Netværk skal hjælpe kvindelige ph.d.ere ud af akademia
Lillian Wilde er initiativtager til et netværk, hvor kvinder med humanistisk og samfundsvidenskabelig ph.d. kan hjælpe hinanden med at gøre karriere uden for universitetet. © Foto: Privat
Som ph.d.-uddannet er man ikke vant til at orientere sig mod arbejdsmarkedet uden for universiteterne. Derfor vil Lillian Wilde skabe et netværk, hvor man kan hjælpe hinanden til en karriere ”på den anden side”. Hendes inspiration er et netværk, der nu eksisterer på tiende år.
Når man er i det akademiske miljø, er man meget lidt orienteret mod det øvrige arbejdsmarked, og derfor kan det være svært at vide, hvilke jobmuligheder og kompetencekrav, der findes udenfor.
Den barriere oplever Lillian Wilde, der for halvandet år siden fik en ph.d.-grad i filosofi, og derfor tager hun nu initiativ til et netværk for kvindelige ph.d.er inden for humaniora og samfundsvidskab, der satser på en ikke-akademisk karriere.
”Jeg satser ikke på at blive i akademia. Men jeg synes det er svært at finde ud af, hvilke andre jobs, der findes, og hvordan mine kompetencer passer. Det kunne være super dejligt at kunne sparre og diskutere mulighederne med andre i lignende situationer,” siger Lillian Wilde.
Hun tog sin ph.d.-grad ved University of York, men i dag bor hun i København og arbejder på distance ved den tyske Internationale Hochschule. Hun vil meget gerne blive i København, og derfor vurderer hun realistisk, at hendes bedste muligheder ligger uden for universitetsverdenen.
”Efterhånden som jeg fik skrevet min ph.d. stod det klart for mig, at det er meget svært at finde en stilling ved universitetet som ikke er tidsbegrænset. Men samtidig vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg ellers kunne lave.”
I akademiske miljøer er der kun én vej
Lillian Wilde har sine erfaringer fra York men også KU, hvor hun var tilknyttet som gæsteforsker det sidste år af hendes ph.d.-forløb, og hvor hun tidligere havde taget sin kandidatgrad. Og begge steder oplevede hun, at jobmarkedet uden for universitetets murer fyldte meget lidt. Særligt mellem de ansatte selv.
”Der fandtes kurser i karriereudvikling, men det var mest rettet mod de kandidatstuderende. For en ph.d.-studerende var der ligesom kun den ene vej, der fører op til professorstillingen. Og her tænker jeg især på den måde, man taler om det internt mellem kolleger i de akademiske miljøer. Det er lidt som om, det er en fejl, hvis du ikke får en position inden for universitetet. Men det synes jeg ikke er rigtigt.”
Netværket, som Lillian Wilde har etableret i samarbejde med DM, er for alle kvinder med en ph.d. inden for humaniora og samfundsvidenskab – både nye ph.d.er som Lillian Wilde selv og ”gamle”, der har taget deres grad for mange år siden.
”Jeg vil gerne sparre med alle mulige – både kvinder, der har erfaringer uden for universitetet, som måske gerne vil udvikle sig og tænke i nye jobmuligheder, og kvinder i akademia, der går med tanker om at søge væk.”
NAT-netværk kører på tiende år
Inspirationen til netværket kommer til dels fra et tilsvarende netværk for kvinder med ph.d.-grad inden for natur- og sundhedsvidenskaberne. Det blev også stiftet i DM-regi for hele ti år siden, og det lever i bedste velgående den dag i dag, fortæller Marie Merrild, den ene af netværkets to stiftere.
”Vi mødes fysisk i DM’s lokaler på Frederiksberg omkring 5 gange om året. Så har vi enten et tema, vi diskuterer, hvor vi måske har en oplægsholder udefra. Nogle gange har vi en bordet rundt-seance, hvor vi hører fra hinanden, hvad der rører sig ude i branchen. Og så er der også nogle gange, man konkret bruger netværket til at få ideer om, hvor man kan søge job,” fortæller hun.
Marie Merrild er mikrobiolog hos Novo Nordisk og har været i koncernen i snart ti år. Men hun har stadig glæde af netværket.
”Selv om man har etableret sig på arbejdsmarkedet, kan man sagtens lave nogle spring. Og blandt dem, der arbejder inden for akademia er der mange, der overvejer at finde job i det private. Jeg selv har været i Novo Nordisk siden jeg blev færdig, men jeg har også skiftet job inden for koncernen, og jeg har også rakt ud til tidligere medlemmer og spurgt: må jeg lige høre, hvad du laver nu?”
Grunden til, at de to stiftere tog initiativ til netværket for kvinder med naturvidenskabelig ph.d., var omtrent den samme som Lillian Wildes – manglende viden og information om jobmuligheder for ph.d.er.
”Der var ikke rigtig nogen steder, man kunne få vejledning i, hvilke muligheder der var derude. Tværtimod fik man næsten indtrykket, at man stod dårligt på arbejdsmarkedet, fordi man var overkvalificeret. Så netværket var et forsøg på at få noget perspektiv på, hvilke veje, der kunne være i vores professionelle liv,” fortæller Marie Merrild.
Det er omtrent samme model, Lillian Wilde satser på i forhold til netværket for kvinder med humanistisk og samfundsvidenskabelig ph.d.
”Jeg håber på, at vi kan mødes fysisk i København en gang om måneden. I starten tænker jeg bare, at vi skal snakke, og så med tiden kan vi måske arrangere, at vi får folk fra netværket eller eksterne til at holde oplæg og sparre om kompetencer og jobmarkedet,” siger Lillian Wilde.
Hvis man ønsker at være medlem at netværket kan man læse mere og tilmelde sig her.