Mobilitetskrav favoriserer mænd og diskriminerer kvinder

Det ser godt ud på CV’et, og det giver en afgørende fordel i kampen om at blive fastansat.  At have været på et forskningsophold i udlandet - allerhelst på et topuniversitet i USA eller Storbritannien - er blevet et afgørende ansættelsesparameter på universiteterne, viser en stor international undersøgelse, der afslører, at ansøgernes mobilitet er den tredje mest efterspurgte egenskab i universiteternes stillingsannoncer. 

Rune Busk Damgaard, formand for Det Unge Akademi og lektor ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin, Danmarks Tekniske Universitet, har selv været seks år i England på MRC Laboratory of Molecular Biology og University of Cambridge.

Han understreger, at han udtaler sig på egne vegne, men han oplever personligt, at mobilitet står meget højt på ønskelisten ved fastansættelser, og det er der gode grunde til:
Du opbygger et internationalt netværk, du har været en del af forskellige forskningsmiljøer og -kulturer, du kan hente inspiration fra, og du har fået en træning i metoder eller teknikker, som måske ikke var mulig, hvis du var på den samme institution hele karrieren, nævner han som nogle.

Men det har også en alvorlig slagside, mener han:

”Mobilitetskrav er en fordel for enlige mænd i 30’erne, da det systematisk frasorterer særligt kvindelige forskere og mandlige forskere med familie. Det er en kæmpe udfordring at tiltrække og fastholde kvindelige forskere efter ph.d.- og postdoc-niveau, og en af årsagerne er, at der stilles for mange firkantede krav, herunder til mobilitet”, siger han.

Økonomi blokerer

Ifølge Rune Busk Damgaard er det en kæmpestor opgave at flytte hele familien til et nyt land eller verdensdel. Børnene skal skifte institution eller skole, og partneren have orlov eller finde et nyt job.

Og så er der den økonomiske del af det, der i virkeligheden ofte udgør den største blokade for at tage af sted, fortæller han.

Hvis en fond har givet midler til opholdet, gælder det ofte kun for en person, og en række udgifter som eksempelvis sygeforsikringer eller omkostninger til skolegang for børn er slet ikke dækket. Det kan også være, at en fond faktisk gerne vil betale udgifterne, men de danske universiteters regler for refusion eller brug af fondsmidler står i vejen.

”Det kan dreje sig om rigtig mange tusinde kroner, som du selv skal finde på din opsparing for at komme afsted. Hvis de danske universiteter gerne vil rekruttere dygtige internationale forskere, må de også give deres egne mulighed for at tage ud, så det er også op til dem at være med til at løse problemet”, siger Rune Busk Damgaard.

Må ikke blive for firkantet

Han har svært ved at se snuptagsløsninger i forhold til at sikre større diversitet blandt forskerne på de danske universiteter, da ansættelser desværre bliver mere og mere konkurrenceprægede, og det fremmer en speciel type forskere, der kan begå sig i det spil.

Han mener dog, at det er vigtigt, at mobilitet ikke bliver stillet som et ultimativt krav til ansøgerne, når der rekrutteres til en stilling.

”Mobilitet er ikke et mål i sig selv. Du kan godt opnå de samme effekter uden at rejse fra det ene verdenshjørne til det andet. Derfor må evalueringen ved stillingsbesættelser ikke blive så firkantet, mobilitet bliver en boks, der skal krydses af for at få en fast stilling. Man kan stå i en situation, hvor en forsker opfylder alle krav på nær mobilitet, og så må det ikke forhindre en akademisk karriere. Der kan være gode grunde til, at en forsker ikke har været fem år i Californien”, siger Rune Busk Damgaard.

Han tilføjer, at det også handler om hvilke excellence-kriterier man vælger at benytte, og at ansættelsesudvalgene bruger mere tid og kræfter på at sætte sig bedre ind i ansøgernes forskningsbidrag.

For mange om for få stillinger

Hanne Jensen, karrierekonsulent i fagforeningen DM, oplever også, at kampen om forskerstillingerne bliver hårdere, da lange flere tager en forskeruddannelse, end der er stillinger til bagefter, og fordi rekrutteringen er blevet mere international.

”Vi oplever, at markedet er blevet globaliseret, når vi er ude på universiteterne, og når vi rådgiver vores medlemmer.  Det handler om at tiltrække de allerbedste forskere, og en af måderne at gøre sig attraktiv til en fast stilling er at rejse ud og hente inspiration i en anden forskningsgruppe. Det giver et plus på CV’et, og så handler det om at opbygge et netværk internationalt. Jeg spørger altid, hvad har du af kontakter, hvis et medlem vil gå forskervejen”, siger Hanne Jensen, der påpeger, at det nu også et krav, at ph.d.erne rejser ud, og EU og mange fonde kræver, at man er en del af et internationalt miljø for at komme i betragtning til en bevilling.

”Det er svært at være mobil, hvis du har stiftet familie og købt hus, og så er det svært at gøre karriere som forsker. Der er selvfølgelig kvindelige forskere, der har taget deres familie med ud, men der er nok færre mænd, der tager to års orlov og går hjemme og passer børnene, mens deres hustru gør karriere, end omvendt, så mobilitet er helt sikkert et element i universiteternes problemer med at fastholde kvindelige forskere”, siger Hanne Jensen.

Kvinder tager en for familien

Ea Høg Utoft, der har en fortid ved Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU, hvor hun forskede i køn og ligestilling, har selv taget turen til udlandet for at blive inden for sit forskningsområde. I dag er hun adjunkt ved Radboud Universiteit i Nijmegen i Nederlandene.

I 2018 undersøgte hun sammen med kollegaen Mathilde Cecchini, som i dag er lektor ved statskundskab på SDU, hvilken rolle netværk spiller for mænds og kvinders karrieremuligheder på Aarhus Universitet.

De lavede blandt andet individuelle kvalitative interviews med 19 yngre forskere og lavede to fokusgrupper, og det viste sig, at mange var forbeholdende i forhold til at rejse ud, og at familieforpligtelser ofte udgør en stor barriere, og det gælder også for nogle mænd. De interviewede blandt andet en mandlig forsker, der havde en 7-7 deleordning med sin ekskone, så for ham var det helt udelukket at tage på forskningsophold i udlandet.

”Tendensen er dog, at mandlige forskere i et fast forhold med børn er væsentlige mere mobile end kvinder i samme situation.  Kvinderne er væsentligt mere tilbøjelige til at sige ok, så er jeg den primære omsorgsgiver i de to år, vi er ude, end omvendt. Vi ser generelt hos heteroseksuelle par, at det er mandens karriere, der definerer, hvordan familien indretter sig, så det er ikke specielt fra for forskere”, siger Ea Høg Utoft, der påpeger, at tilbøjeligheden til at rejse ud nogenlunde ens blandt enlige uanset køn.

Ifølge Ea Høg Utoft findes der universiteter, der prøver at finde faglig relevant beskæftigelse til den medrejsende partner, men det er ikke nogen udpræget succes, da det har vist sig at være vanskeligt har ikke været en udbredt succes, da det er vanskeligt at finde karriererelevant beskæftigelse.

Hun siger, at det i høj grad er et narrativ blandt yngre forskere, at de forventes at rejse ud, og det skræmmer i høj grad mange fra at gå efter en forskerkarriere.

”Hvis de ikke var blevet påduttet, at international mobilitet er et krav, havde de måske valgt anderledes”, siger Ea Høg Utoft.

Forskningslitteraturen er splittet

Evanthia K. Schmidt, lektor ved Institut for Statskundskab - Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, mener, at der er brug for mere forskning for at undersøge, hvordan køn og mobilitet fungerer i forbindelse med karriereveje og rekrutteringsprocesser.

Undersøgelser viser, at udlandsophold og internationale netværk er afgørende for succes i akademia, og at forskermobilitet er mere inkluderende for mænd. Samtidigt peger forskere på, at internationalt engagement og mobilitet kan give kvinder mulighed for at forfølge deres karrieremål. Det medfører dog udfordringer såsom usynlige barrierer indlejret i den kønnede organisationsstruktur og kulturen. Baseret på en undersøgelse af Marie Curie Mobility-stipendiater i Europa, argumenteres der for, at mobilitet er et karrierekrav, der er diskriminerende for dem, der er mindre mobile. Derfor foreslår nogle forskere, at mobilitet ikke bør være et krav, men snarere skal understøttes på måder, der ikke er til ulempe for forskere, hverken kvinder eller mænd med begrænset mobilitet.

Ifølge MORE-undersøgelsen, der analyserede mobilitetsmønstre og karriereveje for forskere i Europa, er mandlige forskere fortsat mere mobile end kvindelige, men kløften er mindsket. Anden forskning fra Spanien blandt ph.d.-studerende dokumenterer, at overordnet er der ikke kønsforskel i international mobilitet. Forskere i Frankrig og Tyskland har konkluderet, at kvinder ikke er mindre mobile end mænd.

Derimod har kvinder færre og kortere ophold i udlandet, rejser til udlandet på tidligere karrierestadier og opholder sig tættere på deres eget land.

”Det er vigtigt, at man ikke individualiserer problemet – nogle kvinder antager måske, at det er deres individuelle problem, at de har svært ved at engagere sig i mobilitet i udlandet. Det er institutionernes (og forskningsfinansieringsorganernes) ansvar at skabe de nødvendige betingelser og understøtte mobilitet for både kvindelige og mandlige forskere. Universiteter skaber de institutionelle rammer, herunder muligheder og potentielle barrierer, inden for hvilke forskerne træffer beslutninger og valg”, fortsætter hun.

Ifølge Evanthia K. Schmidt kan universiteterne ved at fokusere på de organisatoriske og institutionelle rammer, hvori forskerne udvikler internationalt samarbejde, netværk og mobilitet, understøtte disse processer mere effektivt.