En jordreform er tvingende nødvendig for at løse arealkabalen

Vi har tidligere i historien stået i situationer, hvor fødevarekrise, befolkningsudvikling, natur- og miljøødelæggelser har fremtvunget grundlæggende forandringer i samfundet.

Forandringer, der har indebåret ændringer i forvaltning af vores arealer.

I de mest kritiske situationer har vi gennemført gennemgribende reformer af vores arealer, dyrkningssystemer og ejerskab til jord.

Den grønne omstilling vil også kræve omfattende ændringer af vores måde at håndtere landet på. Inspiration til denne proces kan hentes i fortiden.

Med afsæt i tidligere tiders jordreformer diskuteres her, hvad en ny reform skal bestå i, og hvordan vi kommer i gang.

De historiske erfaringer

Danmarkshistorien er rig på erfaringer med omfattende omlægninger af dyrkningslandskabet ud fra de aktuelle samfundsdagsordener.

Den mest omfattende jordreform omhandler de love, der blev gennemført mellem 1760 og begyndelsen af 1800-tallet og samlet betegnes som landboreformerne.

Men senere reformer eller reformlignende tiltag kan også fremhæves: landvindingen i 1800- og 1900-tallet, lensafløsningen i 1919 samt planlovene i 1969.

1700-tallets jordreformer var en omfattende omstilling af en række grundlæggende faktorer i samfundet.

Datidens befolkning var i vidt omfang beskæftiget med jordbrug, og samfundets økonomi var i høj grad baseret på jordbrugserhvervene.

En omstilling af jordbrugene var derfor en omstilling af størstedelen af produktionsapparatet.

På mange måder blev grundstenen til nutidens landbrug lagt:

• Selvejende landbrug afløste fæstegårde,
• Individuel dyrkning af jorden afløste fællesskabsdyrkning.
• Nye afgrøder og kulturtekniske foranstaltninger som vanding og dræning blev indført.
• Bønderne fik adgang til kreditvæsen.
• Der blev indført nyt skattesystem, skolepligt mv.

Skovenes indfredning og indførelse af det forstligt drevne skovbrug var en del af processen.

Hedens opdyrkning og den generelle landvinding skabte en uhyre udvidelse af det intensivt dyrkede areal fra 1800-tallets midte til op i det 20. århundrede.

Sociale reformer fik stor påvirkning

Parlamentarismen bragte S og R til magten i begyndelsen af 1900-tallet. De to partiers sociale reformer fik stor betydning på landet.

Lensafløsningen i 1919 var et opgør med godsejervældet, og det konkrete resultat i landskabet var udstykningen af titusinder husmandsbrug på gamle godsjorder.

Processen indebar, at antallet af selvstændige landbrug i Danmark steg kraftigt. Den sideløbende landvinding og opdyrkning af heden indebar, at det danske landbrugsareal toppede i årene efter 2. verdenskrig.

Byudviklingen i 1950’erne og 1960’erne gjorde det klart, at en overordnet planlægning af arealanvendelen var nødvendig. Ukontrolleret by- og sommerhusvækst gik hårdt ud over forsyning og infrastruktur.

Landzone skulle beskytte landbrugserhvervet

Udviklingen lagde også beslag på store arealer med den bedste landbrugsjord. Landbrugets produktionsvilkår blev forværret med den usikkerhed, den ukontrollerede byudvikling indebar.

Den sidste store reform foregik i regi af planlovene i 1969, der var en reaktion på udviklingen af velfærdsstaten efter 2. verdenskrig og udsigten til at komme i det daværende EF.

Planlovenes indførelse af landzonebestemmelserne afspejlede først og fremmest landbrugserhvervets ønsker:

Med landzonen fik man en eksklusiv erhvervszone, hvor skatte- og erhvervsvilkår begunstiger landbruget, hvor andre erhverv ikke er tilladt, og hvor ikke mindst kravene til erhvervelse af landbrugsejendomme var meget restriktiv.

Samlet set var landzonebestemmelser skabt til at opretholde den fremherskende produktions- og ejerform i landbruget.

Den planløse bebyggelse i det åbne land fik man desuden stoppet. Den bekymrede især landskabs- og fredningskræfter.

Jordreformer er et spejl af deres tid

Erhvervsbetingelser, udnyttelse af ny teknologi og nye afgrøder, sociale forhold på landet og de økonomiske rammer for det selvejende landbrug har altid været i fokus, men siden den sidste reform i 1969 har dagsordenen ændret sig drastisk.

Dels har landbrugets udviklingsbehov i retning af specialisering og koncentrering skullet honoreres i lovgivningen, dels har samfundets krav til det åbne land ændret sig, i takt med at natur- og miljøhensyn spiller en dominerende rolle.

To modsatrettede udviklingstræk kan fremhæves: landbrugets strukturudvikling samt natur- og miljøhensyn.

Landbrugets strukturudvikling betyder, at fuldtidslandbrugenes antal er faldet drastisk, og gennemsnitsstørrelsen for landbrugene er steget voldsomt.

Natur-, klima- og miljødagsordenerne har sideløbende krævet begrænsninger af landbrugets uindskrænkede adkomst til jorden og suveræne beslutningskraft.

Indskrænkningerne er kommet til udtryk gennem erstatningsfri regulering, forskellige målrettede støtteordninger, planlægningsmæssige udpegninger samt tinglyste fredningsbestemmelser.

Der er ingen vej uden om en jordreform

Selvom en række grønne løsninger kunne samtænkes, sker udviklingen delvist vilkårligt, og ofte handles der akut som følge af politiske dagsordener.

De investeringer, der giver hurtigst og størst afkast, vinder arealkonkurrencen på det frie ejendomsmarked.

Der er derfor brug for en grundlæggende ændring i vores forvaltning af arealanvendelsen. Problemerne er så mangefacetterede og vedrører så mange fagligheder og sektorer, at der ikke er nogen vej uden om en jordreform.

En jordreform, der skal løse det 21. århundredes problemer, indebærer retlige, økonomiske, matrikulære, sociale, økologiske, biologiske, miljømæssige og dyrkningsmæssige forhold.

Dette multiple rum af problemer og heterogene løsninger kalder på en transformation af landskabet, hvor løsningerne i forskellige sektorer tænkes sammen, og hvor landskabets mange aktører inddrages på en rimelig måde.

Nutidens problemer adskiller sig principielt ikke fra de historiske problemer, som de er skitseret ovenfor.

Vi har som samfund tidligere været villige og haft evnen til at finde løsninger gennem drastiske arealomlægninger. Vi står med et antal samtidige og sammenflettede kriser, der alle har arealkonsekvenser, og som kun kan løses gennem en integreret, helhedsorienteret arealforvaltning.

De store dagsordener har som tidligere i historien arealkonsekvenser, og en bæredygtig og samfundsmæssigt balanceret løsning kræver helhedstænkning, der omfatter en vifte af samfundets sektorer og har økonomiske, juridiske, planlægningsmæssige samt økologiske implikationer, der kræver koordination.

Arealanvendelsen er i højere grad end nogensinde før bundet ind i et kompliceret og dårligt koordineret sæt af love, regler, støtteordninger og planer.

Der er en mangelfuld koordinering på tværs af sektorer, som komplicerer en samlet udvikling og planlægning. Og der tages ukoordinerede og snævre beslutninger inden for sektorer som

• landbrug,
• vedvarende energi,
• naturforvaltning,
• grundvandsbeskyttelse,
• byudvikling,
• klimasikring mv.

Beslutninger tages ofte under pres og under en forbigående dagsorden, der fordrer handling, men som ikke drager omsorg for koordinering med andre sektorbehov. Vi ser det med fx solceller, klimasikring og lavbundsjorde.

En jordreform skridt for skridt

Som i tidligere reformprocesser vil der med en ny jordreform skulle arbejdes med flere forskellige tiltag på samme tid, og der vil opstå et stort behov for koordinering mellem sektorrepræsentanter.

Men vigtigst er det at gøre det klart, at det overordnede mål for en ny jordreform skal fokusere på ejendomsudformning og arealanvendelse, der er tilpasset miljø og natur.

Dvs. et landskab, hvor naturgrundlag og miljø bestemmer de muligheder, som landbrugsejendomme har, og ikke omvendt.

Desuden skal jordreformen handle om at få placeret anlæg til den grønne omstilling med flest mulige synergieffekter. Og der skal tages stilling til, hvilke af landskabets funktioner der kan trives sammen, og hvilke der kræver særskilte arealer.

Naturen vil fx have behov for restriktiv beskyttelse, mens grundvandsbeskyttelse sagtens kan klares med en række anvendelser, der ikke kompromitterer grundvandskvaliteten.

Kræver klar idé om, hvad der kan samtænkes

En jordreform vil tage form som en samarbejdsdreven proces mellem offentlige og private aktører, interesseorganisationer, private virksomheder mv. Det skal gøres klart, hvem nøgleaktørerne er.

Viden om de landskaber, der planlægges i og for, skal samles både lokalt, regionalt og nationalt.

Den grønne omstilling haster, og vi skal derfor være rustede til at tage beslutninger på eksisterende datagrundlag, da vi ikke kan vente i årtier på bedre data.

Der vil derfor nødvendigvis skulle accepteres, at der tages beslutninger på delvist uoplyst grundlag. Vi skal have en klar idé om, hvad der kan samtænkes i landskabet, og hvad der ikke kan.

Dernæst skal de retlige, planlægningsmæssige og økonomiske rammer for en omfattende omfordeling af jord mellem ejere og mellem anvendelsesformer tilvejebringes.

De økonomiske incitamenter skal være klare, og de retlige rammer skal være befordrende og ikke hindrende. Den mangfoldighed af støtteordninger, der findes i dag, skal samles i én administrativ enhed.

Administrationen af arealer og ikke mindst jordfordeling skal være smidig og hurtig. Vi har årtiers erfaringer i miljøbegrundede jordfordelingssager, og processerne glimrer fortsat ved at være uhyre tidskrævende og dyre.

I betragtning af den brændende platform, vi befinder os på, og hvor hurtigt vi er i stand til at reagere på covid-krise og krige, er det foruroligende, at vi ikke er i stand til at klare en jordfordeling hurtigt og smidigt.

En jordreform er en socialantropologisk proces

Det kan virke overvældende at gennemføre en jordreform med den høje grad af kompleksitet og krav til samarbejde mellem mange aktører.

Det er nemt at affeje en reformidé med, at det er for kompliceret at lave en nationalt dækkende miljø- og naturbaseret ejendomsudformning.

Erfaringerne med kompleksiteten i selv små lokale jordfordelingsprojekter eller besværet med vådlægning af lavbundsjorde har måske skabt en tilbageholdenhed med at tænke de store tanker.

Det besværlige i omfordeling af ejendoms- og brugsrettigheder i landskabet er sjældent begrundet i naturforhold. Vi ved i store træk, hvor vi skal lokalisere natur, landbrug mv.

Det komplekse består i at håndtere mennesker og sociale konflikter – reelle eller indbildte.

Det kan være svært at opgøre rettigheder, både som ejerskabsforhold, men ikke mindst brugsforhold. Det gør en jordreform til især at være en socialantropologisk proces, kombineret med betydelige omlægninger af lovgivning, finansiering og planlægning.

Liberalisering og dårlig planlægning hindrer robuste løsninger

Det er vigtigt, at vi ikke gør processen unødigt kompliceret. Der er ikke nogen principiel forskel på, hvad vi ellers har klaret i samfundet, fx by- og infrastrukturudviklingen i efterkrigsårtierne. Og det er væsentligt at bemærke, at udviklingen sker alligevel.

Her er det centralt at frigøre sig fra ideen om, at en liberal økonomi kan styre det hele.

Vi er nødt til at indse, at alternativet til en jordreform med en vis grad af planlægning og regulering er værre.

Vi er nødt til at indse, at den mangelfulde planlægning og stærke liberalisering af jordmarkedet er til hinder for robuste løsninger på de kriser, vi står over for.

De store jordreformer er gennemført i politiske regimer, vi ikke ønsker os tilbage til, men der er et tvingende behov for at udbrede tanken om, at offentlige opkøb og strategiske landskabsplaner er en nødvendighed for at redde natur, miljø og klima.

Reformen begynder med os selv

Det har stået klart siden 00’erne, at der skulle drastiske løsninger til for at sikre klima, natur og miljø.

At der ikke er sat gang i reelle reformer, skyldes en politisk passivitet, der har forladt sig på en neoliberal dagsorden, hvor frivillighed i reguleringen og angsten for at miste konkurrenceevne har friholdt landbrugserhvervet for den nødvendige regulering.

Det er ikke kun landbruget, der har bidraget til klima- og miljøproblemerne, men alene pga. den meget store andel af landet, der er i omdrift, spiller landbruget en enorm rolle i løsningen på kriserne.

At Danmark er meget langt fra at opfylde de EU-direktivfastsatte mål for vand og natur, er et faktum. Miljøtilstanden i vores hav er katastrofalt ringe, tabet af arter accelererer. Klimaforandringerne er allestedsnærværende

En jordreform begynder således med en reform af vores tankegang.