Spring menu over

Paradigmeskifte på affaldsområdet kaster kommunerne ud på usikker grund

Bio Kommuner2251 1200X800

Fremadrettet er det stadig kommunerne, som skal indsamle emballageaffald for borgerne. Og virksomheder med producentansvar skal betale gebyrer til kommunerne for arbejdet. Foto: Colourbox.

Bæredygtighed Andreas Ebbesen Jensen, journalist i DM Bio
Del artikel:

Kommunerne kæmper med at tilpasse sig regeringens liberalisering af affaldssektoren, hvor nye regler om producentansvar og affaldssortering skaber usikkerhed. Økonomi, effektivitet og miljøhensyn balanceres i en tid med store forandringer.

Kom til fyraftensmøde 3/12 om plast - problem eller guld?

Den 16. juni 2020 indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget en aftale om en klimaneutral affaldssektor i 2030 med langt mere genanvendelse og langt mindre forbrænding. 

Året efter fulgte kravet om, at alle landets kommuner skal sortere affald i ni kategorier: mad-, papir-, pap-, glas-, metal-, plast-, mad- og drikkekarton- samt restaffald og farligt affald. 

Fra 2023 blev kommunerne også pålagt at sortere i en tiende affaldsfraktion, nemlig tekstilaffald. 

De ti affaldsfraktioner trak de største overskrifter i medierne, men aftalen lagde også op til en omfattende liberalisering af affaldsenergisektoren i form af bl.a.:

  • Total privatisering af behandling af genanvendeligt affald
  • Krav om, at affaldsforbrændingsanlæg fremover skal drives som private virksomheder med fokus på effektivitet og pris

”De mange nye regler og arbejdsprocedurer på affaldsområdet lander alle sammen lidt oven i hinanden,” siger Julie Appelqvist, specialkonsulent i Affald og cirkulær økonomi hos KL. 

Nye arbejdsgange udfordrer kommunerne

En af de ting, som kommunerne arbejder med at komme i mål med, er de såkaldte producentgebyrer, der udspringer af det nye udvidede producentansvar for emballage, som er et nyt EU-krav.

Fremadrettet er det stadig kommunerne, som skal indsamle emballageaffald for borgerne. Og virksomheder med producentansvar skal betale gebyrer til kommunerne for arbejdet – altså ’producentgebyrer’.

Udregningen af producentgebyret sidder kommunerne lige nu og forsøger at udregne – og de havde indtil den 1. maj 2025 til at nå frem til et tal. Og det er ikke sådan ligetil.

”Det er ubetrådt land i Danmark, det her med producentgebyrer," siger Julie Appelqvist:

  • Hvordan udregner man præcist gebyret for at indsamle en emballage og overdrage regningen til en producent?
  • Hvor meget af kommunens IT-system bruges der fx på håndtering af emballageaffald? 

"Det arbejder kommunerne lige nu med at besvare,” fortæller hun og fortsætter:

”Generelt er der jo sket meget i affaldssektoren de senere år med konkurrenceudsættelse af forbrændingssektoren, nye tilsynsregler med virksomheder og også det nye producentansvar på emballage og kommende ændringer i producentansvaret på batterier."

"Så det er da klart, at de her forandringer og ubekendte faktorer i store dele af affaldssektoren skaber noget bekymring ude i kommunerne,” siger hun. 

Grafik2 Kommuner 7234798 BIO 2 2025 22
Ifølge Miljøstyrelsens seneste ’Affaldsstatistik’ (udg. slut-2024) er andelen af den samlede danske affaldsproduktion til genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse steget fra 72 pct. til 74 pct. i perioden 2018-2022. Andelen af affald til genanvendelse ligger mellem 47 og 49 pct. i perioden 2018 til 2022, imens andelen til anden endelig materialenyttiggørelse ligger på et niveau mellem 23 pct. og 25pct. i perioden 2018 til 2022.

”Vi befinder os på lidt usikker grund”

En af de kommunalmedarbejdere, der knokler for at gøre kommunerne klar til at håndtere den nye virkelighed på affaldsområdet, er Henrik Kirkegaard. 

Han er sektionsleder ved Affald & Genbrug i Randers Kommune, og sammen med sine kolleger arbejder han bl.a. med at få styr på producentgebyret til emballage. 

”Hele affaldsområdet kommer til at forandre sig voldsomt i løbet af i år, og som kommuner kigger vi ind i en helt anden tid, hvor vi befinder os på lidt usikker grund,” siger han.  

Usikkerheden skyldes ifølge Henrik Kirkegaard, at mange af reglerne og lovændringerne endnu ikke er faldet helt på plads – eller har strittet i for mange retninger. 

”Et godt eksempel er håndteringen af den nye praksis for moms på affaldsgebyrer samt udrulningen af det udvidede producentansvar, som staten og SKAT endnu ikke har håndteret færdigt,” siger han og fortsætter:

”Når man fra politisk side vil lave hverdagen om i affaldssektoren, så skal lovgrundlaget og praktikken for de nye arbejdsgange være på plads. Det har den ikke altid været, og så kommer vi på overarbejde. Og tro mig, vi har været på overarbejde i Randers Kommune, og er det stadigvæk.”

