Grøn Trepart: Den største udfordring ved arealomlægningen venter lokalt

”Vi står med en sjettedel af Danmarks areal. Vi er vandopland til Limfjorden, og vi ligger i et husdyrtæt område. Så det er en kæmpemæssig opgave, og vores fokus har fra begyndelsen været at fastslå, hvad rammen skal være for vores indsats. Vi ved, at vi skal imødekomme en tredjedel af behovet for kvælstofreduktion i Danmark.”

Sådan siger Henrik Dalgaard, der er formand for Lokal Trepart Limfjorden, som omfatter en del af Nord- og Midtjylland. Han er byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune og landmand.

DM Bio spurgte i eftersommeren til status i to af landets 23 lokale treparter – Limfjorden og Vadehavet – for at beskrive processen i arealomlægningen.

”I vores område er der ingen tvivl om, at det er kvælstofindsatsen, som er den drivende faktor. Vi får ingen problemer med at komme i mål med vores andel af CO2, for vi vil være nødt til at tage stort set alle lavbundsjorder ud,” siger Henrik Dalgaard.

Fokus på jorder med stor kvælstofbelastning

De lokale treparter kan støtte sig til data i MARS (it-system til den grønne trepart), som indeholder et retentionskort. De viser, hvor stor en andel af det udvaskede kvælstof der bliver omsat eller tilbageholdt, inden det når til kystvandet.

MARS har også et kulstofkort, der viser fordelingen af de kulstofrige lavbundsjorder.

”Vi er mest optaget af jorder, hvor der er en kvælstofretention, der batter noget. Det handler om at tegne områder ind, hvor det måske giver god mening med omlægning, og så kommer der flere detaljer til, når vi ved mere."

"Vi skal have respekt for jordejere, som har hånden på kogepladen i processen. Det er også essentielt at finde et princip for byrdefordelingen mellem kommunerne,” siger Henrik Dalgaard.

Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er der en dårlig økologisk tilstand i den centrale del af Limfjorden, mens der er ringe økologisk tilstand i den vestlige og østlige del. 

”Vi må også se på, hvor langt vi når med lavbundsjorder, og der skal vi huske at tage randområder med. Det giver samtidig mulighed for at tilgodese hensynet til sammenhængende natur,” siger Henrik Dalgaard.

Princippet om frivillighed skal respekteres

Vagn Sørensen er formand for Lokal Trepart Vadehavet og byrådsmedlem i Vejen Kommune.

”Vi har som det første sporet os ind på, hvordan vi skulle gribe opgaven an. Min klare tilgang har været, at tingene skal gro nedefra. Det er jo frivillige aftaler, der skal indgås med folk, der ejer noget jord.”

”Vi når længst, hvis jordejerne spiller ind med, hvad de synes, at der er potentiale i, og så må vi sammenholde det med data. Vi forholder os til både kvælstof og kulstof,” siger han.

I Vadehavet er den økologiske tilstand ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø så ringe, at treparten skal løfte en sjettedel af kvælstofindsatsen i Danmark.

Landmænd skal vælge deres vej videre

Der er stor interesse blandt landmænd i Lokal Trepart Limfjorden for at byde ind med lavbundsjorder, der kan omlægges. Det fortæller Carl Chr. Pedersen, som er landbrugets repræsentant. 

Han opfordrer landmændene til også at overveje, om de har jord med stor kvælstofudvaskning, der er egnet til omlægning:

”Det er vigtigt, at landmændene hver især lægger en strategi og gør op med sig selv, om de vil drive landbrug fremover, eller de vil finde frem til en anden brug af jorden.” 

”Det står tydeligt i den politiske aftale, at vi skal opretholde den nuværende landbrugsproduktion, men det bliver på et areal, som er 10-15 pct. mindre. Derfor er det meget vigtigt, at vi får den gode landbrugsjord over på de hænder, der gerne vil fortsætte med at producere,” siger Carl Chr. Pedersen.

Kåre Flye Andersen er landbrugets stemme i Lokal Trepart Vadehavet:

”Vi har øje på, at vi skal have taget den mindst dyrkningssikre jord ud, og så skal vi gøre den dyrkningssikre jord endnu bedre," siger han.

Mere natur og sammenhængende naturområder

Naturbeskyttelsesinteresserne i treparterne varetages af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger.

DN’s deltagere holder rådslagning med lokalafdelinger i eget område, med landssekretariatet og andre naturorganisationer.

”Vores mission er jo at få mere og bedre natur i forbindelse med arealomlægningen. Vi vil gerne have lavet ådale, som er lavbundsjorder for en dels vedkommende, om til natur, som de jo var engang. Vi ønsker også, at ny skov rejses i nærheden af eksisterende skov. Vi vil gerne have store sammenhængende naturarealer,” siger Thorkild Kjeldsen, som taler naturinteressernes sag i Lokal Trepart Limfjorden.

Han vurderer, at de største udfordringer findes i den vestlige del af Limfjorden, hvor kvælstofbelastningen skal reduceres mest. 

Birgit Brink Lorenz, DN-repræsentant i Lokal Trepart Vadehavet, fremhæver også betydningen af at binde naturområder sammen – ”jo større, desto bedre”.

Hovedprioriteten i kvælstofproblematikken er at udtage områder omkring Ribe Å og Kongeåen til natur. De løber ud i Knudedyb i Vadehavet ved store fuglebeskyttelsesområder.

”Det er voldsomt meget kvælstof, vi skal have standset. Vi skal tage rigtig meget jord ud af drift langs åernes løb, og det rækker endda ikke. Vi skal i gang andre steder også,” siger hun og nævner et ønske om at samle og beskytte natur med stor biodiversitet langs Varde Å og Holme Å.

Birgit Brink Lorenz udtrykker bekymring for, hvad der vinder overhånd. Landbruget ser muligheder for høslæt i enge efter omlægning af lavbundsjorder.

Dansk Ornitologisk Forening og andre naturinteresserede er optaget af at beskytte fuglelivet, bl.a. dobbeltbekkasinen og viben, der har brug for ferske enge uden høslæt.

Uenighed om værdien af minivådområder

Minivådområder som redskab tegner til at blive et muligt konfliktpunkt. Landbruget peger på minivådområder som et vigtigt redskab – fx et mindre bassin, som etableres på dyrkede marker, typisk i lavninger, og som skal opfange overskydende kvælstof. 

”Minivådområder er små renseanlæg – åndehuller, som vokser sammen med naturen. Kvælstofholdigt drænvand bliver ledt ind, og det vand, der bliver lukket ud, har et meget mindre kvælstofindhold,” siger landbrugsrepræsentanten Carl Chr. Pedersen fra Lokal Trepart Limfjorden. 

Han opfordrer til at hæfte sig mere ved effekten mht. kvælstofreduktion end ved det samlede udtagne areal.

Thorkild Kjeldsen, DN-repræsentant Lokal Trepart Limfjorden, er ikke overbevist.

”Der vil komme minivådområder, men de får ingen væsentlig betydning. Der er stor usikkerhed om, hvor godt de virker. Det er dyrt at anlægge dem, og der er kun pligt til at vedligeholde dem i ti år. Og hvad hvis det bare bliver en slags kvælstofsøer,” spørger Thorkild Kjeldsen.

To tilgange til jordejere

Kommunerne i de to lokale treparter griber inddragelsen af lodsejere meget forskelligt an.

Nogle vil vente til efter analysen af data og derpå kontakte lodsejere, som ejer den jord med størst potentiale at omlægge. Andre udsender en bred invitation til orienteringsmøder.

Henrik Dalgaard, formanden for Lokal Trepart Limfjorden, har advaret imod at gøre det synligt for jordejere i en tidlig fase, at deres jordareal måske bliver tegnet ind på et kort. Det fører til unødig usikkerhed, mener han.

”Men som kommune skal man respektere, at man skal holde sine borgere underrettet,” tilføjer Henrik Dalgaard.

Flere kommuner i den vestlige del af Limfjorden har valgt modellen med orienteringsmøder.

Anna Worm er leder af afdelingen Miljø, Natur og Klima i Fjordland, som er både landboforening og rådgivningsvirksomhed. Hun har som udtagningskonsulent deltaget i orienteringsmøder med op til 300 deltagere.

”Alle lodsejere har været indbudt til information om kommunens tilgang, virkemidler og kompensationsmuligheder i Grøn Trepart. De nysgerrige er mødt op. Det er bedre at tage dialogen tidligt og skabe ejerskab end at risikere mistillid i et uklart forløb. Venter man for længe, kan tilliden til processen gå tabt,” mener Anna Worm.

Senere følger kontakter med jordejere om konkrete omlægningsmuligheder, når omlægningskortene foreligger, og derpå måske ’ejendomsmæssige forundersøgelser’.

Læs om udtagningskonsulent Anna Worms arbejde 

Et stort puslespil skal gå op

Arealomlægningen forudsætter tilstrækkeligt med erstatningsjord til jordejere, der afgiver arealer. Det er stadig uvist, om det lykkes at samle puslespillet. Men både i Lokal Trepart Vadehavet og Lokal Trepart Limfjorden er der forsigtig optimisme:

”Der er stor vilje blandt jordejere til at byde ind og sige, at de vil sådan set godt afhænde deres ejendom. Og mon ikke det rækker? Det er også det rigtige at bruge disse jordarealer som afsæt. En kommune eller en anden instans skal ikke diktere, hvad der skal udtages,” siger Vagn Sørensen, formanden for Lokal Trepart Vadehavet.

”Det er min fornemmelse, at der også er mange produktionslandbrug, som skal bestå om 10-15-20 år, der håber og forventer, at de kan få anden jord i stedet for den jord, der skal omlægges,” siger han.

”Der vil formentlig være den nødvendige overskydende jord til jordbytte. Folk er medspillere,” siger Henrik Dalgaard fra Lokal Trepart Limfjorden.

Henrik Dalgaard tilføjer, at det også gør indtryk, at der er risiko for at skulle betale CO2-afgift og blive ramt af den såkaldte kvælstofhammer, hvis målet ikke nås. 

Den faktiske omlægning risikerer at trække ud

Omlægningsplanerne skal være udarbejdet og godkendt inden årets udløb. Det kan virke som en meget stram tidsplan, men i de lokale treparter, som DM Bio har haft kontakt med, er meldingen, at det nok skal lykkes. Og omlægningsplanerne kan justeres efter 2025. 

”Tidsplanen tvinger os til at holde fokus,” siger Henrik Dalgaard og henviser til, at det er vigtigt at fastholde en bred kommunalpolitisk opbakning til processen. 

Der er forbehold over for, hvor hurtigt den faktiske omlægning kan gennemføres.

Mens Henrik Dalgaard taler om ”et kæmpemæssigt bureaukratisk system” i forhold til miljøgodkendelser og regler om naturbeskyttelse, påpeger Vagn Sørensen fra Lokal Trepart Vadehavet, at der er mange barrierer i systemet.

”Lynhurtige udtagningsprojekter har hidtil taget fire år at gøre til virkelighed. Knap så lynhurtige projekter har taget ti år. Køen er alt for lang, når offentlige myndigheder har skullet håndtere sagerne. Det er svært for landmænd, der skal afgive jord, at se sig selv i sådan en tidshorisont. Der er brug for en meget mere smidig proces. Det handler om regler og procedurer,” siger Vagn Sørensen.