Grøn Trepart – det 21. århundredes jordreform?

I adskillige årtier har vi vidst, at problemerne med forringelser af landskaber, natur og miljø er blevet værre.

Der er arbejdet med vandmiljøproblemer siden 1980’erne med de første vandmiljøplaner.

Efter 2000 kom vandmiljøforvaltningen i rammer af EU's Vandrammedirektiv, der kræver rent vand i hele unionen.

Der er arbejdet med mere systematisk naturbeskyttelse og naturgenopretning siden 1990’erne, dels nationalt, dels i rammerne af EU's naturdirektiver – og fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet.  

Drivhusgasudledninger er forsøgt begrænset i årtier – fra 2019 i rammerne af vores nationale klimalov.

Vi har i mange årtier vidst, at vores landbrugsproduktion lå uden for de planetære grænser og forårsager store skader på grundvand, overfladevand og natur.

Ikke desto mindre har 

• vandmiljøet fortsat lidt,
• biodiversiteten er faldende,
• arter uddør, og habitater kompromitteres fortsat,
• klimaforandringer er en realitet,
• og vores fødevareproduktion er fortsat langtfra bæredygtig.

Alle de nævnte problemer er på den ene eller den anden måde relateret til brugen af arealerne.

Ændringer i arealanvendelsen er derfor en central del af løsningen på alle de nævnte problemer. 

Arealændringer kunne omfatte mere natur, mere plads til vand, flere skove mv. Men det er en overordentlig kompleks opgave, som ikke kan løses gennem ukoordinerede enkeltinitiativer.

Samfundet har derfor brug for en gennemgribende, samordnet jordreform. 

Grøn Trepart har åbnet for muligheden for omfattende forandringer i vores arealanvendelse, der kan forbedre natur og miljø samt fremme en bæredygtig landbrugsproduktion.

Tidligere reformer som inspiration

Historisk indebærer reformer gennemgribende ændringer af landskabet for at løse presserende opgaver.

Jordreformer har traditionelt omfattet transformationer af samfundets retlige regulering, finansieringsmodel, matrikulære opdeling og ejendomsforhold understøttet i al fald delvist af teknologisk udvikling, markedsforhold og udvikling i afgrødesammensætning i jordbrugene. 

Jordreformer er også knyttet til grundlæggende samfundsmæssige narrativer som fx bøndernes frigørelse, nyttiggørelse af ’øde’ landskaber (også selv om disse egentlig allerede var beboede), indvinding af nyt land, demokratisering og velfærdsstatens udvikling.

Det første og på flere måder også væsentligste eksempel var 1700-tallets såkaldte landboreformer. De blev afviklet under den danske stat over flere årtier for at højne produktiviteten i landbruget og for at rykke samfundet i retning af tidens idealer om frihed, lighed og nyttemaksimering. 

I dag kan vi stadig se resultatet: Det åbne land består primært af store sammenhængende markflader. Disse ’udskiftede’ arealer var lettere at dyrke effektivt end de adskillige og væsentligt mindre striber af dyrket jord, bønderne ellers rådede over. 

Med landboreformerne blev de mange striber lagt sammen, så hver bondegård fik sit eget sammenhængende markareal.

Udskiftningen var en grundlæggende forandring, hvor jordbrug overgik fra at være et kollektivt til at blive et individuelt anliggende.

Anført af et statsligt ønske om effektivisering markerer landboreformerne starten på landbrugets altoverskyggende plads i landskabet.

Stærk styring af forandringer i bondesamfundet

Det er svært at overvurdere betydningen af den danske stats indblanding i forandringerne.

Selv om lokale udskiftninger allerede havde fundet sted, inden Christian den 8. blåstemplede processen, var det først, da udskiftningen blev statsdreven, at der egentlig kom skub i tingene. 

Over 90 pct. af de danske landsbyer blev således udskiftet i henhold til en statslig forordning fra 1781.

Denne tilsagde, at alle landsbyer, hvor bare én gårds beboere ønskede at udskifte deres jorde, ”af hensyn til det fælles bedste” skulle iværksætte processen – også selv om (alle) landsbyens andre beboere var imod. 

