Spring menu over

Microsoft bruger musik til at skabe bedre ledere

Musik kan bruges på et spejlbillede på bl.a. mødekultur i virksomheder. For hvad sker der, når musikerne ikke lytter til hinanden? Foto Manuel Nageli/Unsplash

Af Grith Okholm Skaarup
Del artikel:

”Musik gør, at man kan mærke, se og høre, hvad samarbejde reelt betyder”, siger Microsofts CEO Mette Kaagaard, der bruger klassisk musik i udviklingen af topledelsen.

Ifølge erhvervsretoriker og ledelsesrådgiver Mette Højen Wiik har musik noget helt særligt at give til techbranchen, fordi den på samme måde som branchen selv lever og udvikles af kreativitet. Hun træner blandt andre Microsofts topledere i samarbejde gennem klassisk musik og har også hjulpet techvirksomheder som GN og Jabra.  

Konkret kommer hun f.eks. ud i virksomhederne med en gruppe af spillende musikere, der bl.a. så bruges som et spejlbillede på en klassisk mødesituation i en hvilken som helst virksomhed til at vise, hvordan samarbejde fungerer eller ikke fungerer: Hvis medlemmer af orkestret kommer daffende ind i lokalet og måske først ikke lige kan finde deres instrumenter for derefter at gå lidt i gang med at spille sammen, hvorefter der så kommer et medlem mere, der prøver at hoppe ind i melodien, så må alle gentage det, de lige har spillet og starte forfra, hvis det skal fungere.   

 - Vi har jo allesammen haft sådan nogle møder. Det er jo håbløst, så hvorfor tillader vi det? siger CEO i Microsoft, Mette Kaagaard, der har brugt musik til at skabe den kultur og det sæt af regler for adfærd og samarbejde, de ønsker som lederteam i Microsoft.  

For hende bliver musik i ledelsestræning fysisk mærkbart på en anden måde, end den gør via “normal” ledelsesudvikling:  
 
- Musik gør, at man kan mærke, se og høre, hvad samarbejde reelt betyder. Når en orkesterkvintet ikke er i sync, lyder det forfærdeligt, og man tænker, hvad har de gang i? siger hun, der oplever, at det er en ramme, man som ledelse nemt kan oversætte.  
 
- Vi snakker om, hvordan vi kan lære noget af det, vi ser på scenen, og tage det med i vores lederskab. Hvad er det for et ”orkester”, vi gerne vil være? Hvordan vil vi gerne se ud - og så lave nogle enkle og meget adfærdsorienterede regler for at samarbejde, siger Mette Kaagard.

I Microsoft bruger man musik i ledelsesudviklingen, fortæller CEO, Mette Kaagaard.

Musisk træning lagres bedre i hukommelsen 

Det særlige ved at bruge musik i ledelsesudvikling er, at det ikke kun erfares intellektuelt, men også kropsligt, følelsesmæssigt, visuelt og auditivt, og derfor lettere lagres og gøres operationelt, forklarer erhvervsretoriker Mette Højen Wiik, der selv har en baggrund som både trompetist og rådgiver for flere topledere. I de sidste otte år har hun samarbejdet med Mette Kaagard.

- Ledergruppen bliver bragt i spil gennem musikken, og fordi musikken sanses, bliver det, gruppen arbejder med, bedre lagret i hukommelsen. Og så kan man vende tilbage til den her fælles musikoplevelse og blive mindet om, hvordan det føltes, da vi arbejdede godt sammen, siger Mette Højen Wiik.  
 
- Eller da musikere stod med hørebøffer på og ikke kunne høre hinanden, hvilket kan være et billede på et teamsmøde, hvor vi ikke var i sync. Og hvad kræver det så, for at vi finder hinanden igen? siger Mette Højen Wiik. Ifølge hende kan ledergruppen nemmere navigere efter det, de så beslutter i det lange løb, fordi musikken har lagret det i det som Mette Højen Wiik kalder ´muskelhukommelsen´.

Vi snakker om, hvordan vi kan lære noget af det, vi ser på scenen, og tage det med i vores lederskab. Hvad er det for et ”orkester”, vi gerne vil være?

CEO i Microsoft, Mette Kaagaard

Vi er afhængige af hinanden 

På samme måde er det også alment anerkendt, at musik kan bringe minder og situationer tydeligere frem end ord eller tegn.

 - Musik kan noget følelsesmæssigt, som er svært at opnå på nogle andre måder, Det er en virkelig stærk genvej til at skabe klarhed og forståelse på en måde, som du ikke kan med hverken ord eller powerpoints, siger Mette Højen Wiik, der sammenligner en leder med en dirigent, hvor en dirigent ikke selv kan skabe musikken, men er dybt afhængig af at få alle til at spille det, de bedst kan - hver for sig og i samspil. 

- Hvis de er 40 ledere i Microsoft, så er det meget vigtigt at de: 1. spiller den samme melodi, 2. er enige om, hvordan den melodi skal spilles, 3. finder ud af, hvem der slår takten, når der er ting, der skal laves om? siger Mette Højen Wiik og forklarer, at selvom Mette Kaagaard som CEO i Microsoft Danmark er den overordnede dirigent, så er der 40 andre dirigenter, der dirigerer i hver deres del af forretningen – og derudover et helt globalt samspil. 

- Du skal kunne dine egne ting, men du skal også vide, hvad de andre laver. Og nogle gange skal du ”spille lidt svagere”, når det ikke er din tur til at have en solo. I musikken er det utrolig tydeligt, fordi alle kan høre og mærke, om du kan dine ting, og om du kan finde ud af at samarbejde med andre, siger Mette Højen Wiik.  
 

Forskningen understøtter det

Forskningsstudiet Musicians have better memory than nonmusicians: A meta-analysis er et metastudie, der tager afsæt i 29 studier på området, og som konkluderer, at træning med musik forbedrer hukommelsen gennem øget auditiv opmærksomhed, multisensorisk integration og mere effektive læringsstrategier. Studiet viser også, at musikere præsterer bedre end ikke-musikere i opgaver relateret til både arbejdserindringer og langtids- og korttidshukommelsen. 

Musik som fælles puls

Hos Microsoft har de netop fejret virksomhedens 50-års jubilæum akkompagneret af husbandet, der består af medarbejdere på tværs af organisation og funktioner, og som på dagen fik alle til at synge med på fællessange.

- Vi sang bl.a. fødselsdagssang. 800 mennesker midt på dagen, siger Mette Kaagaard og fortæller, hvordan hun ofte bruger musik som et ledelsesgreb til at sætte scenen, fordi der skal så mange ord fra hende til at skabe den samme stemning og forbindelse, som musik kan give på et splitsekund.   

- Musikken giver os en fælles puls, siger hun.  

Forskningsstudier fra University of London og Bern og Mac Planck Institute viser også, at musik har stor effekt ved ritualer og større begivenheder til at skabe forbindelse og sociale bånd, bl.a. fordi det samtidig øger synkroniseringen af vores hjerte- og åndedrætsrytmer, når vi synger eller lytter til musik sammen.  

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje