Uddannelsesbeskæringer truer Danmarks fremtid

Det har siden sommerens aftale om kandidatreformen været offentligt kendt, at der skulle ske en beskæring i antallet af studiepladser.

Det i sig selv er en trist kendsgerning drevet af visionsløse politikere, der kun kender til deregulering og manglen på dialog med sektorens ansatte.

Men det, der nu udfolder sig, ligner ikke blot en beskæring, men en hensynsløs huggen væk af muligheder og drømme for unge mennesker landet over. Fra næste år forventes universiteterne at skulle skære ikke blot 8 % af deres optag, som tidligere annonceret, men hele 10 %.

Dette justerede tal fremstår som en tyv i natten, der sniger sig ind og stjæler unges fremtidsudsigter, med en pludselig forøgelse af nedskæringerne med yderligere 580 studiepladser, til en samlet reduktion på 2.700 studiepladser over hele landet. Dette kommer oven i allerede aftalte dimensioneringstiltag, som vi endnu ikke har set konsekvenserne af på arbejdsmarkedet.

Dimensioneringspolitikkens nuværende kurs synes at overse nødvendigheden af en bredspektret akademisk befolkning, der er i stand til at tænke kritisk, innovativt og bidrage til samfundet på mange forskellige måder.

Humaniora spiller en afgørende rolle i dette ved at fostre færdigheder i kritisk tænkning, kommunikation, viden om sprog og forståelse af kulturelle og sociale dynamikker. At skære ned på disse uddannelser baseret på en kortsigtet opfattelse af arbejdsmarkedets behov er ikke kun en misforståelse af humanioras værdi, men også en undervurdering af disse fagområders evne til at tilpasse sig og være relevante i et stadigt skiftende jobmarked.

Dimittendledigheden falder markant for humanister

Det er væsentligt at fremhæve, at dimittendledigheden for humanister er faldet markant de seneste to år. Ifølge en analyse fra DM fra november 2023 er dimittendledigheden for humanistiske kandidater faldet betydeligt, og det forventes at fortsætte de kommende år. Helt konkret estimeres et fald i ledigheden fra 23 procent i 2018 til forventede 6 procent i 2023 og 2024, samtidig med at antallet af humanistiske dimittender stabiliseres omkring 4.100.

Dette taler direkte imod den præmis, at der er en overflødighed af kandidater inden for humaniora, som ikke kan finde beskæftigelse. Det illustrerer en klar forbedring af beskæftigelsessituationen for humanistiske kandidater, hvilket underminerer argumentet for drastiske nedskæringer baseret på dimittendledighed.

Herudover er tilgangen til de humanistiske bacheloruddannelser faldet med 36 procent fra 2016 til 2022, hvilket indebærer, at et yderligere pres på disse uddannelser gennem dimensionering kan risikere at underminere fagfelter, der er på vej til at opnå en mere stabil beskæftigelsesrate samt små fagområder, som typisk er lukningstruede, når der skal dimensioneres.

Mindre forskning, mindre udvikling

Denne nedskæring skaber en situation, hvor universiteterne står over for alvorlige økonomiske udfordringer. Et universitets økonomi er tæt knyttet til antallet af studerende, og en reduktion heri kan have vidtrækkende konsekvenser for både kvaliteten af uddannelserne og universiteternes evne til at opretholde forskellige forskningsområder.

Dertil kommer den globale dimension af vores uddannelsespolitik. Ved at skære ned på universiteterne risikerer Danmark at miste sin indflydelse på international forskning og udvikling. I en tid, hvor lande som Kina, Indien, USA og Sydkorea intensiverer deres forsknings- og uddannelsesinvesteringer, står Danmark ved en skillevej.

Skal vi virkelig acceptere at blive mere afhængige af forskere, opdagelser og innovationer fra udlandet? Dette truer med at underminere Danmarks position i frontlinjen af områder som life science, pædagogisk forskning, forskning i sprog og kultur, den grønne omstilling og IT.

Men denne diskussion mangler dybden af et kritisk perspektiv på, hvorfor netop universiteterne skal bære byrden af at forme fremtidens arbejdsstyrke under en ensidig præmis.

Der spørges ikke, hvorfor vi ikke har en bredere diskussion om, hvilke fag vi skal og kan uddanne os til som danskere, og hvilke vi i højere grad kan tillade os at importere i lyset af en vigende demografi. Alle brancher skriger efter arbejdskraft - fra restaurationer og IT-sektoren til forskningstunge virksomheder.

Så hvorfor er det lige de akademiske uddannelser, der skal skæres tilbage? Og hvorfor baseres dimensioneringen på et lokalt eller regionalt perspektiv, der medfører skævvridning mellem landsdele? Og hvorfor bliver man ved med at basere dimensionering på forældede ledighedstal for akademikere?

Denne nyeste udvikling i ”dimensioneringen” af de danske universiteter bør vække til alvorlig bekymring. Det er ikke kun en nedskæring af tal; det er en nedskæring af muligheder, udvikling af erhvervsliv, drømme og den fremtidige velfærd for hele vores samfund.

At tage disse beslutninger baseret på kortfristede økonomiske beregninger og demografiske prognoser uden en dybdegående diskussion af de langsigtede konsekvenser er både uansvarligt og farligt. Det er tid til at tænke sig om en ekstra gang, inden man reducerer adgangen til uddannelse, som er en grundpille i et oplyst og progressivt samfund.