Vores normale klima er en ’moving target’

Danmark har fået nye klimanormaler. I stedet for 1961-1990 hedder referencen nu 1991-2020.

Klimanormalerne udarbejdes af DMI og giver det store, forkromede overblik over klimaet. De fortæller altså, hvordan vejret gennemsnitligt er. Dermed kan de bruges til planlægning af fx anlæg, skovrejsning og dræning.

Klimanormalerne udkommer som udgangspunkt hvert 30. år og er beregnet på data fra de foregående 30 år. Det er en international beslutning.

Med så lang en dataperiode forsvinder effekten af et enkelt ekstremt år, så gennemsnittet bliver mere troværdigt.

”Klimanormaler bliver til, ved at vi oparbejder vejrobservationer fra alle DMI-godkendte vejr- og nedbørstationer, fx nedbørdata fra mellem 300 og 600 målepunkter spredt ud over landet,” fortæller klimatolog Mikael Scharling fra DMI, der er manden bag tallene.

Derefter beregnes 30-årsnormaler – ikke blot for temperatur og nedbør, men også for en lang række andre parametre, bl.a. minimum- og maksimumtemperatur, solskinsum, lufttryk, luftfugtighed, vindretning og vindhastighed.

Danmark er blevet varmere og vådere

Behovet for nye normaler bliver tydeligt, når den gamle og den nye sammenlignes.

”Vi kan se, at alle årets 12 måneder uden undtagelse er blevet varmere fra det gamle sæt normaler til det nye,” siger Mikael Scharling.

I gennemsnit er temperaturen i Danmark steget med 1,0 °C mellem de to perioder, fra 7,7 °C i 1961-1990 til 8,7 °C i 1991-2020. Den største opvarmning er sket i vinter- og forårsmånederne, men også juli og august er blevet noget varmere.

Højdespringeren er januar, der er blevet hele 1,6 °C varmere. I den nye normal for 1991-2020 er gennemsnitstemperaturen for årets første måned netop 1,6 °C, mens den i den gamle normal for 1961-1990 var præcis 0,0 °C.

I takt med den højere temperatur er nedbøren også under forandring.

”Vinter- og sommermånederne er blevet vådere, mens forår og efterår er blevet lidt tørrere,” siger Mikael Scharling.

Det generelle billede er dog, at Danmark nu modtager mere nedbør på årsbasis end tidligere. I perioden 1961-1990 lød normalnedbøren for et år på 712 mm, mens den nu er steget til 759 mm i 1991-2020.

Det svarer til 47 mm eller 6,6 procent mere nedbør, der skal håndteres af fx grøfter og dræn for at holde markerne oven vande.

De nye tal er dog stadig foreløbige. Før de bliver det, klimatologerne betegner som endelige, skal alle de mange mio. målinger fra alle DMI’s vejrstationer i alle 30 år genberegnes.

”Det er sket med tallene fra 2003 til 2020, men vi mangler starten af perioden, hvor vi målte med en tidligere version af DMI’s officielle vejrstation,” siger Mikael Scharling.

Data er formentlig klar i foråret 2022. Det bliver dog på decimalerne, værdierne kommer til at ændre sig, vurderer klimatologen, så man skal ikke udskyde dimensioneringen af sit projekt af den grund.

Normaler skjuler ændringer

DMI udgiver desuden såkaldte referenceværdier for vejret.

De beregnes på samme måde som klimanormalerne, men dækker kun en periode på ti år. De er dermed mere følsomme overfor ekstreme år, som fx tørken i 2018. Til gengæld følger referencen så at sige med klimaændringerne.

De nyeste officielle referenceværdier er stadig for 2006-2015. Tallene fra 2011-2020 er endnu ikke offentliggjort af DMI selv, men JA Aktuelt har fået lov at vise dem som de første.

Denne tabel viser til venstre de nye nedbørsnormaler for 1991-2020 samt de nye, endnu ikke offentliggjorte normaler for 2011-2020. Til højre ses de nye temperaturnormaler for 1991-2020 samt de nye, endnu ikke offentliggjorte normaler for 2011-2020: 

Ændringerne mellem de to normalperioder er del af større tendens, hvor Danmark hele tiden bliver vådere og varmere. Det samme gælder ændringen mellem normalperioden og den korte referenceværdi.

Siden DMI begyndte de landsdækkende målinger i 1870'erne, er den gennemsnitlige temperatur i Danmark steget med 1,6°C, mens den gennemsnitlige årsnedbør er steget med ca. 123 mm.

En stor del af ændringerne er altså kommet i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

”Langt hen ad vejen har de nye klimanormaler ændret sig, som vi forventede,” siger Mikael Scharling.

”Vi ved fra klimaforskerne, at den generelle opvarmning af kloden også burde slå igennem i Danmark, og at opvarmningen sker hurtigere og hurtigere. Det er præcis, hvad vi ser.”

Klimanormaler bruges altså som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og til det forventede fremtidige klima. De er en dermed klimatiske designparametre for alt, der skal udsættes for eller trives i det danske vejr.

Men hvad der er normalt i dag, er ekstremt unormalt i forhold til vejret før de menneskeskabte klimaændringer så småt begyndte i 1800-tallet. Og de ændringer risikerer vi at glemme, når normalerne hele tiden bliver opdateret.

”Klimanormaler er ligeglad med klimaforandringer. De ser på, hvordan vejret normalt er nu, det er de nødt til. Men, ja, vi kommer til at skjule det længere stræk”, siger Mikael Scharling.

Han fortæller, at da DMI offentliggjorde de nye normaler måned for måned i 2020, forsøgte de netop at formidle den markante ændring, Danmarks klima har gennemgået.

Sammen med den nye normal formidlede instituttet nemlig ikke blot den gamle for 1961-1990, men også de to foregående 30-årsperioder for 1931-1960 og 1901-1930.

Normaler og unormaler

En anden udfordring for klimanormalerne er vejrets ekstreme udsving, som den 30-årige periode netop skal udjævne og dermed skjuler.

Det forsøger klimatologerne på DMI at gøre noget ved med projektet KlimaNu under Nationalt Center for Klimaforskning, NCKF. Her har tre forskere undersøgt ekstreme temperaturer ved 60 danske vejrstationer for perioden fra 2001 til 2020.

Et af produkterne fra analysen er et digitalt værktøj, der viser de temperaturer, vi kun oplever én gang over en given tidshorisont, det kan være over to år eller 20 år.

Fx oplever vi hvert andet år i gennemsnit en temperatur i marts på minus 13,6 °C. Forskerne kalder det for en toårshændelse.

Tilsvarende er det en tyveårshændelse, at temperaturen i marts falder helt ned til minus 21,5 °C.

”Der er normaler og unormaler. Klimanormalerne er midtpunkt i data. Det er som udgangspunkt en rigtig god reference. Men det er helt tydeligt, at ekstremerne har en bevågenhed, fx når vi får en ny vejrrekord”, siger Mikael Scharling.

Og her bliver analysen af ekstremværdierne i KlimaNu vigtig, vurderer han. Den kan fortælle, om en rekord er epokegørende, eller om den ret beset var forventelig og kunne komme, hvornår det skulle være.

”Når vi kigger på maksimumtemperaturen i januar, så siger beregninger, at det er en fyrreårshændelse, at temperaturen når op på 13,5 °C. Men 13,5 °C er en hel grad varmere end det højeste, der overhovedet er registreret i måneden. Det er med andre ord en rekord, vi statistisk set kommer til slå inden for en kort årrække,” siger Mikael Scharling.

”Klimanormalerne og ekstremanalysen supplerer hinanden sublimt. Ved at kigge på begge datasæt kan byggesektoren dimensionere til at kunne klare ekstremhændelser, der fx sker med 20 eller 50 års mellemrum”, slutter han.