Hvornår skal en plante reguleres som GMO? Det er det store spørgsmål i EU

Fremtidens planteproduktion skal kunne modstå alt fra tørke til oversvømmelse, begrænse udvaskningen af næringsstoffer og kunne klares med et minimum af pesticider.

Det er en enorm udfordring, hvor forædlingen af robuste sorter kommer til at spille en stor rolle.

Klassisk forædling går ud på først at skabe genetisk variation ved fx at krydse eksisterende sorter med hinanden samt udnytte spontant opståede mutationer. Derefter kan man udvælge afkom med de ønskede egenskaber – en form for målrettet evolution.

Mutationer som redskab i udvikling

I årtier har man vidst, hvordan man kan benytte radioaktiv stråling og kemikalier til at øge mutationsraten og dermed den genetiske variation i såkaldt mutationsforædling.

Mutationerne sker tilfældige steder i genomet, så det er nødvendigt at krydse tilbage for at komme af med uønskede DNA-ændringer (‘off-targets’). Det gør det til en dyr og langsommelig proces.

Hvis man ønsker at overføre et gen fra en beslægtet plante, fx ved at krydse med en vild slægtning for at opnå forbedret resistens, er tilbagekrydsninger ligeledes nødvendige.

Derfor er der udviklet en række avancerede teknikker til at lave målrettede genmodifikationer for at forbedre afgrøders egenskaber.

Hurtigere teknikker, samme resultat?

Den mest kendte af de nyere målrettede teknikker er CRISPR. Det er en teknik, der bl.a. kan bruges til at fremprovokere mutationer af enkelte basepar, uden at der er fremmed DNA i den endelige plante.

Det betyder langt færre off-targets end ved konventionel mutationsforædling – et eksempel på ‘målrettet mutagenese’.

Samme resultat kan i teorien opstå spontant eller med stråling eller kemiske metoder.

Ligeledes kan overførsel af et gen fra en beslægtet art (‘cis-genese’) i dag foretages, uden at der nødvendigvis er andet fremmed DNA i slutresultatet.

Selvom disse typer af DNA-ændringer forekommer i konventionel forædling, vil der være relativ lav sandsynlighed for, at mange specifikke mutationer forekommer på samme tid.

Med den nuværende lovgivning har planter, der rent genetisk set er ens, vidt forskellige muligheder for at komme ud på de europæiske marker alt afhængigt af den anvendte teknik.

Lovgivningen fokuserer i dag på metoden

I EU-sammenhæng er en genetisk modificeret organisme (GMO) defineret som “en organisme, bortset fra mennesker, hvori det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt ved formering og/eller naturlig rekombination”.

Lovgivning fra 2001 fastsætter strenge krav til risikovurdering forud for evt. godkendelse af GMO-planter til dyrkning.

Teknikker til at forårsage mutagenese er eksplicit undtaget, men benævnt som “teknikker/metoder til genetisk modifikation”. Her ligger fokus altså på teknikken og ikke resultatet.

Meget dyrt at få godkendt

Det er meget omkostningstungt at få godkendt sorter under denne lovgivning, hvilket i praksis minimerer antallet af GM-sorter dyrket i EU. Samtidig er der krav om mærkning af alle produkter, der indeholder genmodificerede råvarer.

De enkelte medlemslande har desuden mulighed for at nedlægge forbud trods tilladelse på EU-plan.

I 2018 forholdt EU-domstolen sig til spørgsmålet om, hvorvidt målrettet mutagenese er underlagt GMO-reguleringen eller skulle betragtes som undtaget ligesom anden mutagenese.

Domstolen fastslog, at målrettet mutagenese såsom CRISPR ikke kan sidestilles med tilfældig mutagenese forårsaget af stråling eller kemi.

En af begrundelserne var, at undtagelsen kun gælder “visse teknikker til genetisk modifikation, som traditionelt er blevet brugt i en række anvendelser, og som gennem lang tid har vist sig sikre” og dermed ikke metoder udviklet efter 2001.

I skrivende stund er der derfor begrænset mulighed for at bruge målrettede mutagenese-teknikker til udvikling af sorter til det europæiske marked.

Nyt lovforslag fokuserer på DNA-ændringer

Netop nu behandler EU et forslag om at oprette en ny kategori for planter fremstillet ved hjælp af målrettet mutagenese og/eller cis-genese – såkaldte NGT-planter (Nye Genomiske Teknikker).

En central del af forslaget er kriterierne for, hvornår DNA-ændringer skal betragtes som ækvivalente til, hvad der kan opnås med konventionelle metoder inklusiv mutationsforædling.

Hvis disse kriterier bevises opfyldt, bortfalder kravet om den omfattende risikovurdering samt mærkning af slutprodukterne. EU-Kommissionens forslag indebærer højst 20 inducerede ændringer fordelt over genomet.

