Plads til naturens processer

I 1917 fik Danmark sin første naturfredningslov. Vedtagelsen kom efter en række årtier, hvor beslutningstagerne med stigende bekymring så til, mens det danske landskab tabte naturhistoriske og æstetiske værdier - og ikke mindst en masse fortidsminder.

Mere end et århundrede senere kan vi for det første konstatere, at loven er fornyet flere gange, og for det andet er blevet suppleret med mange andre juridiske og planlægningsmæssige tiltag – nationale og internationale.

Naturfredningsloven viste sig nyttig i en række sammenhænge, men kunne ikke stå alene. Planloven og Natura 2000 med ophæng i EU's Fuglebeskyttelses- og Habitatdirektiver har fx været nødvendige supplementer til fredningsinstrumentet og den generelle beskyttelse af en række naturtyper. En række konkrete projekter med aktiv indgriben i landskab og natur har været nødvendige sideløbende med den passive beskyttelse af naturtyper og landskaber. Her kan nævnes de mange naturgenopretningsprojekter og EU LIFE programmer, der har bragt mere naturlige processer og ekstensive landbrugsdriftsformer tilbage i landskabet. Tilmed har vi fået særligt afgrænsede parker: Nationalparker, naturnationalparker samt naturparker, der sætter rammer for naturbeskyttelse og koordinerer naturindsatsen i de udpegede områder.

Fortsat fald i biodiversiteten

Til trods for en del positive udviklingstræk i naturen, kan det konstateres, at biodiversiteten stadig er stærkt kompromitteret. Vi mister fortsat arter og levesteder i foruroligende tempo. Der er en stigende anerkendelse af, at den naturbeskyttelse, vi har i dag, ikke er tilstrækkelig til for alvor at stoppe nedgangen i biodiversitet.

Lovgivning, planlægning, parker og projekter har haft visse effekter, men er samlet set ikke i stand til at sikre de forhold for naturen, som der efterhånden er bred enighed om virkelig tæller: Plads og plads til naturlige processer.

De største problemer kan koges ned til at handle om, at de områder, der er effektivt beskyttede og hensigtsmæssigt forvaltede, er få, små og fragmenterede. Desuden er der meget få steder i landet, hvor naturen er overladt helt til sig selv. Hvor frit forløbende abiotiske og biotiske processer med fx naturlig hydrologi, fri vegetationsudvikling med et vist græsningsregime, der læner sig tæt op ad et naturligt græsningstryk, kan findes.

Er en zone til naturen en del af løsningen?

I diskussionen om, hvilke forvaltningsmæssige redskaber der kunne tages i brug for at afhjælpe problemerne, er udpegning af en eller anden form for naturzone blevet fremhævet gennem de sidste år. Tidligere er der blevet talt om at indføre en differentieret landzone, hvor det ikke er de samme regler, der gælder overalt. Men en decideret naturzone er ikke en underopdeling af landzonen. Det er tænkt som en selvstændig zone, hvor hensynet til naturen skal spille den helt dominerende rolle.

Naturzonen skal først og fremmest give plads for naturlige processer i større skala (set i forhold til den lokale landskabsskala). Spørgsmålet er, hvordan en sådan zone skal indføjes i eksisterende lovgivning og planlægning, hvordan den skal administreres, hvilke aktiviteter der skal tillades, og hvem der i sidste ende skal bestemme.

En naturzone i planlægningsmæssig forstand kunne fx svare til de andre zoner i planloven. Det er velkendt, at landet er opdelt i byzone, landzone og sommerhuszonen, hvori der gælder forskellige regler og begrænsninger. Begrænsningerne har mange begrundelser. Oprindeligt var landzonen fx tænkt som en beskyttelse af landbrugserhvervet i en eksklusiv erhvervszone. Men landzonen var også et redskab til at stoppe planløs, spredt bebyggelse i det åbne land, som ikke alene var problematisk æstetisk, men også gav store problemer for kommunerne i forhold til opretholdelse af service og forsyning. Byzonen som redskab sikrede, at byudvikling kunne ske under ordnede forhold gennem offentlige erhvervelser og byggemodning. Og den hindrede, at de mest attraktive landskaber blev opslugt af planløs, spredt bebyggelse.

Landzonen

Landzonen har siden 1970 været administreret forholdsvis restriktivt. Der er sat en effektiv begrænsning for den ukontrollable byvækst, og landbrugets førsteret til arealerne er i store træk opretholdt. Men den ensartede landzone har også voldt problemer, efterhånden som andre interesser i samfundet har krævet sin del af landskabet. Naturbeskyttelse, friluftsliv, drikkevandsbeskyttelse – og i dag klimatilpasning – har fx krævet, at landbrugets uindskrænkede ret til jorden er anfægtet.

