Spring menu over

Friluftskonsulent: ”Større fokus på sociale barrierer ift. at komme ud i naturen”

Kristian Jager Nykrog

© Kristian Jager Nykrog

Susanne Kragholm, fagskribent, BIO
Del artikel:

Kristian Jager Nykrog er politisk konsulent i Friluftsrådet og har en bachelor og master i friluftsliv fra Universitet i Sørøst-Norge (tidl. Høgskolen i Telemark, Bø). Han er optaget af at forsimple den ekstremt komplekse lovgivning for adgang til naturen.

Det at have en uddannelse fra Norge har besværliggjort Kristian Jager Nykrogs vej til job i Danmark.

”Det kan være ret svært at sparke døren til det danske arbejdsmarked ind, når man har en uddannelse, som ingen kender. Det tog næsten 1½ år, før jeg fandt en stilling, hvor de sagde ”ja, det er lige sådan en som dig, vi mangler”,” fortæller han.

Hvad arbejder du med?

Jeg arbejder med Friluftsrådets samlede politiske interessevaretagelse med særligt fokus på den lokalpolitiske del.

Vi har ca. 200 frivillige fordelt på 23 lokale friluftsråd, så min jobtitel kunne også have været frivilligkoordinator.

Min rolle er dog mere at understøtte de lokale frivillige fx med hjælp til, hvordan de påvirker en kommuneplan, så den bedre fremmer friluftslivets interesser.

Internt i organisationen er jeg tovholder på et område, der handler om borgernes adgang til naturen.

Som noget nyt sætter vi større fokus på sociale barrierer, der kan skabe udfordringer i forhold til at komme ud i naturen. Det gælder fysiske og psykiske handicap, PTSD, ensomhed, økonomi, alder, manglende socialisering etc.

Projektet omfatter både de lovgivningsmæssige rammer, der er udstukket fra Christiansborg og myndighedsudøvelsen i kommuner og statslige styrelser. Men det handler også om de fysiske rammer i landskabet, om udviklingen af disse og kampen for at undgå en afvikling af dem.

Hvordan er du havnet i dette job?

Jeg søgte oprindeligt en anden stilling i Friluftsrådet, som desværre gik til en anden kandidat. Jeg var dog til samtale, og nogle måneder senere fik jeg en opringning, om jeg stadig var interesseret i at arbejde i Friluftsrådet – og det var jeg.

Udover, at jeg altid har synes, at Friluftsrådet er en interessant organisation, så var der også nogle private hensyn, der gjorde det praktisk for mig at flytte på tværs af landet – og dermed også at se efter nyt job.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

Den består gerne af flere forskellige møder, hvor vi afklarer de videre processer eller bliver enige om, hvad vi skal mene om dette eller hint.

Indimellem dette skal der også findes tid til at løse konkrete opgaver, besvare opkald, mails osv. Det ligner nok en hverdag, som mange kontor-akademikere i grundtræk kan genkende.

Er der noget, du er særligt stolt over at have bidraget til?

Vi har lige leveret et langt indspil på adgangsområdet til Miljøministeriets igangværende lovgennemgang.

Jeg synes, at adgangsområdet er et spændende område, som vi er kommet rigtigt godt omkring med vores kommentarer.

Konkret er vi optaget af, hvordan vi kan forsimple den ekstremt komplekse lovgivning på området.

Vi foreslår bl.a. at lempe det skarpe skel, der er mellem organiserede og selvorganiserede brugere, og så er det vigtigt at sikre danskerne bedre adgang i de private skove.

Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område – og hvordan kan den løses?

Den største udfordring er nok, hvordan vi bedst får udviklet vores arbejde med lokale frivillige. Der er mange muligheder for udvikling, men der er også en lang række af forhold, der løbende skal tages i betragtning.

Vores lokale frivillige har som overordnet opgave at være friluftslivets-lobbyister lokalt, og det er ikke en specielt nem opgave.

Så det drejer sig om at få arbejdsopgaven gjort håndterbar og samtidig få mobiliseret de rigtige frivillige til opgaven. Dette skal foregå under hensyn til de frivillige, der allerede er der og den kultur, de har udviklet lokalt.

Yderligere beror det på i høj grad på den politiske retning og ambitioner og ressourcer fra Friluftsrådets overordnede bestyrelse.

Hvad synes du er det mest spændende ved dit job

Jeg holder helt overordnet af at arbejde for danskernes muligheder for at komme ud og opleve naturen og friluftslivet.

Det oplever jeg som meget meningsfuldt, og noget jeg selv sætter stor pris på.

Vidste du ...?

Friluftsrådet er paraplyorganisation for friluftslivet og varetager det samlede friluftslivs interesser. Organisationen ønsker at inspirere danskerne til mere friluftsliv og samtidig forbedre muligheder og vilkår for frilufts- og naturoplevelser – i en rig natur, der er værd at opleve.

Kilde: Friluftsraadet.dk

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje