Bæredygtig forvaltning af skove er afgørende for klima og biodiversitet

’Skove og bæredygtig produktion og forbrug’ er temaet, som FAO har sat for Skovens dag 2022, der markeres globalt.

Flere skove i landskabet vil give plads til både produktion af træ, øget optag af kulstof fra atmosfæren og til beskyttelse af vigtige områder for biodiversitet.

I Danmark er der stadig fokus på skovrejsning. Nogle steder kan de mange funktioner integreres på det enkelte areal, mens nogle områder vil have mere fokus på en funktion frem for en anden.

Det centrale bliver et behov for en dialog om arealanvendelse, behov for bæredygtigt træ til en grøn omstilling og samtidig sikring af arealer til fx biodiversitet og rekreation.

Bæredygtige tanker om skov siden 1713

Bæredygtighed som koncept blev første gang formuleret i 1713 af forstmanden H.K. von Carlowitz i Tyskland. At konceptet blev opfundet af en, der beskæftigede sig med skov, er ikke tilfældigt.

Det lange perspektiv involveret i at dyrke træer kræver blik for den langsigtede udvikling for at imødegå at ressourcen bliver overudnyttet. Det var netop, hvad der skete i de områder med minedrift, hvor von Carlowitz arbejdede, fordi træ var grundlaget for omsmeltning af malm til jern.

Princippet om en bæredygtig og vedvarende produktion har siden da været grundlaget for al bæredygtig skovdrift.

Ny definition af bæredygtighed fra 1987

Konceptet om bæredygtighed blev omformuleret først som resultat af Brundtland-kommissionens arbejde i 1987 og siden for skovene ved ministerkonferencen i Helsinki i 1992.

Erkendelsen af, at en bæredygtig udvikling må hvile på den langsigtede udvikling af de tre områder økonomi, miljø og sociologi, blev her knæsat for skovene i resolution H1.

I disse år minder klimaforandringer og et accelererende tab af biodiversitet om, at der både i Danmark og globalt, er fortsat brug for fokus på en bæredygtig udvikling af vores samfund såvel som for skovene specifikt.

De danske skove har stigende kulstofpulje

De danske skoves udvikling følges med udgangspunkt i seks paneuropæiske kriterier for bæredygtig skovforvaltning (Nord-Larsen et al. 2021).

Kriterierne beskæftiger sig med

• skovressourcer (areal, vedmasse og kulstoflager),
• skovsundhed, skovenes produktive funktioner (tilvækst og hugst),
• biodiversitet, beskyttende funktioner og
• socioøkonomiske funktioner og betingelser.

Før ’Fredskovsforordningen’ i 1805 var skovenes areal reduceret til blot 2-3 pct. som følge af overudnyttelse og manglende fokus på genetablering af skov efter rydning. Siden dengang har skovarealet været stigende og er mere end tredoblet siden 1881, hvor den første skovtælling blev udført.

Baggrunden for skovrejsningen – og dermed genopretning af skovarealet – har varieret igennem tiden, hvilket afspejles i de nuværende skoves sammensætning af træarter, aldre og placering i landskabet. Der er skovområder med gammel løvskov fra før 1805, tætte nåleskovsplantager fra 1880-1950 og nye skove med såvel plantede nåletræer som varierede løvskove.

I dag udgør skovarealet i Danmark 633.000 ha. Forøgelsen af skovarealet har givet grundlag for en øget træproduktion, men det har gradvist øget skovenes udbud af andre goder:

• Biodiversitet har generelt bedre vilkår i skovene end i landbrugslandskabet.
• Skovens stigende pulje af kulstof er med til at modvirke klimaforandringer.
• Skovene giver beskyttelse til grundvand, har værner mod sandflugt og skaber gode rammer for friluftslivet.

Mange forhold påvirker udviklingen af skov

Skovene er ikke ensartede hen over landet. Variation i

• det økologiske grundlag (jordbund, klima og lignende),
• den historiske udvikling (fx gammel skov eller tidligere landbrugsjord, tidligere skovforvaltning) og
• de økonomiske og personlige rammer, der påvirker ejerens forvaltning af et givet skovareal,

fører til skove med vidt forskelligt udsende og indhold.

Den forskelligartede skovstruktur giver forskellige rammer for udfoldelsen af bæredygtighedens tre søjler og dermed, hvorledes skovarealet bidrager til den samlede bæredygtighed.

Eksempelvis har forskellige ejere forskellige mål med sit skovareal – det spænder fra den private ejer, der leverer til et lokalt savværk, til filantropen med fokus på beskyttelse af truede arter.

Begge ejertyper bidrager til den samlede bæredygtighed af det danske skovareal, blot med hver sin del af bæredygtigheden.

Certificeringsordninger for bæredygtighed til forbrugerne

En række certificeringsordninger som fx FSC og PEFC har som mål at bidrage til dokumentationen af, at skovarealer er bæredygtigt forvaltet, så forbrugere kan sikre sig, at de køber træprodukter fra skovarealer, hvor der er fokus på bæredygtighed.

Certificeringerne bygger på de oprindelige beskrivelser af bæredygtighed og arbejder med at komme omkring alle elementer – økologi, økonomi og sociale forhold – i dokumentationen af bæredygtighed.

Her er også rum for, at bæredygtigheden repræsenteres af det samlede skovareal, hvor funktioner kan være opdelt på forskellige arealer. Det kommer bl.a. til udtryk i kortlægning og beskyttelse af særlig værdifulde lokaliteter for biodiversitet som del af det samlede skovareal, der også leverer træproduktion, arbejdspladser og rekreation.

Fra 1713 var fokus på en vedvarende produktion af træ, mens det med omformuleringen i 1987 og 1992 også kom til at omfatte sikring af en vedvarende økologi, økonomi og sociologi – altså at også fremtidige generationer skal kunne få gavn af skovenes mange funktioner.

Aktuelt er Miljøministeriet (Miljøstyrelsen) gået i gang med at kortlægge §25-arealer i skovene – altså biodiversitetsmæssigt særligt værdifulde skovarealer.

Internationalt går det både op og ned

I det globale perspektiv er der skov på omkring en tredjedel af jordens landoverflade, cirka 4 milliarder ha. For mindre end 200 år siden var der skov på over halvdelen af landjorden.

Vi har således i historisk tid mistet kæmpe skovarealer, og den tilbageværende skov er mange steder i ringe forfatning pga. overudnyttelse.

Tabet af skovareal er størst i Afrika og i Sydamerika, mens skovarealet er stigende i Kina og i Europa (FAO 2020). På europæisk plan er skovarealet steget med 9 pct. igennem de seneste 30 år, samtidig med at kulstofpuljen er steget (MCPFE 2020).

Skovene er blandt de største ’kulstoflagre’, vi har, og er de rigeste økosystemer på jorden målt i biodiversitet. Det er derfor indlysende, at en så omfattende forandring af jorden har haft store konsekvenser for klimaet og den biologiske mangfoldighed.

Del af løsning på krise for klima og miljø

Skovenes nuværende tilstand rummer imidlertid også kimen til at bidrage med nogle af de mest effektive løsninger på den globale krise for både klima og biodiversitet. Det kan ovenikøbet ske på en økonomisk meget rentabel måde og bidrage til bedre ernæring og bedre velfærd for jordens befolkning.

Bedre skov- og naturforvaltning skønnes for eksempel at kunne bidrage med over en tredjedel af den omkostningseffektive modvirkning af klimaforandringer, som er nødvendig inden 2030, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål om klimastabilisering (Griscom et al. 2017). Samtidig kan det bidrage til bedre økonomi, biodiversitet og folkesundhed (Rosenstock et al. 2019).

Skove og træ fra skove har i nogle lande en meget mere direkte betydning for den lokale befolkning end i Danmark. Det er fx energikilde til madlavning og opvarmning samt materiale til huse hentet i den lokale skov.

Det var også tilfældet i Danmark, før kul – og senere gas og el – blev en del af vores energiforsyning. I dag bruger vi igen en stigende andel træ, men på nye måder og ikke altid hentet lokalt.

Skove og træer bidrager også flere steder i verden med fødevarer, beskytter andre afgrøder og bidrager til det lokale klima.

Skove og træer er vitale for en grøn omstilling

Klimaforandringer udfordrer træerne og dermed også skovene på deres funktion. Træer er som udgangspunkt dygtige til at tilpasse sig nye forhold, som de har bevist gennem Jordens historie.

Men idet klimaforandringerne går så stærkt, kan træerne, der i sagens natur ikke kan flytte sig når klimaet forandres, ikke nå at følge med. Derfor er det vigtigt med klimatilpassede og robuste skove som ramme for en bæredygtig udvikling, både i Danmark og globalt (Madsen et al 2021).

Overalt på jorden er der i dag gang i massive skovrejsningsprogrammer. Formålet er at genetablere og forbedre skove og træplantning, så de bidrager effektivt til økonomisk fremgang, genopretning og bevaring af biologisk mangfoldighed, beskyttelse af jord- og vandressourcer samt binding af kulstof for at imødegå klimaforandringerne.

Målsætning om at genoprette 350 millioner ha

En fælles international målsætning, kaldet ’The Bonn Challenge’, er at bringe 350 millioner ha degraderede landskaber under genopretning inden 2030.

Desværre ser man mange af disse programmer mislykkes, hvilket kan have mange årsager. Dårlig planlægning og manglende lokal forankring er ofte iblandt dem.

En enkelt faktor, som tit har stor betydning, er dårligt plantevalg. Det gælder både i valget af de arter, man planter, og de frøkilder, der bliver valgt som udgangspunkt for planteproduktion.

Her besidder Danmark en særlig historisk ekspertise inden for bevaring og anvendelse af arts- og genetisk diversitet af tropiske træer, der blev udviklet med støtte fra FAO og Danida. Det har i dag til huse på Københavns Universitet i et samarbejde med ’International Centre for Research in Agroforestry’ (ICRAF) og ’Center for International Forest Research’ (CIFOR).

Fremtidens skove giver nye muligheder

Skovene og deres produkter er en begrænset ressource, og skal skovene udfylde alle samfundets behov, er det vigtigt at sikre den bedst mulige anvendelse af det træet.

Ud over nye måder at bygge huse i træ er der også brug for nye produkter baseret på træ samt en højere grad af langvarig udnyttelse af den samlede hugst, der hentes ud af skoven.

Globalt er der allerede en markant teknologisk udvikling i gang for at kunne anvende træfibre og træets kemiske byggesten på nye måde. Det spænder fra beklædning og indpakning til nye kemikalier til videre industri eller til biobaserede brændsler til fly og skibe.

Skovene vil i fremtiden kunne bidrage endnu mere direkte til at modvirke klimaforandringer. Når træ afbrændes, frigives CO2. Det udledte CO2 kan imidlertid opfanges og ledes ned i undergrunden – såkaldt kulstoffangst eller CCS.

Når træet hentes fra bæredygtigt forvaltede skove, hvor der bliver plantet nye træer, de vokser og optager CO2, resulterer det i, at indholdet af CO2 i atmosfæren falder.

FN's klimapanel peger på denne løsning som afgørende for, at vi kan nå målsætningen om en temperaturstigning på kun 1,5 grader.

Træ i byggeri er godt, men afbrænding er ikke no go 

Som med andre ressourcer er en kaskade-anvendelse bedst, hvor en sidste anvendelse er afbrænding. En anvendelse til byggeri har ofte en højere substitutionsfaktor – træ i stedet for beton og stål – end ved erstatning af gas.

Det er en almindeligt brugt misforståelse, at afbrænding af træ er 'dårligt'. I dag står træ for den absolut største del af vores vedvarende energi, og denne del kan ikke umiddelbart erstattes med andre energiformer. Så alternativet for nuværende er afbrænding af kul, hvor udledningerne er irreversible.

Brug af træet til andre formål før afbrænding er bestemt bedst. Men ressourcen, der bliver brændt af i dag, har ingen anden anvendelse, fordi det er for småt eller skadet. Der skal altså en industriel udvikling til, før ressourcen, som i dag bliver brændt af, kan finde andre anvendelser.

I de tilfælde, hvor der sker en fangst af CO2 fra afbrændingen, fortsætter anvendelsen faktisk gennem den efterfølgende lagring i CCS-lagre. Derved frigives CO2 ikke til atmosfæren, men træet og andre planter fortsætter med at have fotosyntes og dermed at udføre effektiv CO2-fangst fra atmosfæren.

Fremtidens skove – nye som gamle, med unge og gamle træer, med og uden aktivitet – vil stadig have mange funktioner. Træer tager tid, og skoven både afspejler og er en historie om natur, kultur og samfund. Det vil også være gældende for fremtidens skove, både i Danmark og internationalt.