Klimaforandringer har kastet chokoladen ud i krise – og banet vej for bæredygtige alternativer
Klimaforandringer har sendt kakaoproduktionen i knæ og chokoladepriserne i vejret. Nye bæredygtige chokolade-alternativer vokser frem, og de har aldrig set skyggen af en kakaobønne. En dansk virksomhed har fundet formlen på succes i ølbryggeriernes affald.
Det er gået de færrestes søde tand forbi, at priserne på chokolade er eksploderet de seneste år.
Fra juli 2020 til juli 2025 steg priserne på chokolade med 53 pct., viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Alene i 2025 er prisen på chokolade steget med 20 pct.
Chokoladeprisernes himmelflugt skyldes ”den perfekte storm”, som Aske Skovmand Bosselmann udtrykker det.
Han er lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og forsker i produktionen af kaffe og kakao.
”Omkring 65 pct. af verdens kakao produceres i Vestafrika, nærmere bestemt Elfenbenskysten og Ghana. I 2023 blev området ramt af først en meget lang regnperiode, som gav perfekte leveforhold for en svamp, der skaber råd i kakaobønnerne,” siger Aske Skovmand Bosselmann.
Efter regnen fulgte en lang tørkeperiode, hvor de i forvejen svækkede kakaotræer blev angrebet af mellus, som spreder virussen sort bælgsygdom.
”Den sygdom ødelægger træerne og deres produktion af kakaobønner – og vil på sigt slå træerne ihjel,” forklarer han.
Skovlandbrug kan blive en del af løsningen
Mette Fog Olwig er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC og har forsket i kakaobønnens betydning i Ghana.
Kakaotræet hører ikke naturligt til i Vestafrika, men blev indført fra Sydamerika, hvor det stod i skygge og blev dyrket blandt mange andre planter i en form for skovlandbrug.
I dag dyrkes kakaotræet i Ghana ofte i direkte sol, og de ’nye’ omgivelser gør træet mere sårbart over for klimapåvirkninger, forklarer hun.
”Hvis kakaodyrkningen i Vestafrika ikke skal bukke under for klimaforandringer og samtidig være rentabel økonomisk, kan en løsning være at indføre skovlandbrug. Det kræver dog, at kakaoproduktionen bliver forankret i det lokale økosystem og samtidig kan varetage lokale sociale og økonomiske interesser,” siger hun.
Bønder dropper kakaoproduktion
Den amputerede kakaoproduktion i 2023 sendte kakaopriserne i vejret over hele verden, og det har været svært for kakaoproducenterne i Vestafrika at genfinde fodfæstet.
Derfor er chokoladepriserne stadig langt over normalen.
I modsætning til landbrug i EU mangler farmerne i Vestafrika både faglig støtte og økonomisk kapital til at investere i mere modstandsdygtige produktionssystemer.
Derfor har mange farmere droppet kakaoproduktionen, forklarer Aske Skovmand Bosselmann.
”Et stort antal kakaofarmere i særligt Ghana er simpelthen begyndt at lave noget andet. De har fældet deres kakaotræer og er blevet lokket af minedrift. De udlejer deres jord et par måneder til mineselskaber, som rydder hele landbruget og miner jorden for både sand til byggerier og guld. Efterfølgende står farmerne tilbage med en jord, der ligner en grusgrav og er fyldt med tungmetaller, som der ikke kan dyrkes noget på. Og det er en kæmpe udfordring for kakaoproduktionen,” siger han.
Chokolade-alternativer vinder frem
De mange udfordringer i kakaoproduktionen har skabt et hul i markedet for alternativer til den eftertragtede chokolade.
I Europa og USA pibler det frem med virksomheder, der udvikler kakaofrie alternativer til chokolade gennem fermentering af bl.a. havre, solsikkefrø og hestebønner.
Fermenteringsprocessen er ikke ulig den, der bruges på kakaobønner:
Råvaren tilsættes gær og mælkesyrebakterier, som på fem-syv dage nedbryder cellevæggene og låser op for en række aromastoffer.
Efter fermentering tørres de fermenterede bønner og solsikkefrø – på samme vis, som man gør med kakaobønner – og tilsættes bl.a. sheasmør, mælk og en række andre (hemmelige) ingredienser.
En stor, opvarmet beholder med roterende vinger (en såkaldt conche-maskine) varmer blandingen op, fordeler ingredienserne jævnt og frigiver langsomt syrer, som giver en tekstur og smag, der minder om chokoladens.
De nye alternativer er ikke ude på at erstatte Mars-baren eller Marabou-pladen.
Som en trojansk chokoladeskildpadde sniger de sig i stedet ind ad bagdøren til fødevareprodukter, hvor chokoladen ikke er altafgørende for smagsoplevelsen – som toppings på bagværk, overtræk på snackbarer, morgenmadsfyld og lignende.
En af de største producenter af kakaofrie chokolade-alternativer til fødevareindustrien er amerikanske Voyage Foods.
I foråret 2025 åbnede firmaet en 26.400 kvadratmeter stor fabrik i Mason, Ohio, hvor der skal produceres 10.000 ton kakaofri chokolade årligt.
Dansk virksomhed forvandler mask til chokolade-erstatning
De mængder er den danske virksomhed Endless Food Co. ikke oppe på. Men deres kakaofrie alternativ til chokolade, THIC (This Isn’t Chocolate), er godt på vej.
