Kommunal skovrejsning sikrer grundvand og giver rekreative områder

I et samarbejdsprojekt med Plant et Træ plantede 1. klasse træer ved Gunderup. © Lars Delfs Mortensen

Niels Halfdan Hansen, freelancejournalist
Del artikel:

I over 20 år har Aalborg rejst sin egen skov for at sikre grundvand, øge naturarealet og skabe rekreative tilbud. Det er et usædvanligt træk, men ifølge Dansk Skovforening kan kommunal skov noget, som private og statslige skove ikke kan.

“Just do it,” svarer skov- og landskabsingeniør Lars Delfs Mortensen med et grin på spørgsmålet om, hvordan en kommune kommer i gang med at rejse sin egen skov.  

Kommunal skov er nemlig noget, som Lars Delfs Mortensens arbejdsplads, Aalborg Kommune, er danmarksmester i. Og med god grund, forklarer han. 

”Når vi selv ejer skoven, kan vi frit disponere og lade den indgå i vores kommunale planlægning. Er den ejet af andre, er det begrænset, hvad kommunen kan bruge den til.” 

Men Aalborg ønsker ikke blot at overtage noget skov fra fx private eller fra Naturstyrelsen. I stedet rejser de deres egen skov. 

Det betyder nemlig, at de med Lars Delfs Mortensens ord “kan få den, hvor de vil”. Så kan den bruges i den samlede grønne planlægning, og kommunen kan definere form og indhold.  

”Vi har udviklet retningslinjer for at kunne udpege skovrejsningsområder. Fx går vi efter grundvandsindvindingsområder og efter højdedrag, så vi fremhæver landskabet frem for at sløre det.”  

Landskabelige æstetik er faktisk så vigtig for Aalborg, at der er udarbejdet en landskabsanalyse for kommunen, som ligger til grund for nye projekter.

Derudover forsøger Aalborg at udbygge skov, de allerede har. Målet er bl.a. at skabe grønne kiler som i København og få stiforbindelser, der fremmer rekreative pendlerruter og gør det muligt at cykle ud fra byen i natur. 

”Vi er slet ikke i mål med det endnu, men vi ved, at hvis du cykler igennem natur/grønt til og fra dit arbejde, bliver du mindre stresset og mere glad i låget,” siger Lars Delfs Mortensen.  

Ejerskab giver handlefrihed 

Hos Dansk Skovforening er chefkonsulent Marie-Louise Bretner enig i, at kommunalt ejet skov kan noget, som private og statslige skove ikke kan. 

”Der er noget mere selvbestemmelse i, at kommunen ejer sin egen skov. Så kan den inddrages mere aktivt i visionerne for, hvad der skal ske i området.” 

Hun forklarer, at hvis man ønsker sig, at der skal være shelter eller bålplads i den lokale skov, skal man normalt gå i forhandling med statsskovene, for kommunen må ikke bruge penge på at vedligeholde andres materiel.  

Samtidig kan lokal skov være med til at gøre boligområder mere attraktive.  

”Tidligere blev kommuner målt på, at de havde sportshaller, svømmehaller og andet af mursten, de stillede til rådighed for borgerne. I dag skal noget kanaliseres ud i udendørs faciliteter og rekreative muligheder.” 

Her er skoven med Marie-Louise Bretners ord “et multifunktionsrum”. Og så passer kommunal skov strålende ind i de danske planer om mere skov.  

”Det skaber skov, hvor der ikke er skov, og det gør en forskel - også for klimaet, for nu er der mere skov til at samle CO2. Men den gør også en forskel inden for kommunens grænser, hvor den kan bruges aktivt i klimadagsordenen og den kommunale CO2-opgørelse. Det kan man ikke, hvis det er staten, der har rejst den og ejer den, selv om alt skov i sidste ende havner i den nationale opgørelse,” siger hun. 

© Lars Delfs Mortensen

Økonomi udfordrer projekterne

Aalborg startede sin kommunale skovrejsning helt tilbage i 1990’erne, hvor Danmark ratificerede den såkaldte Rio-konvention og på den baggrund bl.a. besluttede at fordoble det daværende skovareal fra 12,5 pct. til 25.

”Den fordobling valgte Aalborg dengang også at arbejde for,” siger Lars Delfs Mortensen.

”Man håbede, at staten ville stå for en tredjedel, private ville stå for en tredjedel, og så skulle kommunen stå for den sidste tredjedel. Det gav så et måltal, som vi er gået efter.”

Anno 2022 har Aalborg Kommune ca. 1.200 ha skovområder med et politisk mål om yderligere 2.800 ha for at nå 4.000 ha omkring år 2060.

Kommunen har for nylig gentaget hensigten i forbindelse med sin klimahandlingsplan, men fordi Aalborg er skovfattig, går fordoblingen fra 7 til 14 pct, og i sidste ende kræver det mio. af kroner.

”Der er to væsentlige poster, når du laver skov,” forklarer Lars Delfs Mortensen.

”Den ene er at putte skoven på, det koster i runde tal 50.000 kr. pr. ha. Den anden er at købe jorden, det koster i runde tal 200.000 kr. pr. ha. Det man kan får støtte til, det er de 50.000 kr. – ikke de 200.000 kr.”

Aalborg har faktisk slet ikke benyttet sig af støtteordninger til skovrejsning. Bl.a. fordi ordningerne ikke har været åbne for kommuner, men mere rettet sig imod privat skovrejsning. Det er dog ved at ændre sig (se boks nederst i artiklen).

Kommunen har til gengæld fundet flere sponsorer, der gerne påtager sig udgiften med at få træer på, når kommunen leverer jorden, bl.a. den almennyttig organisation Plant et Træ.

Adkomst til jord er det store dyr i åbenbaringen.

Lars Delfs Mortensen, Aalborg Kommune

Driften finansierer sig selv

Aalborgs kommunale skovrejsning går på tre ben. Det handler om natur, rekreative muligheder og miljø, hvor beskyttelsen af grundvandet og CO2-fangst hører under.

Gavntræ er derimod ikke et formål i sig selv, men kun et biprodukt til natur og naturoplevelser, og indtægterne fra fx flis er til at overse.

Men heldigvis har kommunen fundet en måde at undgå udgifter til selve driften af skoven.

Det opnår de bl.a. ved at plante med et lavt planteantal, hvor de så ikke skal ind og tynde ud, før træet har nået en størrelse, hvor det med et forstligt udtryk ’kan bære sig selv ud’.

”Det skal forstås sådan, at det, vi skal ind og pille i, har så stor en værdi som fx flis, at indtægten fra det kan finansiere omkostningen,” forklarer Lars Delfs Mortensen.

Allerede fra første udgift betaler Aalborgs nyrejste skove altså deres egen drift. Dertil kommer selvfølgelig et budget til at vedligeholde stier, skiltning mm, men hvis der er ønske om flere rekreative muligheder, er der jo udgifter, uanset om der er skov på et areal eller ej.

Den helt store udgift ved mere skov er stadig jordkøb. Derfor har Lars Delfs Mortensen allieret sig med det, der hedder Grundvandssamarbejdet Aalborg.

”Adkomst til jord er det store dyr i åbenbaringen. I de seneste projekter, vi har lavet, har grundvandssamarbejdet gået foran, opkøbt ejendomme, lavet en jordfordeling, og så har kommunen været slutaftager af deklarerede arealer.”

Danmark er igen et skovland

Danmarks samlede areal af skov har varieret gennem tiden. Heldigvis er det gået markant fremad, siden bunden blev nået i starten af 1800-tallet.

Indtil for ca. 6.000 år siden var Danmark dækket af en urskov, hvor hugst ikke havde nogen mærkbar indflydelse på arealet eller artssammensætningen.

Men med indførelsen af landbrugspraksis fra syd, begyndte tamkvæg at gå frit i skoven, større og større arealer blev brændt af til afgrøder, og behovet for tømmer steg.

Udviklingen kulminerede i starten af 1800-tallet, hvor blot 2 pct. af Danmarks areal på ca. 43.000 km2 var dækket af skov.

Det førte i 1805 til fredskovsforordningen. Græsning i skovene blev forbudt, og de arealer, der stadig var skov, skulle forblive skov.

Siden da er mængden af skov igen steget, så det ifølge Københavns Universitets seneste skovstatistik i dag udgør 632.711 ha eller 14,7 pct. af Danmarks areal.

Samtaler forankrer skovene

For at sikre den rette artssammensætning arbejder Aalborg Kommune med de såkaldte skovudviklingstyper

Typerne bliver tilpasset til lokale forhold, ved bl.a. at se på gamle skove med høj naturværdi i området og regne baglæns til, hvordan de var sammensat og så ud, da de var unge.

Trods de ofte betragtelige omkostninger til jorden, er selve tilplantningen ikke noget, der sker med en enorm omhu og stort fokus på hvert enkelt træ.

Lars Delfs Mortensen mener nemlig, at en skov med store lysninger, forskellige artssammensætninger, og hvor træerne kommer lidt spredt og sporadisk, er en større oplevelse for mennesker at gå rundt i.