Alle landmænd oplever en eller anden, i al fald delvis, rådighedsindskrænkning på deres jord med henblik på beskyttelse af typisk natur og miljø samt sikring af friluftsinteresser. Men grundlæggende er landbrugets hovedrolle i det åbne land ikke anfægtet. De fleste tiltag, der er møntet på forbedring af naturen i landzonen, er forbundet med erhvervelse af jord fra landbruget og dermed bekostelige for samfundet.

Naturzonen i planloven?

Denne dominerende rolle, landbruget har i landzonen, kunne man forestille sig kopieret i en naturzone, hvor det blot er naturen, der til enhver tid har førsteprioritet, men hvor andre rimelige hensyn kan passes ind. Administrationen af en naturzone kunne ligge i kommunerne, og den administrative praksis kunne tage udgangspunkt i at naturen har første prioritet i konflikter. En naturzone der dækker store dele af det nuværende åbne land vil fx rumme både bebyggelse, anlæg og landbrugsarealer. Men aktiviteterne skal tilpasses naturen, der har førsteret.

Alternativer til at lægge en naturzone under planloven findes naturligvis: Man kan både pege på en massiv udvidelse af de klassiske fredninger og en udvidelse af Natura 2000 områderne. Fredningsinstrumentet har den store fordel at fredninger er tinglyste rådighedsindskrænkninger, der er vanskelige at ophæve, og hvor historien har vist, at der generelt er stor respekt om fredningerne. Fredninger indebærer erstatninger til lodsejere og er dermed et dyrt instrument. Natura 2000 har den fordel, at det er internationalt ophængt og indebærer forpligtelser om naturplanlægning for stat og kommuner. Ulempen er, at det er konservativt og statisk i sit natursyn i og med, at det er bestemte arter og naturtyper, der er begrundelserne for udpegningerne.

Så længe forvaltningen i Natura 2000 området ikke kompromitterer de pågældende (ofte få) arter og naturtyper, er der ikke noget formelt problem. Derfor kan der foregå både landbrug og skovbrug i Natura 2000 områder, og arter, der ikke er omfattet af udpegningsgrundlaget, er ikke sikret.

Er en naturzone virkelig nødvendig?

En naturzone som en zone, hvis udstrækning er fastlagt i planlægningen og lovgivningen, og hvor status og sagsbehandling entydigt tager naturens parti i konflikter og tilladelser, kan selvfølgelig være overflødig, hvis de eksisterende instrumenter gøres mere effektive, og den gældende lovgivning håndhæves konsekvent. Men med Aichi målene om, at vi skal sætte 17 pct. af landjorden af til naturformål, er der et stykke vej.

Når en naturzone kan virke nødvendig, er det først og fremmest fordi, alle andre tiltag har vist sig utilstrækkelige. Natura 2000, fredninger og Naturbeskyttelseslovens §3 lider af systemfejl og er præget af en til tider forældet tankegang. Den formentlig største udfordring er tid – der er måske ganske få år at reagere i, hvis ikke vi skal tabe arter, og hvis vi skal skabe et landskab, der er dynamisk nok til at kunne reagere på klimaforandringer.

Kompensationsregime

Uanset hvilken model vi vælger, vil der skulle ske ændringer i det åbne land, og eksisterende landbrugsjord vil blive taget ud af drift eller overgå til meget ekstensive driftsformer. Dette kræver kompensation til de lodsejere, der bliver omfattet af ændringer. Men det åbner også muligheder for lodsejere, der er tiltrukket af at bo og eje ejendomme i meget naturprægede områder. Det samlede tab for samfundet behøver ikke være meget omfattende.

Forudsat at det nødvendige kompensationsregime indføres, er det svært at se, at ikke alle ville være bedre stillet med en naturzone. Alle sektorer efterspørger afklaring for fremtiden.

Naturen kræver kontinuitet – landbrug og skovbrug kræver sikkerhed for investeringer. Byudviklingsinteresser er afhængige af en vished om, at der ikke kommer interesser på tværs. Klimatilpasning og nye energiformer i landskabet kræver permanent plads.

Alle de interesser varetages bedst, hvis der tænkes helhedsorienteret i fremtidens indretning af landskabet. I den nyindretning er det nødvendigt, at der skabes reel plads til naturen.