I slutningen af 2024 indgik Endless Food Co. et kommercielt samarbejde med 7-Eleven om at udbrede deres chokoladelignende ingrediens i de cookies og chokoladecroissanter, der sælges i kædens 180 butikker over hele landet.
Og i september i år blev THIC lanceret på det tyske marked som erstatning for ægte chokolade i müsli-produkter af fødevarevirksomheden Barnhouse.
”Det er et kæmpe skridt for os,” siger Christian Bach, der er den ene af tre stiftere af Endless Food Co.
”Tyskland er Europas største marked, og de er kendt for at være detaljeorienterede. Det har trykprøvet vores produkt og bevist, at vi kan levere kvalitet.”
Ved hjælp af traditionelle metoder og maskiner til chokoladefremstilling omdannes THICs chokoladealternativ til en støbt, fast masse, der ligner og smager som traditionel chokolade.
Råvaren i THIC er mask – de fiber- og kornrige rester fra ølbrygning. Masken udblødes og gennemgår en fermentering, hvor de ønskede aromaer udvikles.
Efter fermenteringen gennemgår ingredienserne tørring, karamellisering og pulverisering og blandes derefter med sukker og plantefedt.
Når råmaterialet er færdigt, sendes det ud til virksomheder, der producerer traditionel chokolade. Her bearbejdes det til 500-grams blokke, der visuelt ligner chokolade og også kan smelte og sætte sig igen.
”Det var et mål fra starten, at vores produkt skulle kunne outsources til virksomheder og produceres færdig i maskiner, som i forvejen bliver brugt til chokoladeproduktion. Det samarbejde har været nøglen til at få vores produkt op i skala og ud til forbrugerne,” siger Christian Bach.
Vi kommer ikke til at erstatte fødevareprodukter, hvor chokolade er den primære ingrediens. Vores marked ligger i de produkter, hvor chokoladen ikke spiller førsteviolin, men stadig er en del af smagsoplevelsen,Christian Bach, medstifter af Endless Food
”Det smagte lidt af pap”
Endless Food Co.s chokolade-alternativ fik dog ikke mundvandet til at løbe med det samme.
Da Christian Bach og hans medstiftere stod med den første prototype i hænderne tilbage i 2019 efter en lang række mislykkede forsøg, lod smagen meget tilbage at ønske.
”Det smagte lidt af pap,” griner Christian Bach.
”Men selv om smagen ikke var der endnu, vidste jeg, at vi havde fået færten af noget stort,” fortsætter han.
I dag har justeringer i fermenterings- og tørreprocessen forvandlet THIC til et velsmagende chokolade-alternativ, der ligger tæt op ad den smag, som forbrugerne forventer, når de læser ”chokolade” på ingredienslisten.
”Jeg vil vove den påstand, at man skal have en meget avanceret smagspalet for at smage, at der er tale om et chokolade-alternativ,” siger Christian Bach.
THIC og lignende alternativer på markedet hverken kan eller skal dog æde sig ind på hele chokolademarkedet, slår Christian Bach fast.
”Vi kommer ikke til at erstatte fødevareprodukter, hvor chokolade er den primære ingrediens. Vores marked ligger i de produkter, hvor chokoladen ikke spiller førsteviolin, men stadig er en del af smagsoplevelsen,” siger han.
Alternativer skal fremtidssikre industrien
Den holdning deler Aske Skovmand Bosselmann, forsker i produktion af kaffe og kakao ved KU.
”Chokolade-alternativernes eksistensberettigelse er som ingrediens i produkter, hvor chokoladen i forvejen ikke er af høj kvalitet,” siger han.
”Selv om chokolade for længst er blevet allemandseje, så er der stadig noget luksuriøst over at sætte tænderne i ægte chokolade af høj kvalitet. Og det kan alternativerne ikke konkurrere med.”
Store chokoladeproducenter som Mondelez International (Oreo og Marabou), Fazer og Nestlé har alle investeret i udviklingen af chokolade-alternativer samt bedre udnyttelse af hele kakaoplanten.
Det udgør dog stadig blot en brøkdel af virksomhedernes samlede forretning, slår Aske Skovmand Bosselmann fast.
”De store chokoladevirksomheder investerer langt flere penge i nye kakaofarme og samarbejder rundtomkring i verden – bl.a. i Brasilien, Ecuador og Vietnam, hvor produktionsforholdene og forsyningssikkerheden er langt bedre end i Vestafrika. Formålet er selvfølgelig at undgå, at kakaopriserne stikker af, som de har gjort de seneste år,” siger han.
Chokoladeelskere kan dog allerede nu begynde at ånde lettet op. I oktober faldt priserne på råkakao til det laveste niveau i 20 måneder.
Og den 11. december 2025 vedtog et flertal i Folketinget en ny finanslov, der fjerner afgiften på chokolade, sukker og kaffe i Danmark.
Udsigten til billigere chokolade får dog ikke Christian Bach fra Endless Food Company til at ryste på hånden.
”Fødevareindustrien har brug for nye løsninger, og vores alternativ er blot ét blandt mange flere, der kan være med til at fremtidssikre industrien,” siger han.
Læs mere i Magasinet DM Bio
Skarp pris på forsikringer
Som medlem af DM får du op til 27,8 % i rabat på privatforsikringer hos Alm. Brand