Spring menu over

Miljømedarbejder: ”Succeskriteriet er at tage hånd om de sager, der betyder noget for mennesker og miljø”

Sune Bach

En stor del af jordforureningsopgaven er foran en computer, hvor regneark med forureningsanalyser, kort over undersøgelsesplacering og evt. konceptuelmodel giver et overblik over, hvor der skal ryddes op.

Susanne Kragholm, fagskribent, BIO
Del artikel:

Sune Bach er miljøplanlægger og arbejder med jordforureningssager, vandløbsområder samt er med i kommunens varmeplanlægning.

Sune Bach har de sidste fem år arbejdet som specialkonsulent og miljøplanlægger i Holbæk kommune. Han tager sig af jordforureningssager, hvis der går hul på en olietank, eller der skal bygges på en gammel industrigrund.

På vandløbsområdet er han med til at sikre, at vandet kan komme væk i tilfælde af store nedbørsmængder. Arbejdet består også i at skabe bedre vilkår for sjældne vandplanter, insekter og fisk.

Kommunens varmeplanlægning har han også del i. Helt aktuelt står kommunen og skal beslutte, hvordan olie og naturgas kan blive udskiftet med mere miljørigtige energikilder.

Hvordan er du havnet i netop dette job?

Jeg skrev mit speciale om jordforureningsloven, og det gav mig et job, da jeg blev færdig. Da jeg så flyttede til Roskilde, blev der for langt til jobbet, og der viste sig en mulighed i Holbæk.

Hvad er fagligt de vigtigste fokuspunkter for de næste år?

Nu er jordforureningssagerne sjældent planlagte, så på det område er det svært at forudse. Men succeskriteriet er, at vi får taget hånd om de sager, der betyder noget for mennesker og miljø.

Holbæk er en stor naturgas-by, og det bliver en kæmpe udfordring at få konverteret gassen til bæredygtige løsninger som varmepumper og fjernvarme.

På vandløbsområdet er vi ved at finde en god løsning på den gamle mølledam ved Strids Mølle, hvor vi både respekterer det gamle kulturmiljø og samtidig sikrer, at fiskene har adgang til de mere end 100 km vandløb, der ligger opstrøms.

Kan du beskrive en spændende arbejdsdag?

De allermest spændende dage er nok dem, hvor vi får en henvendelse fra en borger eller Vestsjællands Brandvæsen om en akut forurening. Så er det med at smide alt, hvad man har i hænderne, og få etableret et hold, der dækker de relevante områder. Alt efter hvad der er sket, kan det være en fra jord-, spildevands- eller landbrugsområdet, der skal med.

Det er vildt spændende og en meget direkte nytteværdi, hvis man har været med til at sørge for, at der ikke ender olie eller gylle forkerte steder.

En mere almindelig, god dag handler typisk om de henvendelser, der kommer fra borgere og professionelle rådgivere. Det kan fx handle om, hvordan de løser problemer med vand på deres arealer, eller hvordan de kan skifte til en anden opvarmningsform. Her har vi en fælles postkasse og fordeler opgaverne i teamet alt efter, hvem der har bedst tid.

Sune Bach-opsamlingområde
Ved akutte spild som her, hvor der er spildt 300 l diesel, handler opgaven om at sikre, at der først bliver suget op, derefter spredt kattegrus og endelig gravet af, indtil forureningen er fjernet.

Hvad sætter du pris på ved en kollega?

Først og fremmest at vi stoler på hinanden både socialt og fagligt. Og så værdsætter jeg tit og ofte, at de har andre spidskompetencer end mig, så vi kan supplere hinanden. En af mine største glæder er, når en af mine kollegaer ser tingene fra en vinkel, som jeg slet ikke havde overvejet.

Har du en faglig driver i jobbet?

Jeg tror, at det vigtigste for mig er at være en del af en velfungerende afdeling. Jeg prøver selv at gøre mit bedste med mine opgaver, men hvis jeg kan hjælpe til, at mine kollegaer bliver gladere og bedre i deres hverdag, så gør det en større forskel – både for os selv og for, hvor godt vi leverer.

Hvilket råd ville du have ønsket, at nogen havde givet dig, da du begyndte?

Nok ikke så meget anderledes end det råd, som folk giver mig i dag – nemlig, at jeg risikerer at sprede mig for meget. Det gælder både i forhold til den faglige vurdering og lovkomplekserne bagved, som alle er store og forskellige.

Det kan koste at gå i dybden med de store sager og i sidste ende nok også i forhold til bevare jordforbindelsen. Jeg prøver at lytte til det råd, men synes nok, at der er rigtig mange områder, der er spændende.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje