Klimaforsker bedømmer: Holder disse fem påstande om klimaforandringerne?

Sebastian Mernild er klimaforskernes svar på Indiana Jones.

Når den 49-årige professor i klimaforandringer og glaciologi ikke knuser klimadata bag computerskærmen som prorektor på Syddansk Universitet, drager han på ekspeditioner til verdens klimabrændpunkter for at dokumentere, hvad klimaforandringerne gør ved vores klode.

Sebastian Mernild har observeret gletsjere flytte sig med ufattelig hast på Grønland, set huse synke ned i jorden i Alaska på grund optøet permafrost og oplevet isgiganter skrumpe på få år.

BIO har fået klimaforskeren til at vurdere fem sejlivede påstande om klimaforandringerne.

Klimapåstand 1: Klimaforandringerne er ikke menneskeskabte

Klimaet har altid varieret, og det har i perioder været både vådere, tørrere, varmere og koldere. Det hersker der slet ingen tvivl om. Den store forskel i dag er, at forandringerne sker med en hidtil uhørt hastighed.

Siden 1880 og frem til i dag er den globale middeltemperatur steget 1,1 grader celsius.
Sidst vi oplevede hastige temperaturstigning på kloden var efter den sidste istid for cirka 9600 år siden – også kaldet Yngre Dryas-perioden. Her steg de globale temperaturer også med ca. 1,1 grad, men over en periode på 1.100 år.

De seneste 140 år har klodens temperaturer taget samme himmelflugt, hvilket altså er op mod otte gange hurtigere end det vi så i Yngre Dryas.

FN’s klimapanel slog fast i deres seneste rapport sidste år, at det “utvetydigt” er os mennesker, der har påvirket opvarmningen af klimasystemet med udledningen af drivhusgasser. Vurderingen bygger på over 14.000 videnskabelige artikler, så det er indiskutabelt, at de klimaforandringer, vi oplever i dag, er menneskeskabte.

Når det nu utvetydigt er os mennesker, der forårsager de her klimaforandringer, har vi også en pligt til at handle. Vi har skabt problemet, men råder også over løsningerne. Så det er også vores opgave at omstille vores samfund mod mere grøn og vedvarende energi, mere energieffektivitet, mere elektrificering, en stigende omstilling af vores energisystemer og en reducering af vores forbrug.

Klimapåstand 2: Klimamodellerne er upålidelige

Klimamodellerne vil selvfølgelig aldrig være 100 procent sammenlignelige med de observationer, vi selv gør os i naturen, og der vil altid være en grad af usikkerhed forbundet med deres forudsigelser.

Modellerne er dog langt mere pålidelige i dag end for blot fem år siden. Computerkraften bag modellerne er større, modellerne arbejder langt bedre sammen end tidligere, og datagrundlaget for forudsigelserne er mere komplet.

Når vi analyserer på én forandring i et givent miljø, ved vi i langt højere grad, hvilke konsekvenser forandringerne får for fx smeltningen af isen og miljøet i havene. Og dette vidensgrundlag giver mere valide klimamodeller.

Der eksisterer selvfølgelig en stor spredning på de konklusioner, klimamodellerne kommer frem til. For at lave så præcise forudsigelser af klimaforandringernes fremtidige effekt på kloden, arbejder vi i FN’s klimapanel derfor også altid med flere modeller – og derudfra middelværdien. Senest arbejdede vi fx i FN’s klimapanel med mere end 30 forskellige klimamodellers beregninger.

Klimamodellerne har jo også over tid også vist sig at være ret pålidelige. De scenarier, vi advarede mod for 15-20 år siden, er jo i det store hele gået i opfyldelse i dag.

Klimapåstand 3: Det er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne

Det er aldrig for sent at handle. Tager vi Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader eller i bedste fald 1,5 grader ift. det førindustrielle niveau, ser det meget, meget svært ud.

I FN’s klimapanels seneste rapport konkluderede vi, at der maksimalt må udledes mellem 300 og 400 gigatons CO2 til atmosfæren, hvis vi skal holde os til Parisaftalens målsætning på 1,5 grader.

I dag udleder vi globalt set i gennemsnit ca. 40 gigaton CO2 i atmosfæren hvert eneste år. Det betyder, at vi overstiger de 1,5 graders temperaturstigning inden for de næste syv-otte år.

Og hvad betyder det så, at vi ikke når Paris-aftalens målsætning? Det betyder, at vi kigger ind i en fremtid med mange flere og mere intense vejrekstremer og en klode, der bliver både varmere og vådere.

En tommelfingerregel lyder, at de områder, der får relativt meget nedbør i dag, vil opleve mere nedbør, ligesom at områder med relativt lidt nedbør, vil få endnu mindre nedbør.

I Nordeuropa forventer man, at vil frem mod år 2100 vil se mellem 15-20 procent mere nedbør per år. I Sydeuropa omkring middelhavsregionen vil man omvendt se en reducering af nedbør på 15-20 procent.

Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at de globale temperaturstigninger vil komme til udtryk på forskellig vis fra region til region. På Arktis vil vi fx se temperaturstigninger på helt op til otte grader, hvilket vil få vidtrækkende konsekvenser for de sårbare økosystemer i de polare områder.

Klimapåstand 4: Teknologien bliver vores vigtigste redningskrans

Teknologi bliver uden tvivl en del af løsningen på klimakrisen, og vi skal investere nogle af de mange milliarder, der ligger i store fonde og pensionskasser, i udviklingen af nye, grønne løsninger som fx CO2-fangst og -lagring.

Nye teknologier kommer dog ikke ud af det blå. Derfor skal der også allokeres langt flere midler over til forskningen og universiteterne, så nye ideer til grønne løsninger kan udklækkes, udformes, forfines og sidste ende realiseres i stor skala.

Men at gå fra idé til pilotprojekt og til slut et færdigt produkt og opskalering tager tid, så jo før vi sætter mere gang i forskningen af nye grønne løsninger, desto bedre.

Teknologi og forskning kan ikke stå alene. Hvis vi vil gøre noget ved klimaforandringerne, bliver vi også nødt til at ændre vores adfærd. Fra vi står op om morgenen og tjekker vores smartphone, til vi går i seng igen, træffer vi hver især nogle valg, som alle sætter et negativt klimaaftryk. Det skal der laves om på.

Forsimplet formuleret, skal vi have bæredygtighed ind i blodet. Det skal simpelthen være en del af vores DNA.

Klimapåstand 5: Klimaforandringerne bliver vores undergang

Når jeg kigger i den videnskabelige litteratur, er der ikke grund til at ringe med de helt store dommedagsklokker. Jeg tror ikke, at klimaforandringerne sender menneskeheden ud over afgrundens rand.

Men vi kommer unægtelig til at skulle tilpasse os et meget forandret klima. Vejret bliver mere ekstremt, der vil blive flere oversvømmelser, komme flere dødsfald og sandsynligvis også komme flere flygtninge fra blandt andet Afrika på grund af ekstreme vejrsituationer som for eksempel tørke.

Vi mennesker har heldigvis altid været gode til at omstille os forandringer, og jeg forventer, at vi godt kan tilpasse os en ny og mere barsk verden.

Det interessante er selvfølgelig, hvor smertegrænsen ligger. Gør vi ikke tilstrækkeligt ved CO2-udledningen, vil klimaet blive varmere og endnu mere ekstremt.

Samtidig bliver vi også langt flere mennesker på Jorden. Det anslås, at vi vil være 10 milliarder mennesker i 2060, og det skaber en masse nye udfordringer. Så der er ingen tvivl om, at vi presser citronen.