Akademisk dannelse – en ode til et skrinlagt initiativ, der blev kvalt i læring

For tre år siden lancerede daværende forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind (V) en kampagne under overskriften “Mere dannelse i de videregående uddannelser”. Danske universitetsstuderende skulle forberedes bedre til fremtidens udfordringer med et solidt fundament af dannelse. Selvom ministerens udmeldinger var relativt uklare og strittede lidt i alle retninger, så lød det lifligt og nød en vis bevågenhed i medierne. En ministeriel inspirationsgruppe blev nedsat og fik til opgave at undersøge, hvordan en ny filosofikum med et klart dannelsesopdrag kunne indføres på de danske universiteter, og som led heri blev der sågar afholdt en stor ministeriel konference: “Dannelse i det 21. århundrede”.

I juni 2018 barslede gruppen så med en længere indstilling, der bl.a. anbefalede, at der skulle etableres en ny filosofikum på alle bacheloruddannelser på universiteterne i Danmark. Formålet hermed var at udvikle den universitetsstuderende som fagperson, menneske og borger og fremme nysgerrighed, kritisk tænkning og dømmekraft. En ny filosofikum skulle lægge fundamentet for, at dannelse blev et vandmærke i enhver uddannelse – og vel at mærke en akademisk dannelse, som byggede oven på den almene dannelse fra de gymnasiale uddannelser, som det hed i indstillingen.

Det er diskutabelt, om en ny filosofikum i sig selv ville have sikret mere akademisk dannelse i uddannelse. Det har været prøvet før, men det lød og lyder jo forjættende i disse tider, hvor læringsmål og den enkeltes læringsudbytte stort set er det eneste accepterede formål og “kvalitetsmål” for universitære uddannelser – og i øvrigt for stort set alle andre niveauer i den efterhånden livslange lærings- og uddannelsestvang, som dominerer uddannelsessektoren i dag.

Fra visionerne om akademisk dannelse til læringstvang

Få hørte om udspillet, endnu færre fulgte det op – og resten har sikkert glemt alt om det. Før inspirationsgruppen var færdig med sit i øvrigt grundige og tankevækkende arbejde, var Pind nemlig abdiceret, og den nye minister, Tommy Ahlers, arkiverede rapporten lodret. Initiativet forsvandt i glemslens tåger og viste sig i øvrigt mestendels at være et selvpromoverende initiativ fra en minister, der trængte til lidt medieopmærksomhed på sin vej ud af politik.

Hurtigt blev al snak om mere akademisk dannelse i uddannelse i hvert fald glemt, og ministeriet såvel som universiteterne fortsatte ad de funktionalistiske spor, som var blevet lagt i Kvalitetsudvalgets rapport fra 2015 med titlen “Nye veje og høje mål”, hvis vigtigste budskab lød: “Fokusér på og prioritér det, som det hele drejer sig om, og som virkelig er værd at beskæftige sig med – nemlig de studerendes læring. Glipper de studerendes læring, er alt andet ligegyldigt og spild”.

Det handler derfor om at sikre “den optimale læring”, selvom udvalget indrømmede, at det kan være svært at afgøre i generelle termer, da “læring er et flygtigt begreb, der udvikler sig, flytter sig med teknologien og antager nye former”. Ikke desto mindre er læring endt med at være al uddannelses mål og mening og er af samme grund blevet en tom og flydende, men dyrebar betegner såvel livslangt som livsbredt, dvs. overalt i det såkaldte uddannelseskontinuum.

Kvalitet i uddannelse har ikke længere noget med akademisk dannelse i uddannelse at gøre. Kvalitet i uddannelse skal måles på den studerendes læringsudbytte i forhold til den fremtidige arbejdsduelighed. Og læringsudbyttet måles bl.a. vha. af trivselsmålinger, studieprogression, karakterniveau, kostpris pr. kandidatproduktion og efterfølgende beskæftigelsesgrad. Tallene står formeligt i kø – og det gælder både for de kvalitative “fænomenologiske” og de kvantitative positivistiske af slagsen.

Bildung tabte til education

Pinds initiativ og inspirationsgruppens indstilling er værd at erindre og bør på denne baggrund prises post mortem. Det var en vigtig og tiltrængt påmindelse om, at det danske begreb om uddannelse også indeholder en forpligtelse på den akademiske dannelse, som det både etymologisk og historisk har været forbundet med og skulle give mulighed for. Dannelse var og er principielt stadig en del af enhver uddannelse, idet de færreste slipper igennem en uddannelse i noget specifikt, uden at det efterlader dannelsesspor i den enkeltes liv – også og måske særligt når man har glemt alt det, man har lært, og servilt har indfriet læringsmålene. Men moderne uddannelser og især moderne transnational uddannelsestænkning har afbrudt forbindelsen eller koblingen til dannelse, fordi angliseringen har installeret education som adskilt fra Bildung – med reference til akademisk dannelse i det germanske spor. Bedre er det ikke blevet af, at “uddannelse” siden 1990’erne er blevet et af de mest centrale globaløkonomiske konkurrenceparametre, hvorfor internationale sammenligninger, internationale standarder og ikke mindst internationale terminologier siden da har spillet en afgørende rolle i den nationale skole- og uddannelsespolitik. Og med denne udpræget økonomiske og funktionalistiske forståelse af uddannelse er logisk nok fulgt en række styringspolitiske bestræbelser på at optimere, effektivisere og mål- og resultatstyre skole- og uddannelsessystemer i forhold til arbejdsmarkedets behov med flittig brug af internationale sammenligninger og test som løftestang. Uddannelse er i takt hermed blevet et nivellerende styrings- og ledelsesmedium.

Når uddannelse bliver til education og gifter sig med de flydende, nihilistiske og i bund og grund individualistiske lærings- og kompetencebegreber, tabes ikke alene koblingen til dannelsestraditionen; vi får heller ikke mulighed for at gennemtænke og aktualisere den. Det er intet mindre end fatalt, og derfor burde inspirationsgruppens indstilling reaktualiseres.