Bliv klædt på til at facilitere komplekse samarbejder, så du kan gøre modparter til medspillere.
At den grønne trepart bliver kaldt for Danmarkshistoriens største samarbejdsøvelse*, kan næsten lyde som en underdrivelse, når man zoomer ind på opgaven:
Fire kæmpe udfordringer – kvælstofudledning, CO2-binding, biodiversitet og sammenhængende natur – skal løses samtidig, og hvis bare én af dem fejler, fejler alle.
Den grønne trepart er et kæmpe puslespil, som ikke går op. Der er alt for mange brikker, og brikkerne passer ikke sammen. Derfor bliver der kamp om hver kvadratmeter af de 250.000 hektar ny skov, 140.000 hektar lavbundsarealer og seks nye naturnationalparker, den grønne trepartsaftale omfatter.
Når stregerne til det nye Danmarkskort er tegnet til november, begynder den egentlige øvelse: At få brikkerne lagt på plads, pengene til at passe og regnestykkets mange måltal til at stemme. Med al for få milliarder, al for kort tid og alt for få hænder.
Er du klar og klædt på til opgaven som diplomat i naturens tjeneste?
Ellers kan du blive det på dette kursus, som er for dig, der har en formidlende, forhandlende og faciliterende rolle i den grønne treparts afgørende fase 2.
No pressure, men din evne til at skabe konkrete resultater gennem dialog vil blive afgørende for, om missionen lykkes. Derfor kan du ikke være for godt forberedt på de samtaler og situationer, der venter derude på markerne og ved køkkenbordene.
Kurset Grøn Treparts-diplomati i praksis giver dig
- et overblik over faserne i et dialogmøde fra start til slut. Fokus er på den grundige forberedelse, så du kan være fuldt og opmærksomt tilstede i processen og handle klogt og sikkert, også når bølgerne går højt.
- viden og værktøjer til at skabe et trygt og konstruktivt samtalerum og håndtere det, der blokerer for fremdrift og forståelse.
- bevidsthed om, hvad der i særlig grad kan udfordre dig, og hvordan du kan handle professionelt, når du møder konflikt og modstand.
- en model for succesfuldt samarbejde, som du kan bruge både før, under og efter mødet til at planlægge, navigere i og evaluere forløbet, så du står stærkere for hver gang.
Målet er, at du kan gå ind til et lodsejer- og borgermøde i tryg forvisning om, at du har gjort dit forarbejde og står på et solidt fundament af faglig viden, kommunikative færdigheder og menneskelig indsigt.
En blanding af chefstrateg, zen-master og diplomat i naturens tjeneste, der leverer de løsninger, der skal til, for at puslespillet går op, og det nye grønne Danmarkskort kan blive en realitet.
*Debatindlæg: Lokale grønne treparter skal ændre danmarkskortet
Hvem er målgruppen?
Kurset er målrettet akademisk ansatte i landets kommuner, som skal indgå dialog og samarbejder med lodsejere, landmænd, borgere, styrelser, repræsentanter fra interesseorganisationer m.fl. Du kan også deltage i kurset, selvom du ikke arbejder i kommunens forvaltning, men qua dit job stadig skal indgå komplekse samarbejder med mange forskellige aktører i implementeringen af ambitionerne i den grønne trepartsaftale.
Vil du høre mere om kurset?
Hvis du vil have et indblik i, hvad du kan forvente at kurset, kan du deltage i webinaret ”Grøn treparts-aikido: Mød modstand med indsigt og handlekraft” den 23. april.
DM Bio Live: Den grønne trepart – fra tanke til handling
Dette arrangement er planlagt som led i konferencen DM Bio Live: Den grønne trepart – fra tanke til handling.
Kom med til konferencen, og dyk ned i implementeringen af den grønne trepart i kommunerne. Bliv inspireret, diskuter samfundsaktuelle dilemmaer, og udvid dit netværk.
DM Bio Live streames også til dem, der ikke kan være med i lokalet.
Programmet inkluderer moderator Lars Trier Mogensen, keynote speak af Birgit S. Hansen, KL's repræsentant for grøn trepart, samt oplæg fra fire fonde om ansøgningsmuligheder relateret til trepartsaftalen.
Derudover kan du deltage i to oplægsrunder med fire spændende oplæg, der inspirerer til implementeringen af den grønne trepart.
Tilmeld dig DM Bio Live og vær med til at forme fremtidens bæredygtige kommuner.
Hvem er Anne Weber Carlsen?
Anne Weber Carlsen har arbejdet som facilitator i over 20 år og uddannet hundredvis af facilitatorer fra kommuner, regioner, statslige styrelser og private virksomheder. Som cand.mag. i dansk og medier er hendes fokus på det kommunikative og relationelle felt, når mennesker skal skabe løsninger gennem samarbejde. Og det skal vi – i stigende grad og med øget kompleksitet. Det gælder den grønne omstilling og de kriser, vi oplever i både det ydre og det indre, mentale klima.
Derfor stiftede hun i 2022 konsulentfællesskabet Human by Nature, som arbejder med naturfacilitering og naturen som læringsrum for personlig, organisatorisk og samfundsmæssig transformation.
Afbud
Du bedes melde afbud på MitDM senest to dage før arrangementets afholdelse. Ved manglende afbud faktureres et udeblivelsesgebyr på kr. 200 per dag.
Hvem er DM Bio?
DM Bio er et fagligt fællesskab, der vil udvide din horisont og inspirere til, at grønne fagligheder samles, vidensdeler og debatterer det, der rører sig. Fra natur, klima, miljø og bæredygtighed til by- og arealplanlægning, teknologi og fødevarer. DM Bio er et resultat af fusionen mellem DM, JA og DSL, som har samlet kræfterne for at bidrage til at forme fremtidens arbejdsmarked med viden i fokus.
Kontakt
Cathrine Norup
Møde- og kursussekretær, netværkskoordinator
cano@dm.dk
38 15 67 34
Colourbox