Foruden at give landskabet og arealforvaltningen en ny geografi rykkede landboreformerne også mærkbart ved bondestandens selvforståelse og samfundsmæssige vigtighed.

Stærkt inspireret af den skotske oplysningstænker Adam Smiths argument om liberalisering som vejen til et frit og velstående samfund markerede landboreformerne også starten på en ny økonomisk ressourcetænkning, vi som samfund stadig er rundet af. 

Offentlig diskussion om bøndernes liv

I 1700-tallets Danmark, hvor bondestanden var den største og vigtigste befolkningsgruppe, blev bøndernes muligheder og fysiske formåen i stigende grad set som afgørende for statens økonomi og i bredere forstand for det fælles bedste. 

Man indledte nu en statsdrevet og således offentlig diskussion om snart sagt alle aspekter af bøndernes liv – også aspekter, som ikke umiddelbart havde noget at gøre med landbrugsproduktionen.

For at blive succesfuld som jordreform var landboreformerne ironisk nok i lige så høj grad akkompagneret af spørgsmål om bøndernes sundhed, forbrug, husholdning, helligdagsholdning, læsning, festskikke, overtro og meget andet.

Disse spørgsmål blev diskuteret af samfundets elite ud fra én overordnet parole: af hensyn til samfundet som sådan måtte bondestanden opdrages. 

Startskud til statslig prioritering af landskabet

De teknisk-juridiske reformspor var altså suppleret af en art ’indre’ landboreform, hvis formål var at ændre bøndernes indstilling, så de kunne blive ”nyttigere og lykkeligere mennesker i deres kald”, som C.D.F. Reventlow, lensgreve og én af landboreformernes hovedarkitekter, udtrykte det.

Landboreformerne – både de indre og de ydre – var således startskuddet til en egentlig statslig prioritering af de danske landskaber som først og fremmest landbrugslandskaber. 

Så hvordan kan Grøn Trepart placeres i den store historiske reformsammenhæng? Treparten adskiller sig i al fald fra tidligere tiders reformer ved den dominerende dagsorden – at det nu drejer sig om i vidt omfang at trække os tilbage fra og afskrive produktionsrettigheder i landskabet.

Mod nye landskaber – men hvilke og hvor?

Treparten omfatter i lighed med andre reformer en række enkeltelementer, der konkret skal udføres – der skal plantes 240.000 ha skov, der skal skabes mere natur, og der skal udtages store områder med landbrugsjord – ikke mindst tørvejorde af et omfang på 140.000 ha. 

Dertil kommer en række andre tiltag, der skal gennemføres i de kommende år. Herunder plads til klimatilpasning, vedvarende energi og de anvendelser, vi endnu ikke kender, og som vi måske ikke engang har fantasi til at forestille os.  

En del af transformationerne er allerede kendt og besluttet. Tørvejorde og tidligere vådområder, der kan genoprettes til ny natur, giver ofte sig selv. Beliggenheden er kendt, så kun områdernes nye anvendelse mangler at blive afklaret. 

Andre af de store transformationer er mere usikre, men i det mindste er der kvalificerede bud på, hvor de kan ligge.

Fx har Biodiversitetsrådet foreslået placeringen af store sammenhængende naturområder med stor biodiversitetsgevinst. 

De mange nye skove har man ønske om at placere strategisk. Det vil fx indebære, at de bliver lagt i områder med store drikkevandsinteresser eller bynært, så deres rekreative gevinster bliver så store som muligt.

Store krav til demokratisk involvering

Omlægningsplanerne vil give en indikation af, hvor der kommer til at ske hvad.

Men som i de andre reformprocesser er det ikke bare gjort med at gennemføre fysiske forandringer i arealanvendelsen.

De mange og omfattende ændringer skal foretages i nye finansielle, planlægningsmæssige, lovgivningsmæssige rammer, og i vore dage stilles der også store krav til demokratisk involvering, høringsprocesser m.v.

Det er altså rammer og vilkår, som ikke umiddelbart har noget med klimatilpasning eller naturgenopretning at gøre, men som ikke desto mindre vil få afgørende betydning for Trepartens succes. 

Nødvendig teknologi og infrastruktur er også en central del af jordreformprocesser.

Og så er der spørgsmålet om den grundlæggende ressourcetænkning, som har præget arealanvendelsen i bred forstand siden landboreformerne.

Kan Trepartens målsætninger om miljø- og klimarigtig arealanvendelse nås, uden vi som samfund forholder os kritisk til, at vi i godt 250 år hovedsageligt har forstået naturen som en ressource, vi kan udnytte?

Reel jordreform kræver mere end fysiske forandringer 

Hvis Trepartens målsætninger skal have succes, er det nødvendigt samtidig at endevende det kompleks af

• lovgivning,
• økonomi,
• planlægning,
• data,
• teknologi og
• demokratiske processer,

arealomlægningen skal ske inden for. 

Den lange række af reformer og andre store omvæltninger i landskabet giver os megen nyttig viden, der kan anvendes i det kommende reformarbejde. 

Hvor tidligere tiders jordreformer har handlet om at sikre arealer til produktionsformål, handler det i dag om at konvertere produktionsarealer til fx natur.

Men meget lovgivning strider mod de intentioner, og Treparten afslører, hvor meget af vores lovgivning der er møntet på at udnytte vores arealer til det yderste. 

Finansiering og produktion går hånd i hånd

Lovgivningen har historisk været møntet på fremme af produktion, i perioder med stramme regler for ejerskab og produktionsform, hvilket vidner om, at lovgivningen var indrettet til at fremme de politiske idealer om et produktivt jordbrugssamfund.

Erfaringer fra tidligere reformer peger desuden på effektiviteten af kreditsystemer, der er smidige og målrettede produktionsformen.

Finansierings- og produktionsformer går altså hånd i hånd. Når 10-15 pct. af det danske landareal i de kommende årtier skal skifte anvendelse og måske også ejerskab, indebærer det en omfattende revurdering af de lån, der er optaget med pant i jorden. 

Skal produktionsejendomme flyttes andre steder hen, skal lån indfries og optages på ny.

Hvis arealanvendelsen ændres, så jorden bliver mindre værd, skal der tages nye lån på nye vilkår. Der skal kunne udvikles finansieringsmodeller, hvor bundlinjen også afspejler fx biodiversitetsgevinster.

Flere kreditinstitutioner er allerede i gang med at udvikle på den type regnskaber, men der er behov for at udvikle smidige finansieringsmodeller til ejendomme med høj naturværdi og lav produktionsværdi. 

Behov for et effektivt og hurtigt matrikelvæsen

En anden grundlæggende præmis for arealanvendelsen er landskabets opdeling i matrikler.

Matrikelvæsenet har gennem århundreder været en essentiel del af reformprocesser, og landboreformerne var i høj grad afhængige af et udviklet matrikelsystem.

Både til opmåling og nøjagtig afklaring af ejerskab til jorden og senere til løbende udvidelser af det dyrkede areal gennem landvindinger og løbende jordfordeling, der skulle sikre en optimering af arrondering af jord. 

Disse opgaver bliver ikke mindre med en ny jordreform. Der vil være behov for et effektivt og hurtigtarbejdende matrikelvæsen, som kan skabe nye ejendomme, omfordele jord i landskabet, samle jord i store enheder til kommende naturområder m.v. 

Det veludviklede danske jordfordelingsinstrument vil være af uvurderlig betydning, da der med dette redskab er århundreders erfaring med at ommøblere matrikler.

Jordfordelingen er imidlertid en langsommelig affære, og der er et stort behov for at modernisere instrumentet til at kunne agere hurtigt og smidigt.

Opgør med den historiske nyttemaksime

Foruden de punkter, vi har nævnt her, kunne også emner som teknologisk udvikling og demokratisk involvering nævnes; endnu to ting, Grøn Trepart ikke vil klare sig uden.

Aftalen har åbnet for muligheden for omfattende forandringer i vores arealanvendelse, der kan forbedre natur og miljø samt fremme en bæredygtig landbrugsproduktion, men tidligere jordreformer minder os om, hvor omfattende en samfundsmæssig forandring, det kræver at skabe varige ændringer. 

For at blive det 21. århundredes jordreform må den Grøn Trepart både skabe fysiske forandringer i landskabet og gøre op med den historiske nyttemaksime, nutidens arealforvaltning står på skuldrene af.