Spring menu over
Dansk Magisterforening

AAU-professor arbejder for B&O

Søren Bech, professor på AAU som arbejder for B&O

© Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Aalborg Universitet
Del artikel:

Erhvervslivet efterspørger flere forskere som Søren Bech, der vil dele deres ansættelse mellem universitetet og en privat virksomhed, men mange forskere er stadig forbeholdende, og det er et problem bl.a. i forbindelse med den grønne omstilling.

80 pct. af arbejdstiden udvikler Søren Bech nye produkter hos den danske elektronikkoncern Bang & Olufsen, og de resterende 20 pct. er han professor på Aalborg Universitet, hvor han vejleder ph.d.-studerende og underviser.

Udover at han lige skulle vænne sig til et arbejdsliv med to af alt: To lønsedler, to MUS-samtaler, to ferieregnskaber osv. fungerer det gnidningsfrit at være ansat i en såkaldt delt ansættelse mellem et universitet og en virksomhed, fortæller Søren Bech,  der også har to titler; professor ved Institut for Elektroniske Systemer på AAU og forskningschef på B&O.

Muligheden for den slags delestillinger, som man skal søge og bedømmes til på de samme præmisser som et almindeligt professorat, har eksisteret en del år, men det er stadig et fåtal af de akademiske medarbejdere på universiteterne, der benytter sig af muligheden.

Jeg er helt klar på, hvornår jeg er AAU-mand og B&O-mand.

Søren Bech, professor

På Det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU, der formentligt har flest delestillinger, er der ti professorer med typisk 20 pct. af deres tid på fakultetet. Den resterende del af deres tid sidder de i en specialist funktion i en privat eller offentlig virksomhed. Det svarer således ca. til 2 årsværk ud af totalt 50 professor-årsværk på fakultetet.

På landsplan findes der ca. 200 delestillinger, ikke medregnet de kliniske professorer med delt ansættelse mellem et universitet og sygehus.

Har fået styr på kontrakterne

Søren Bech har svært ved at forstå, at interessen er forholdsvis begrænset hos de danske forskere, for ”samarbejdet fungerer fremragende til glæde for begge parter”, som han siger.

Han tilføjer, at der i starten var en del problemer med de immaterielle rettigheder, altså hvem der havde ret til eventuelle opdagelser, men det er er efterhånden faldt på plads, da AAU har gjort et stort stykke arbejde med at udforme samarbejdskontrakterne. Bl.a. er det sikret, at han i den del af arbejdstiden han er på AAU, kan samarbejde med andre virksomheder, også selvom de er direkte konkurrenter til B&O.

Han har bl.a. været medlem af scientific advisory board hos GN Audio, der er en dansk producent af lydudstyr.

”Jeg er helt klar på, hvornår jeg er AAU-mand og B&O-mand. Når jeg er på B&O og arbejder på noget, som måske kan ende med at blive et kommercielt produkt, tilhører rettighederne B&O. Det kan sagtens lade sig gøre at håndtere det, hvis begge parter opfører dig professionelt, så det er bare at komme i gang”, siger Søren Bech.

Søren Bech mener, at der er brug for langt flere deleprofessorer som ham selv. Han påpeger, at rapporten ”Klimamål og midler” om finansieringen og faciliteter til grøn forskning og innovation fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd netop påpeger det, som den ene af i alt ni anbefalingerne, der er brug for et langt tættere samarbejde mellem universiteter, GTS-institutter og virksomheder, hvis vi skal mål med den grønne omstilling – specielt med hensyn til 2030-målene.

Gør undervisningen mere relevant

Han fortæller, at det for B&O både handler om at skabe resultater, om at kunne rekruttere nye medarbejdere og om at skabe relationer til det omkringliggende, øge firmaets nationale og internationale anseelse og regionale forankring.

For AAU handler det bl.a. om, at det er nødvendigt, at universitetet samarbejder med erhvervspartnere for at kunne søge om forskningsmidler fra Innovationsfonden og EU.

Desuden giver det ph.d.er, postdocs og adjunkter fra AAU mulighed for at komme ud og prøve sig af i erhvervslivet og eventuelt vende tilbage til universitetet igen senere. Det er muligt, fordi en vis procentdel af det de laver på B&O skal være grundforskning for at sikre det faglige niveau, og fordi de får mulighed for at vedligeholde deres publikationsliste i B&O’s forskningsgruppe.

Thomas Bak, dekan på Det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU, siger, at deleprofessorerne også giver værdifuld indsigt og inspiration til fakultetets ingeniørstuderende i forbindelse med både forelæsninger og projekter. De virker som brobyggere mellem forskning og praksis og er dermed med til at sikre både relevans og kvalitet i undervisningen.

Desuden ser de meget ofte, at samarbejdet resulterer i forskningsprojekter, fordi deleprofessorerne evner at matche problemer fra det virkelige liv med de nyeste metoder fra forskningen.

”Samlet set er jeg meget tilfreds med muligheden for at have delestillinger, og jeg synes, at det skaber basis for et stærkt længerevarende samarbejde med stærke profiler fra industrien, hvilket er med til at løfte forskningen og de studerendes niveau”, skriver Thomas Bak i et skriftligt svar.

Mure skal væltes

Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif, brancheorganisationen for de forskende danske og udenlandske lægemiddelvirksomheder i Danmark, siger, at virksomhederne i lægemiddelindustrien også er interesseret i et tættere samarbejde med universiteterne, bl.a. interesseret i at ansætte flere deleprofessorer.

”Muligheden bliver ikke brugt i noget vanvittigt stort omfang, og det er en skam, for vi hører positive tilbagemeldinger fra virksomhederne og universiteterne. For forskerne handler det om at få mulighed for at tage sin viden fra forskningen og prøve det af i virkeligheden og derefter tage erfaringerne med tilbage til universitetet. Mange flere forskere kunne helt sikkert have glæde af at samarbejde med virksomheder”, siger Anders Hoff, der mener, at problemet primært er vanetænkning.

”En delestilling er ikke den trådte sti, for normen er stadig ansættelse på universitetet. Tidligere havde samarbejdspartnerne også en tendens til at se problemerne og tænke at den anden part prøvede at snyde dem, men det er slet ikke der, vi er i dag, hvor der er fokus på samarbejdet”, siger han.

Anders Hoff tilføjer, at de kan se, at på de institutter, hvor delestillinger bliver benyttet, hurtigt kommer flere delestillinger, så det handler i høj grad om at få gennembrudt muren.

Burde tælle med

Anders Hoff siger, at der stadig er et problem i forhold til meritering, fordi forskning i en virksomhed ikke tæller i forhold til at kvalificere sig til et lektorat eller professorat på universitetet. Her handler det mest af alt om at have fået sin forskning publiceret.

”Men burde det ikke også tælle med at have været forskningsgruppeleder i en virksomhed”, spørger han, og det svarer Søren Bech ja til.

”Det er et spørgsmål om at finde en måde, hvor vi ikke giver køb på de akademiske krav og samtidig tager hensyn til erhvervserfaring fra industrien”, siger han.