Getty Images Vzcgwt7ff1u Unsplash Web Edit

Skarp pris på forsikringer

Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand

Vil økonomi vægte højere end klima og miljø?

I Hjørring Kommune kæmper man også med at finde det rette ben at stå på ift. de forandringer, det kommende producentansvar på emballage kaster af sig. 

”Det står endnu ikke 100 pct. klart, hvad det udvidede producentansvar kommer til at få af økonomiske konsekvenser. Vi er stadig i gang med at lave udregningerne af producentgebyret, og det er nok noget, vi først finder en løsning på omkring årsskiftet,” siger Thomas Dyrmann Winkel, der er affaldsplanlægger i Hjørring Kommune. 

”Lige nu står alle parter, kommuner, virksomheder, Miljøstyrelsen osv., i en prøveperiode, hvor vi hele tiden lærer en masse nyt. Og så må vi jo se, hvad det hele ender ud med,” siger han. 

Tidligere var det Danmarks tredjestørste affaldsselskab, Nordværk, der stod for håndteringen af Hjørring Kommunes emballageaffald. Det ansvar skal producenterne nu overtage.

”Jeg kan da godt frygte, at økonomien vægtes højere end miljø- og bæredygtighedskravene, når det nu er virksomhederne, der skal stå for håndteringen af emballageaffaldet. Virksomhederne skal selvfølgelig arbejde i henhold til miljøbeskyttelsesloven, men der er jo også lidt rum for fortolkning, må man sige,” siger Thomas Dyrmann Winkel. 

Hos KL er man spændt på, om emballageproducenterne gennem de kollektive ordninger vil sætte kravene til genanvendelse lige så højt, som kommunerne har gjort

”Vi har selv ansvar for at få det bedste ud af det”

Nordværk står også for affaldshåndteringen i Aalborg Kommune, hvor Anders Dahl er teamleder for Affaldsplanlægning.

Anders Dahl kalder transformationen af kommunernes rolle på affaldsområdet ”spændende”, men kritiserer særligt Miljøstyrelsens håndtering af de beregningsmetoder, som kommunerne skal lægge til grund for producentgebyret. 

”I sidste øjeblik besluttede man i Miljøministeriet, at beregningerne skulle behandles administrativt. Og det er selvfølgelig udfordrende for os, når nu fristen for at have producentgebyrerne færdig er 1. maj,” siger han. 

Kommunerne har i årevis arbejdet rigtig meget for at sikre så god en behandling af emballagen, når den kom videre i systemet, så mest muligt blev genanvendt i så høj kvalitet som muligt. 

Og hos KL er man spændt på, om emballageproducenterne gennem de kollektive ordninger, der udspringer af det nye udvidede producentansvar for emballage, vil sætte kravene til genanvendelse lige så højt, som kommunerne har gjort.

Det siger Julie Appelqvist, specialkonsulent i Affald og cirkulær økonomi hos KL:

”Vejen frem er at arbejde så konstruktivt og professionelt inden for de nye rammer, der bliver udstukket, og sikre et godt samarbejde med de kollektive ordninger, som skal håndtere det genanvendelige affald.” 

Den holdning deler Henrik Kirkegaard, sektionsleder ved Affald & Genbrug i Randers Kommune.

”Vi ønsker ikke at bekæmpe det her. Jeg tror, at den eneste vej frem er at gå konstruktivt og positivt ind i de her forandringer og acceptere, at ændringer tager tid."

"Vi får ikke noget ud af at modarbejde det. Vi får kun noget ud af at hjælpe med at få det hele til at lande et ordentligt sted. Vi har selv et ansvar for at få det bedste ud af det,” siger han. 

 

Kom til fyraftensmøde 3/12 om plast - problem eller guld?

Tjek din løn
Får du den rigtige løn?

Brug DM's lønberegner og få svar nu

Hvad er udvidet  producentansvar?

Det udvidede producentansvar for emballage trådte i kraft den 1. oktober 2025. 

Hvor det før var kommunernes ansvar at indsamle og genanvende emballage, er det nu virksomhederne, som bruger emballage til at fylde egne produkter i, der står med den opgave. 

Fra 18. august 2025 var der nye regler for producentansvar på batterier. Reglerne betyder, at virksomheder, der for første gang gør batterier tilgængelige på det danske marked, har ansvar for hele batteriets livscyklus.

Producenter og kollektive ordninger skal altså selv organisere batteriindsamlingen fra den 1. januar 2026 – en opgave, der tidligere lå i kommunen.

En kollektiv ordning påtager sig på vegne af producenterne, der er tilmeldt ordningen, det juridiske, økonomiske og praktiske ansvar for producentansvaret.

Medlemskab af en kollektiv ordning blev lovpligtigt for virksomheder omfattet af producentansvaret for emballage fra januar 2025.

Ved genbrugsemballager er det frivilligt, om virksomheden er tilmeldt en kollektivordning.

Kilder: Miljøstyrelsen, DI, Dansk Producentansvar.

DM Bio #2 2025

Læs mere i magasinet DM Bio

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje