Søborg Sø viser vejen for fremtidens naturgenopretning

Året er 2040, og en far og hans datter skuer ud over Søborg Sø.

”Var der virkelig ingen sø her, dengang du var barn?”

Pigen skygger for solen med hånden og kigger ud over vandspejlet. En flok gæs letter fra søen, mens hendes far nikker og peger mod de grønne bræmmer, hvor eng og rørskov mødes.

”Dengang var det hele marker. Fladt og fugtigt land. Din farmor kunne køre på sin traktor tværs igennem det,” fortæller han.

I 2040 har Søborg Sø genvundet sin plads i det nordsjællandske landskab mellem Gribskov og Gilleleje, som om den aldrig havde været væk. Det kan være svært at forestille sig, når lavningen så sent som i 2025 var slidt, drænet landbrugsland og ikke et naturrigt vådområde med åbent vand, fugleliv og stille stier.

Bag genopretningen ligger et af Danmarks største og mest komplekse naturprojekter, og vejen til succes krævede årelange forhandlinger med lodsejere, en vifte af fagligheder i spil og nyopførte diger på gyngende grund. Søborg Sø kan være en skabelon for store naturprojekter i Grøn Trepart.

Dræning annulleres af tiden

I middelalderen bredte den lavvandede Søborg Sø sig over 600 ha, og ved bredden lå det magtfulde Søborg Slot, som i en periode fungerede som fæstning og fængsel for den danske krone – omgivet af vand på tre sider.

Men med tiden ændrede formålet sig. Slottet var efterhånden blot en ruin, og fra slutningen af 1700-tallet blev søen afvandet, i takt med at Danmark ønskede sig mere landbrugsjord.

• Først skete det igennem private initiativer, dog uden at området reelt kunne dyrkes.
• Fra 1872 blev kanalerne uddybet yderligere, og derefter blev de første pumper sat i drift. 
• I 1940’erne blev dræningen udvidet med moderne pumpestationer, så jorden kunne holdes tør året rundt.

Resultatet var et fladt område med næringsrig landbrugsjord, som generationer af lodsejere har dyrket og brugt til kreaturer.

Men sådan et landskab er sårbart. Underlaget består af flere meter tørv og det bløde, fedtede søsediment kaldet gytje. Det betyder, at hele området sætter sig og synker, når vandet drænes bort, og nedbrydningen af det organiske materiale starter.

Dermed bliver den tidligere søbund helt af sig selv igen vådere og vådere og samtidig sværere og sværere at dyrke.

”Vi kan helt konkret se det på brønde, der står i området. De blev sat op i niveau med jordoverfladen, men nu hæver de sig ca. 1 m,” fortæller Ida Dahl-Nielsen, der er biolog og projektleder i Naturstyrelsen Nordsjælland.

Hun har stået i spidsen for Søborg Sø-projektet siden starten af 2017 – umiddelbart efter ønsket om en frivillig genskabelse blev skrevet ind i den daværende regerings regeringsgrundlag.

Men processen var lang.

”Når man beslutter at genskabe en sø midt i et kultiveret landbrugslandskab, er det ikke noget, man bare lige kan gå i gang med fra den ene dag til den anden.”

Ud over den såkaldte jordfordeling, hvor lodsejerne i søen afgiver deres jord (se boks), var en af de centrale beslutninger, hvor stor og dyb en sø der skulle genskabes.

Vandspejlets højde styrer naturtyperne

”Vi har haft en lang diskussion om højden på søen. Det var der forskellige meninger om,” siger Ida Dahl-Nielsen.

Det ene synspunkt gik på, at en sø bør indeholde så meget vand som overhovedet muligt. Det ville have krævet en vandspejlskote på 1,6 m – dvs. en vandflade hævet 1,6 m over havniveau. Valget faldt dog på kote 1,0.

”Vi har haft en ekspertgruppe tilknyttet. De anbefalede samstemmende en vandspejlskote på 1,0 m, som giver den højeste biodiversitet i projektområdet. Det, som især er biologisk interessant, er sjapvandszoner, altså 25 cm over og under vandspejlet,” forklarer Ida Dahl-Nielsen.

Søborg Sø bliver en lavvandet sø på ca. 338 ha med en gennemsnitsdybde på 1 m og dybeste sted på godt 2 m. Samtidig opstår et engareal på ca. 120 ha. Søens højde vil dog svinge hen over året med ca. 40 cm til kote 0,8 om sommeren i tørre perioder og kote 1,2 om vinteren.

Vil fremme fugleliv og kulturhistoriske værdier

Beslutningen om at fokusere på den maksimale biodiversitet er en udløber af projektets centrale målsætning: at styrke og udvikle naturen og dens mangfoldighed i Nordsjælland.

”Naturen er det primære,” siger Ida Dahl-Nielsen. 

”Vi ved, at når der gendannes lavvandede søer, tiltrækker det rigtig mange fugle. Og især fordi det her er så stort et område. Så vi vil fremme et mangfoldigt fugleliv og fremme de kulturhistoriske værdier omkring slotsruinen. Først i anden række handler det om muligheden for friluftsliv.” 

Derudover har projektet også en meget væsentlig miljøeffekt. Ifølge Ida Dahl-Nielsen reduceres mængden af kvælstof, der ledes ud til Kattegat, med ca. 20 ton om året, samtidig med at der frigives færre drivhusgasser til luften. Reduktionskravet til Kattegat er i Grøn Trepart 48 ton om året, så Søborg Sø bidrager med godt 40 pct.

Udfordret af vand på flere fronter

Selv om vandet i Søborg Sø opfylder en naturlig lavning, har det været nødvendigt at bygge diger for at sikre, at vandet bliver, hvor det skal.

Samtidig indeholder projektet en del rekreative faciliteter som parkeringspladser og stier samt nogle enkelte elementer, der skal forhindre fx ræve i at svømme over til de øer i den nye sø og forstyrre fuglelivet.

Opgaven med i praksis at udføre de forskellige tiltag gik i 2023 til virksomheden Arkil, men først et år senere gik arbejdet for alvor i gang.

Det fortæller Jesper Berg Hansen, som er landbrugsuddannet og formand for det sjak hos Arkil, som har stået for anlægsarbejdet.

”Projektet har været en udfordring fra begyndelsen. Vinteren 2023-24 var ekstremt våd, og derudover var den største af de pumper, som drænede søen, i stykker, så der var vådt og meget vand overalt. Derfor startede vi efter påske 2024 med parkeringsplads på Toftevej og den fine, snoede sti ned til området.”

Gyngende grund udfordrede digebyggeri

Men den største og mest komplicerede opgave for Jesper Berg Hansen og hans sjak var konstruktionen af diget langs lavningens afgrænsning mod nordvest fra Holtvej mod nord til Søborggård.

”Projektet lagde op til, at det gamle dige skulle bortgraves, og der skulle opbygges et nyt. Det var ikke muligt, så vi har bygget det nye dige på det gamle for ikke at bryde det bærende lag,” forklarer han.

Ud over at bygge oven på det gamle dige blev det nye dige også udført i to etaper med en hvileperiode på 40 uger hen over vinteren 2024-25 for at tage hensyn til sætning.  

”Diget sætter sig, visse steder med 50 cm. Vi bygger på meget blød tørve- og gytjebund, der virker som en svamp mættet med vand. Når den skal modstå mere vægt, skal det foregå langsomt og i flere tempi. Risikoen i hele projektet er, at diget bryder sammen – det har alle vidst fra start, og det er der taget store hensyn til,” forklarer Jesper Berg Hansen.

Samarbejde og inddragelse er nøgler i Grøn Trepart

Hen over sommeren 2025 har Arkil færdiggjort den sidste del af projektet ved at etablere den såkaldte boardwalk – en lang gangsti af træ, der krydser søens sydlige del.

Der er bygget to broer i den nordlige ende af diget, udfyldt et antal grøfter m.m. Jesper Berg Hansen fremhæver samarbejdet i projektet som centralt for, at det nu er tæt på det endelige mål.

”Selvfølgelig er det bygherre, der har det sidste ord, men på dette projekt er der lyttet til vores løsningsforslag, i forhold til hvad vi har mødt af udfordringer,” siger han og fortsætter:

”Man må være åben for, at det aldrig bliver præcis, som det er tænkt eller tegnet. Det er ikke bare en firkantet bygning, det er jo netop et naturprojekt.”

Fra Naturstyrelsens side erklærer Ida Dahl-Nielsen sig enig i, at samarbejde er en uundværlig ingrediens for at komme i mål med så store projekter. Her fremhæver hun særligt det såkaldte pumpelaug, der var en sammenslutning af lodsejerne ved Søborg Sø.

”Når der skal gennemføres naturprojekter, er det helt centralt at have lodsejerne med i processen, ellers bliver der slet ikke noget projekt. Jeg vil gerne fremhæve pumpelauget og ikke mindst pumpelaugets formand som en nøgleperson for, at projektet lykkedes.”

Derfor peger hun på netop inddragelse af lodsejerne og borgerne i et projektområde som helt centralt for at få de endnu større projekter i Grøn Trepart til at lykkes.

Når pumperne slukkes i efteråret 2025, viser det første vandspejl sig hurtigt, og efter blot et par år er søen fyldt med vand, hvis alt går som forventet. Men naturen er faktisk allerede på vej, fortæller Ida Dahl-Nielsen.

”Allerede nu kan vi se, at der begynder at komme endnu flere fugle til området.” 

Niels Halfdan Hansen er freelancejournalist. Interviewbearbejdning: virksomhedspraktikant Janus Mortensen.