Hver enkel ændring kan være indsættelse af op til 20 basepar, deletioner eller overførsel af kontinuerte DNA-stykker mellem beslægtede arter. Sidstnævnte på betingelse af, at eksisterende gener ikke afbrydes.

Stor uenighed om kriterierne

Der er stor uenighed blandt politikere såvel som interessenter fra industrien, miljøorganisationer og forskere om formuleringen af kriterierne.

Modstandere af forslaget fra bl.a. De Grønne i Europa-Parlamentet køber ikke præmissen om, at det er muligt at opstille kriterier, så planter udviklet med eksempelvis CRISPR, kan sidestilles med konventionelt forædlede sorter og retfærdiggøre fritagelse fra den omfattende risikovurdering.

Det er et brud med forsigtighedsprincippet, mener kritikerne, netop fordi de nyudviklede teknikker ikke “gennem lang tid har vist sig sikre”.

Den modsatte fløj argumenterer omvendt for, at det ikke giver mening at sætte en grænse for det totale antal ændringer, fordi det ikke findes ved konventionel mutationsforædling. Det er tilfældet i indstillingen fra Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, der i stedet begrænser antallet af ændringer i hvert enkelt gen til tre.

Et tredje forslag fra visse parlamentsmedlemmer og medlemsstater går på, at det totale antal ændringer skal afhænge af, hvor mange subgenomer en art har.

Det vil i praksis betyde, at tre gange flere ændringer kan blive tilladt i hvede sammenlignet med fx byg.

Økologi er et andet ømt punkt

Foruden udfordringen med at opstille kriterier, som både er operative og samtidig passer med en ikke sort-hvid biologisk virkelighed, er der også uenighed om andre områder.

I forslaget er der ikke lagt op til, at nogen NGT-planter tillades inden for økologien.

Fortalere for dette anser det som forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af den økologiske sektor.

Modstandere mener omvendt, at det er inkonsistent, at planter, som anses for at være ækvivalente med konventionelle planter, ikke tillades i økologisk dyrkning, når sorter frembragt ved mutationsforædling gerne må anvendes.

Et praktisk aspekt af et forbud i økologi er, om der skal tages nogen særlige forholdsregler for at sikre adskillelse. Det lægger forslaget i den nuværende form ikke op til, så længe ækvivalenskriterierne er overholdt.

Teknisk set er det også svært, da man ikke med gængse metoder kan se, hvorvidt en given plante er skabt med de nye genteknikker eller konventionelle metoder.

Et juridisk aspekt er, om det bør reguleres i den aktuelle lovgivning eller i økologilovgivningen.

Patenter skal reguleres, men spørgsmålet er hvordan

Der er desuden debat om, hvorvidt det skal være muligt at få patent på NGT-planter.

I Europa-Parlamentet er der bred opbakning til, at primært sortsbeskyttelse bør bruges som beskyttelse af ophavsretten. Sortsbeskyttelse tillader andre forædlere at anvende materialet i egne forædlingsprogrammer uden at betale licens.

Samtidigt er der et grundlæggende dilemma mellem på den ene side at motivere innovation og på den anden side at lade samfundet få gavn af nye opfindelser og begrænse monopoldannelse.

Der er en vis uenighed om, hvorvidt det skal bestemmes i den aktuelle lovgivning, som landbrugsudvalget har lagt op til, eller om det skal ske ved en evt. senere revision af patentlovgivningen, som EU-kommission har forslået.

Fortalere for sidstnævnte frygter, at kompleksiteten af bioteknologiske patenter overses, hvis det behandles i det aktuelle forslag.

Presset tidsplan for de næste skridt

I Europa-Parlamentet har kun landbrugsudvalget givet deres holdning til kende i skrivende stund. Dette tager miljøudvalget i betragtning i de igangværende forhandlinger om parlamentets position.

Samtidig med at parlamentet, der repræsenterer borgerne, forhandler om deres mandat, skal et kvalificeret flertal af medlemsstaterne opnå en fælles forståelse.

Fødevareminister Jakob Jensen repræsenterer Danmark og er overordnet for forslaget. Særligt en del sydøsteuropæiske lande er dog mindre positive, ligesom at Tyskland har visse forbehold særligt i forbindelse med økologiområdet.

Når både parlamentet og medlemsstaterne hver især har opnået flertal for et mandat, skal de to parter blive enige om et endeligt forslag.

Tidsplanen er presset sammen på grund af valget til Europa-Parlamentsvalget i juni. Såfremt der ikke er opnået enighed inden april, skal meget af arbejdet i parlamentet muligvis begynde forfra efter valget.

Artiklen er ikke udtryk for parlamentets officielle position, og det kan ikke holdes ansvarlig for indholdet.