Skovloven og beskyttelse af biodiversitet kræver politiske valg

De generelle natur- og artsbeskyttelsesregler, som gælder ved siden af skovloven, har ikke været nok til at stoppe tilbagegangen i biodiversitet.

Selv hvor der er indgået aftaler om bevaring af egekrat eller urørt skov, er reglerne ikke nødvendigvis tilstrækkelige.

For skovloven mangler regler, der sikrer genopretning eller erstatning for naturværdier, hvis de går tabt, fordi reglerne overtrædes.

Det er et politisk spørgsmål, om den frihed, der ligger i skovlovens regler, skal indskrænkes for at øge skovenes bidrag til sikring af biodiversiteten i Danmark. Skovloven gør det i muligt både at drive en skov med ensidigt biodiversitetsformål og med ensidigt produktionsformål.

Skovloven sætter rammerne for skovdriften

Der er en større biodiversitet på de skovbevoksede arealer end på de landbrugsmæssigt drevne arealer. Det skyldes både, at mange skovbevoksede, fredskovspligtige arealer ikke udelukkende drives skovbrugsmæssigt, og at den lange omdriftstid for træer giver grundlag for flere arter end den korte landbrugsmæssige omdrift.

Træer har simpelthen langt flere tilknyttede arter end byg eller majs.

Skovloven beskytter fredskovspligtige arealer mod omlægning til anden arealanvendelse end skov og natur – men den beskytter ikke skovene mod skovdrift. Den sætter rammerne, og rammerne for skovdrift i Danmark er ganske frie.

De skiftende skovlove fra 1935 og frem til 2004 indeholdt forskellige krav til, hvordan fredskovspligtige arealer skulle drives, med udgangspunkt i, at de skulle drives skovbrugsmæssigt rationelt.

Skovejeren beslutter skovdriftens mål

I 2004 sidestillede man imidlertid biodiversitetsformål og skovbrugsmæssige formål, og den nuværende skovlov indeholder ingen krav om, at man driver de fredskovspligtige skove skovbrugsmæssigt.

De kan inden for lovens rammer henligge urørt eller drives med biodiversitetsformål, så længe de overvejende holdes træbevoksede.

Der er på den anden side heller ikke regler i skovloven, der forhindrer en intensiv skovdrift – fx med ensaldrende monokulturer, renafdrifter, jordbearbejdning, plantning af ikke hjemmehørende træarter samt brug af gødning og pesticider.

Det er også inden for lovens rammer tilladt at fodre og udsætte vildt og drive intensiv jagt.

Tilsvarende har friluftslivet frie rammer – skovejeren kan frit tillade orienteringsløb, mountainbikecykling, træklatring, friluftskoncerter, overnatning og brug af skoven som udflugtsmål for store og små grupper.

Hvad beskytter biodiversiteten i skovene?

Ud over nogle få bestemmelser om beskyttelse af egekrat og småbiotoper er der ikke bestemmelser i skovloven, der direkte beskytter biodiversiteten i skovene mod skovdrift eller rekreativ anvendelse.

Der er andre bestemmelser i vores lovgivning, der beskytter biodiversitet. De gælder også i skov. Forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3 gælder fx også for skovmoser.

Artsbeskyttelsesreglerne, der beskytter padder, flagermus og hulrugende fugle, gælder også i skove, og forbuddet mod at indfange 34 forskellige arter af truede danske dagsommerfugle, der blev indført i marts 2021, gælder selvfølgelig også inden for skovgærdet.

Artsbeskyttelsesreglerne kan ikke stå alene

Forbuddet mod at indfange sommerfugle blev bl.a. indført med henvisning til den kritisk truede sortplettet bredpande, der nu kun findes i Søholt Storskov på Lolland.

Ligesom de generelle natur- og artsbeskyttelsesregler ikke har været nok til at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten uden for skovene, har de heller ikke kunnet stoppe den inde i skovene.

Den sortplettede bredpande på Lolland lever på høj vegetation i skovlysninger og langs åbne skovstier. Den er både sårbar over for ændret skovdrift og over for ingen skovdrift.

På den måde er den et godt eksempel på, at artsbeskyttelsesregler ikke kan stå alene. Sommerfuglen vil formentlig forsvinde helt fra Danmark, hvis ikke der tages hensyn til den i driften af Søholt Storskov – hensyn, der ligger ud over det, som vores nuværende skovlov kræver af skovejeren.

Hovedårsagen til den generelle tilbagegang i skovenes artsrigdom er både de ensaldrende monokulturers artsfattigdom, dræning, mangel på lysninger og blomstrende træer og buske og mangel på dødt ved.

Vores forstligt drevne skove mangler ift. naturskove især store gamle træer og stående og væltede døde træer, naturlige lysninger og vådområder.

Hvordan kunne biodiversiteten styrkes via skovloven?

Det kunne formentlig øge biodiversiteten i skovene, hvis man begrænsede den frihed, skovejeren har til at drive sin skov skovbrugsmæssigt.

Den slags har typisk karakter af generelle forbud, og de kunne rette sig mod at fjerne dødt ved, skove gamle træer, plante monokulturer, plante bestemte udenlandske træarter eller afvande skovarealer.

Et nyt forbud mod at plante monokulturer eller plante bestemte træarter vil relativt let kunne håndhæves. Den type regler har vi allerede en vis erfaring med.

Et forbud mod fx at fælde gamle træer, såkaldte veterantræer, vil derimod byde på et væld af udfordringer i praksis. Det er der mange regelsæt, der gør, så det i sig selv skal ikke afholde politikerne fra at vedtage nødvendig regulering, men det vil være en vanskelig opgave at skrue en effektiv beskyttelse sammen.

Naturnær skovdrift var et koncept, der op igennem 1990’erne blev set som løsningen på artsfattige og ustabile skove. Her var idealet en stabil plukhugstskov, hvis struktur kunne minde om naturskov, men uden de mængder af gammelt og dødt ved, der karakteriserer en urørt skov.

Naturnær skovdrift er svær at omsætte til en retlig forpligtelse

Skove kan også drives naturnært inden for den nuværende skovlovs rammer, og naturnær drift kunne formentlig øge biodiversiteten i de fleste skove. Men konceptet om naturnær drift egner sig heller ikke til at blive implementeret via retlig regulering. Konverteringsfasen er vanskelig, og det, der skal til for at sikre en høj biodiversitet, er svært at oversætte til præcise retlige forpligtelser.

Urørt skov, derimod, er det ikke svært at kontrollere og regulere via lovgivning. Den slags regulering, i hvor der inden for et afgrænset område gælder visse i loven fastsatte forbud, kender vi fra både fredninger og naturbeskyttelseslovens generelle beskyttelsesbestemmelser.

Det vil ikke være vanskeligt at etablere en regulering i skovloven, i naturbeskyttelsesloven eller eventuelt i en ny samlet biodiversitetslov, der beskyttede visse konkrete arealer mod al skovdrift.

I lighed med naturbeskyttelseslovens § 3 kan man også arbejde med en generel beskyttelsesordning for naturligt hjemmehørende skovtyper som fx gammel naturskov af danske løvtræer, men erfaringerne fra administrationen af § 3 er vel, at naturtypebeskyttelsen indebærer meget retlig usikkerhed.

Beskyttet – ja, og så alligevel ikke …

Det hører til sjældenhederne, at tabet af biodiversitet tillægges selvstændig betydning i myndighedernes administration af overtrædelser af skovloven.

Det skyldes naturligvis, at skovloven først og fremmest beskytter mod, at fredskovspligtige arealer bliver anvendt til andet end skovformål – og at skovformål ikke i sig selv indeholder nogen forpligtelse til at sikre biodiversitet på det konkrete areal.

Men selv hvor der sker en overtrædelse af de bestemmelser, der udtrykkeligt skal beskytte naturmæssigt og biodiversitetsmæssigt værdifulde arealer, er administrationen forholdsvis lempelig.

I en sag fra Give havde en skov­ejer fx fældet et bevaringsværdigt egekrat, beskyttet efter skovlovens § 26, da han ikke var klar over, at arealet var beskyttet.

Registreringen af beskyttelsen var nemlig ikke offentlig tilgængelig og var kun blevet meddelt en tidligere ejer.

Miljøstyrelsen sendte herefter en henstilling til ejeren, der havde fældet egekrattet, om at retablere det ved at lade egene skyde igen fra stødene og ved at lade de enkelte tilbageværende ege på arealet blive stående til selvforyngelse af krattet.

Efter et par år kunne Miljøstyrelsen imidlertid konstatere, at egene desværre ikke som forventet havde sat de ønskede stødskud. Arealet så derimod ud til at blive dækket med træer som ær, birk, bøg og lærk.

På den baggrund ophævede Miljøstyrelsen registreringen af området som beskyttet egekrat og foretog sig ikke videre.

Effekten af den slags regelsæt, der skal beskytte værdifuld biodiversitet, er til at overse.

Beskyttelsen af enkelte skovarealer med egekrat og urørt skov via deklarationer, aftaler og tilskudsordninger kan lyde næsten lige så godt som generelle regler i lovgivningen – men det er det ikke.

Aftalerne er vanskelige at håndhæve, og udgangspunktet for overtrædelse af forpligtelser mht. urørt skov er i dag kun et krav om tilbagebetaling af det modtagne tilskud – ikke et krav om erstatning eller genopretning af den biodiversitetsmæssige værdi, der er opbygget i den urørte skov.

Styrket beskyttelse af arealer med egekrat og urørt skov

Vores skovlov mangler regler, der sikrer genopretning eller erstatning for de naturværdier, som ulovligt går tabt. Det er tydeligt.

Naturværdien af bevaringsværdige egekrat som det i Give og de mange arealer, der indtil nu er udlagt som urørt skov, er opbygget over lang tid.

I tilfælde af skovning af arealer med urørt skov vil et efterfølgende påbud om ophør med skovningsaktiviteter og et krav om tilbagebetaling af det ydede tilskud være et ringe forsvar for den biodiversitet, der er gået tabt.

Hvis man ville styrke den retlige beskyttelse af biodiversitet i skovloven eller gennem en ny biodiversitetslov, kunne man med fordel skele til EU’s miljøansvarsregler. Efter dem skal myndighederne påbyde en miljøskade genoprettet, og hvis en skade på naturen ikke umiddelbart kan genoprettes, skal den ansvarlige genskabe eller erstatte den skadede natur eller tilvejebringe et alternativ, der kan godtgøre offentligheden tabet af natur.

Desværre for beskyttelsen af natur og biodiversitet har der indtil nu kun været politisk opbakning til en minimumsimplementering af miljøskadereglerne. Reglerne omfatter i dag kun den natur, der er beskyttet af EU-regler.

Vores skovlov bygger på biodiversitetskonventionen

I skovlovens formålsbestemmelse står, at loven har til formål at fremme bæredygtig drift af landets skove, og at bæredygtig drift betyder inddragelse af såvel økonomiske som økologiske og sociale værdier.

Det er en direkte henvisning til biodiversitetskonventionen fra 1992 og understreger, at skovloven spiller en central rolle i sikringen af biodiversitet nationalt og globalt.

Indtil videre har indførelsen af begrebet bæredygtig drift i skovloven været brugt til at give ejeren frihed til at prioritere skovdrift, biodiversitet og rekreativ anvendelse samt frihed til ikke at drive sin skov skovbrugsmæssigt.

Det er et politisk spørgsmål, om den frihed, der ligger i skovlovens regler, skal indskrænkes for at øge skovenes bidrag til sikring af biodiversiteten i Danmark.