvidende om de årsagsforhold” og de sociale love, vi er underkastet, og at det derfor er nødvendigt, hvis vi har ambitioner om at komme til at forstå strukturerne bag fremtrædelsernes overflade, “at sociologien indtager den samme forskerholdning som den, der kendetegner fysikerne, kemikerne og fysiologerne, når de bevæger sig ind i en endnu uudforsket egn inden for deres videnskabelige domæne”.

Til gengæld holder det ikke – med hermeneutikkens og fænomenologiens indsigtsgivende og uomgængelige erkendelser i løbet af det 20. århundrede in mente – at ville gå til de sociale fænomener (herunder: subjektiviteternes “indersider”) på eksakt samme måde, som man kan udforske et præparat under et forstørrelsesglas eller iagttage og måle på en tavs kemisk forbindelse.

At være menneske er at opleve og erfare verden og sig selv og sin kropslige væren i verden på en unik facon – ikke at være eller blive reduceret til en objektivérbar genstand uden stemme. Mennesket er en forstående og fortolkende eksistens og ikke kun et tilregneligt element i noget, der skulle være en altforklarende sociologisk positivisme.

Dertil kommer, at man ikke skal finde sig i at slå sig for meget på det sociale endsige at være udset til at spille andenviolin i samfundet som den afhængige variabel – hvad enten man er studerende eller lærer på “deres” universitet. Engagement skal der til, og modet til at slå igen kan blive styrket, hvis man går sammen med andre, der heller ikke vil finde sig i vedvarende at blive slået på.