”Det bliver også en langt bedre biodiversitetsskov, fordi den bliver mere uensartet, der er flere overgangszoner, og den er mere lysåben. Men det er selvfølgelig en balance,” siger han.

Før borgerne begynder at bruge en skov, skal der mere til end blot at rejse den, viser Aalborgs erfaringer. Skoven skal promoveres og forankres lokalt.

”I de skovrejsninger, jeg står for i dag, gør vi meget for at få lokalsamfundet med,” siger Lars Delfs Mortensen.

Kommunen inddrager bl.a. borgerne i området via workshops og borgermøder for at få deres bud på indhold og på, hvad skal skoven kunne. Og det er normalt simple ønsker som stier, bænke eller en bålhytte. Så indarbejder kommunen stiforløb og pladsen til bålhytten i skovrejsningsplanen, men de lokale skal selv ud at søge finansiering.

”Som kommune leverer vi normalt kun det, vi kalder basisrekreation, fx et slået spor til en vandrerute. Vil man mere, ja så må man selv i gang. På den måde kalibrerer vi forventninger og sikrer, at der er reelt behov”.

Skovrejsning og forsøgsareal Skovstruplund, hvor der sammen med IGN og Grundvandssamarbejdet analyseres på nedbørsmængder og jordvandskvalitet under forskellige træartssammensætninger. © Lars Delfs Mortensen

Skovrejsning har medvind

Med baggrund i bl.a. Aalborgs projekter, mener Marie-Louise Bretner fra Dansk Skovforening, at det i dag er helt relevant for kommuner at overveje selv at stå for skovrejsning.

Hun peger på, at også andre så småt er gået i gang, bl.a. Vejle, som har et arealmål for skov for hver af de største byer, og Roskilde, som har planer, der minder om Aalborgs.

I Roskilde handler det fx om Gulddysse Skov nord for Gundsømagle og øst for Jyllinge samt Himmelev Skov lige nordøst for selve Roskilde by.

”Ligesom Aalborg er Roskilde en skovfattig kommune med en stor by. Og så har det lokale forsyningsselskab en række vandboringer, der forsyner dele af hovedstadsområdet,” forklarer Marie-Louise Bretner.

De penge, som forsyningsselskaberne hæver hos forbrugerne til grundvandsbeskyttelse, kalder hun for ’en virkelig stor motor’ for skovrejsningen.

Hun anbefaler derfor, at relevante afdelinger i en kommune stikker hovederne sammen for at diskutere, hvorvidt skov som grundvandsbeskyttelse har nogle synergier med kommunalplanen, med ønskerne om rekreative tilbud eller med delopfyldelsen af det grønne Danmarkskort.

Også Lars Delfs Mortensen opfordrer med sit ’just do it’ til at kommuner kommer i gang.

”Skov har virkelig meget medvind lige nu. Skovene leverer både CO2-fangst, grundvandsbeskyttelse, biodiversitet, buffer til beskyttet natur og lokalt friluftsliv. Forandring er altid svær, men jeg har stadig til gode at stå i en af vores nye skove efter fem år, hvor de lokale så stadig synes, at den var en dårlig ide.”

Dansk Skovforening vejleder kommende skovejere 

Kommuner, der overvejer egen skov, kan lade sig inspirere af frontløbere som Aalborg. Men der er også mulighed for rådgivning fra bl.a. Dansk Skovforening. 

Dansk Skovforening er Skovbrugets brancheorganisation, men derudover understøtter foreningen ifølge fuldmægtig Marie-Louise Bretner målet om mere skov i Danmark, bl.a. ved at rådgive kommende skovejere som fx kommuner. 

”Vi kan hjælpe med den overordnede pakke, hvor vi kan pege på nytte og beregninger. Så kan vi være med til at samle argumenter for kommunal skov og være med til at analysere fx mulige placeringer. Vi kan også rådgive om driftsberegninger og samfundsøkonomi, hvor fx bynær skov boner ud, fordi den har så meget nytte for så mange borgere. Det er alt sammen hjælp til en sagsfremstilling, hvor det er til at få øje på, at det er en god ide.” 

”Vi kan også rådgive om finansiering og om fordele og ulemper ved forskellige løsninger:

  • Der findes fx en EU-ordning, som kommunerne kan komme i betragtning til fra 2023, men den har temmelig mange krav.
  • Så er der Klimaskovfonden, som gerne laver større projekter, men hvor der skal holdes styr på CO2-optag.
  • Og så er der Nyskovfonden, som har afsat nogle penge, der egentligt bare skal bruges til at få rejst noget skov.

Så der er forskellige veje at gå,” siger Marie-Louise Bretner. 

}