Ny undersøgelse: Forskere genfinder arbejdsglæden, når de slipper for bureaukratiske regler

Forestil dig en flok køer, der bliver sluppet fri på en frodig grøn mark efter at have været spærret inde i en mørk stald hele vinteren.

Det beskriver nogenlunde den følelse af frihed forskerne, der har modtaget en såkaldt Experiment-bevilling fra Villum Fonden, oplever. Det er et forsøgsprogram, hvor fonden uddeler i alt cirka 100 millioner kroner årligt til forskere, der har fået en vild eller måske skør ide, som de vil teste i praksis.

Særligt er det, at ideen skal udfordre normen og have potentialet til fundamentalt at ændre den måde, vi tænker på. Ansøgerne må kun skrive 10.000 tegn, hvor de beskriver deres ide, og det internationale bedømmelsespanel får ikke at vide, hvem ansøgerne er. Det er kun ideen, der tæller og ikke titel, CV eller akademiske meritter.

Ellers er kravene få, papirarbejdet minimalt, og det er også ok, hvis projektet mislykkes.

Og det er netop den frihed, der gør Villum Experiment så populær hos forskerne, fortæller adjunkt Ea Høg Utoft, der er i gang med et forskningsprojekt på Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU sammen med Andreas Kjær Stage. CFA skal undersøge om der kommer andre forskningsresultater ud af Villum Experiment i forhold til traditionelle programmer, og hvilken betydning det har, at ansøgningerne er anonyme. Undersøgelsen er finansieret af fonden selv, men AU-forskerne har fået frie hænder og adgang til alle data.

Genfandt glæden ved forskningen

Ea Høg Utoft fortæller, at de har interviewet 24 modtagere af en Experiment-bevilling, og de udtrykte alle stor begejstring for bevillingstypen, men forskerne begyndte hurtigt uopfordret at dreje samtalen over til også at handle om deres frustrationer over de gængse måder at fordele forskningsmidler på.

De klagede blandt andet over, at mainstream forskningsfinansiering er konservativ og meget lidt risikovillig. Ifølge Ea Høg Utoft udvidede de derfor sigtet med undersøgelsen, der er publiceret i tidsskiftet Science And Public Policy, til at sammenligne Villum Experiment-bevillingen med andre bevillingstyper.

”Det vi tog med os fra interviewene var, at der er enormt mange følelser involveret. Forskere er meget idealistiske og har stor passion for det de laver, så det er forbundet med stor frustration, når finansieringsinstrumenterne er så restriktive, at det går ud over den måde, de som videnskabsfolk ideelt set gerne vil arbejde på,” siger Ea Høg Utoft.

Hun fortæller, at mange af dem de interviewede har haft en ide liggende i skuffen i årevis som de virkelig brændte for, men de kunne ikke skaffe finansiering til et forskningsprojekt, og så oplevede de det som kæmpe forløsning, når de endelig fik muligheden.

”De beskriver Villum Experiment som en mulighed for at finde tilbage til det, der motiverede dem til at blive forskere og til at genfinde glæden ved forskningen. Det giver dem mulighed for at gøre det der falder dem naturligt i en eksperimental proces, nemlig at gå af en ubetrådt sti, hvor det er ok at eksperimentere og fejle undervejs. Mange af forskerne understreger, at den nysgerrighedsdrevne, legende udforskning af nye videnskabelige veje er central for deres akademiske motivation. Det er her de finder deres identitet som forsker,” siger hun.

Krav får forskere til at satse på det sikre

Mens Villum Experiment forbindes med kreativitet, fleksibilitet og videnskabelig glæde, forbindes de andre mere traditionelle bevillingstyper med konservatisme, kontrol, regler, krav og restriktioner.

Ifølge Ea Høg Utoft føler forskerne, at de bliver presset ind i nogle standardiserede rammer for, hvordan et forskningsprojekt skal være, der ikke passer til, hvordan forskning laves i den virkelige verden.

Rammerne er fastlagt på forhånd blandt andet på grund af dokumentations- og transparenskrav. Blandet andet skal der i forbindelse med en typisk bevilling leveres en detaljeret forskningsplan, der blandt andet indeholder beskrivelser af hvornår eksperimenter forventes at give specifikke resultater, der kan indsendes til et navngivet tidsskrift.

Forskerne oplever det som et bureaukratisk syn på forskning, der har ført til en udbredt praksis, hvor de kun søger om midler til projekter de stort set allerede har gjort færdig, da de ellers ikke ville kunne skrive de detaljerede projektbeskrivelser, som bevillingsgiverne kræver, forklarer Ea Høg Utoft.

De har således valgt at tilpasse sig, men de er samtidig dybt frustrerede over, at de fleste bevillingsgivere kun vil finansiere forskning, der stort set er lavet færdig, hvor resultaterne er kendt på forhånd.

”De føler, at de er blevet administratorer og savner at have hænderne nede i materien. Mange fortæller, at efter de er blevet forskningsgruppeledere, har de overdraget den praktiske del af forskningen til de yngre forskere, så de er blevet afkoblet fra at stå i laboratoriet og afprøve om tingene virker,” siger Ea Høg Utoft.

Støvsuger DNA fra luften

Kristine Bohmann, lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet, fik en Villum Experiment-bevilling på to millioner kroner i 2019, og hun lægger ikke skjul på, at hun er exceptionelt begejstret for programmet.

”Da jeg første gang så opslaget tænkte jeg, at det lød sjovt, kreativt, skørt og vildt, og det har det absolut levet op til,” siger Kristine Bohmann, der blev færdig som ph.d. i 2015 og søgte første gang i 2018.

Hun husker, at hun sad på en cafe og brainstormede med  en kollega, da hun fik ideen til sit projekt.

”Vi var faktisk ikke så gode til at få vilde ideer, og vi var til sidst lidt frustrerede. Men uden at tænke udbrød jeg pludselig: ”Det skal være vildere!  Som for eksempel at støvsuge DNA fra luften!,” siger hun og griner.

Dermed var ideen om at afprøve, om det er muligt at støvsuge dyrs DNA fra luften, født.

Efter et afslag på ansøgningen og en genansøgning i 2019 kunne hun gå i gang med projektet tidligt i 2020. Selvom der ifølge fondsopslaget kun skulle være ti procent chance for, at det ville virke, sagde den talentfulde postdoc Christina Lynggaard heldigvis ja til at deltage i projektet. En professor, der havde vigtig viden om luftbårne partikler, sagde straks ja til at hjælpe, og zoo i København gav dem lov til at teste støvsugningen i haven. Forskerne havde nemlig brug for at kunne teste DNA-støvsugningen i et område, hvor de vidste præcis, hvilke dyr der var til stede, og i hvilket antal.

Hun har tænkt meget over, hvorfor det har været så fantastisk.

”Det her projekt har haft en helt særlig energi, som jeg ved ikke helt kan sætte fingeren på, hvor kom fra, men jeg håber, vi kan genskabe den særlige magi i kommende projekter. Når det er en vild ide, synes folk måske, at det er sjovere at arbejde med. Vi havde i hvert fald et helt igennem fantastisk og dynamisk samarbejde med dem der arbejdede med os på projektet. Modsat andre projekter var der ikke noget pres for, at det skulle virke, og vi kunne være kreative og ’legende’ og give den gas uden et forventningspres”, siger Kristine Bohmann. 

En anden grund er sikkert, at hvad der virkede som en vild ide, faktisk viste sig at virke. Det lykkedes i første omgang forskerne at demonstrere metoden i Københavns Zoo, hvor de kunne kortlægge en stor del af havens dyr ved hjælp af støvsugning. Studiet blev publiceret i det videndskabelige tidsskrift Current Biology og de fik massiv mediebevågenhed både i ind- og udland.

Derefter bragte de metoden ud i naturen. Her kunne de på blot tre dage at finde DNA-spor fra over 60 dyrearter i en skov på Sjælland. Resultaterne er blevet publiceret i tidsskriftet Molecular Ecology Resources, og fik også stor pressedækning.

”Det har haft stor betydning for min karriere, og det har åbnet en masse døre. Jeg har endda fået en bevilling fra Carlsberg Fondet til at opbygge en forskningsgruppe, der skal forskere videre i luftbårent DNA fra dyr. Vi står nu og skal til at opbygge et helt nyt forskningsfelt, og det var aldrig sket uden Eksperiment-bevillingen fra Villum Fonden. Jeg er ret sikker på, at andre fonde havde sagt det var for skørt, hvis vi havde søgt penge til projektet, inden vi havde påvist, at det virker,” siger Kristine Bohmann, der også roser Villum for god kommunikation med en smidig administration.

Frie rammer virker ikke altid

Anders Smith, programchef i Villum Fonden, glæder sig over, at forskerne føler, at Villum Experiment er anderledes end andre bevillingsformer, da det netop var formålet med at starte programmet.

”Forskerne skal i ansøgningen beskrive deres ide og begrunde, hvorfor den ikke passer ind i det etablerede forskningssystem. Det skal være noget helt nyt, for hvis de blot vil videreudvikle forskning, skal de ikke søge her. Vi er generelt meget fleksible for vi ved godt, at man ikke kan planlægge videnskab i detaljer, så vi vil ikke stille os i vejen, hvis en forsker vil gå i en lidt anden retning end vedkommende skrev i ansøgningen,” siger Anders Smith.

Han tilføjer, at ikke alt forskning kan finansieres på samme måder som Eksperiment-programmet, og at anonym bedømmelse kun er nyttigt til nogle ting men ikke til alt. Derfor har Villum Fonden også andre programmer som eksempel Young investigator og Investigator.

Ea Høg Utoft er enig i, at man ikke bare kan uddele alle forskningsmidler med den samme frihed som Experiment, og de fleste forskere forstår også, at bevillingsgiverne skal have værdi for pengene, og at de skal være transparente og kunne dokumentere, hvordan de har brugt midlerne.  

”Ikke al forskning er ”blue sky” forskning hvor man starter fra nul. Rigtig meget bygger videre på eksisterende viden, men vi argumenterer for, at fondene bør overveje grants med friere betingelser, der fordrer en sjovere forskningsproces til gavn for forskningen. Det er ikke utænkeligt at begrænsende bevillingsbetingelser spiller en rolle i forhold til, at forskere går ned med stress, er demotiveret, føler sig som administratorer, og at de er blevet afkoblet fra deres faglighed” siger hun.