Blå biomasse har en lang række uudnyttede bæredygtige potentialer

Danmark er et netto fødevareeksporterende land i kraft af de naturgivne, velegnede betingelser og en lang tradition for landbrug og fiskeri. Vi vil forventeligt også i fremtiden være et netto fødevareeksporterende land.

Det ændrer imidlertid ikke på, at den danske fødevareproduktion har udtalte udfordringer med bæredygtighed: Et meget stort klimagasudslip, negativ påvirkning af biodiversiteten og stort tab af næringsstoffer.

Dette er især gældende for den terrestriske fødevareproduktion, men ressourcerne i havet er også pressede: De kommercielle fiskebestande er i bedste fald stabile, fiskeriets fodaftryk på havbunden udgør en signifikant påvirkning, og afstrømningen fra land og andre maritime aktiviteter har effekter på havets miljø og natur.

Kun 17 pct. af den globale kødproduktion fra seafood

Det kan derfor virke paradoksalt at kaste lys på mulighederne for øget anvendelse af havets biologiske ressourcer.

Men der er muligheder for at anvende disse ressourcer på en bæredygtig måde, som samtidig kan medvirke til at reducere vores samlede miljø- og klimaaftryk.

Den nuværende globale udnyttelse af havets ressourcer i form af fisk og skaldyr bidrager kun med, hvad der svarer til ca. 17 pct. af den globale kødproduktion.

Af den årlige produktion på 179 mio. ton fisk og skaldyr er 46 pct. produceret i akvakultur. Dertil kommer 32 mio. ton tang, hvoraf 97 pct. er produceret i akvakultur.

Med en stigende verdensbefolkning, hvoraf en stor del er under- og fejlernærede, er fisk og andre marine organismer ernæringsmæssigt vigtige, bl.a. fordi de både har et højt proteinindhold og et højt indhold af de vigtige omega-3 fedtsyrer.

Der er således et stort fokus på, hvor meget ’den blå biomasse’ kan bidrage med i fremtiden.

Blå biomasse – hvad er det?

Blå biomasse kan i princippet defineres som alt organisk materiale, der udvindes af havet. Imidlertid medfører det klima- og miljømæssige fodaftryk af klassisk fiskeri og akvakultur, at denne del af den blå biomasse aktuelt set i Danmark er mindre egnet til ny eller øget produktion.

Fisk og krebsdyr er arter på et højt trofisk niveau (højt trin i fødekæden) og dermed afhængige af foder bestående af fx sojaprotein eller fiskemel.

Potentialerne ligger derfor i nogle andre grupper:

• Akvakultur af lavtrofiske arter som muslingearter og tang.
• Skånsomt fiskeri eller høst af hidtil uudnyttede arter som diverse invertebrater og tangarter – herunder invasive arter.
• Ikke kvotebelagte fiskearter der p.t. ikke benyttes i væsentligt omfang, og som vil være nationalt reguleret – samt udnyttelse af udsmid og sidestrømme i det eksisterende fiskeri og akvakultur af fiskearter.

Stort potentiale i lavtrofisk akvakultur

Lavtrofisk akvakultur (LTA) kan defineres som opdræt af organismer, der ikke kræver fodring.

LTA omfatter typisk opdræt af muslinge- og tangarter, men kan i princippet også inkludere andre arter. LTA-produktion har nogle miljømæssige implikationer:

• Fordi der ikke fodres, er LTA ekstraktive kulturer, som medfører en netto fjernelse af organisk materiale og næringsstoffer fra det marine miljø
• Fordi der i LTA ikke skal bruges energi og ressourcer på produktion af foder, og fordi produktionsapparatet ikke kræver energi til fx opvarmning, har LTA et lavt – eller for tangdyrkning negativt – klimamæssigt aftryk
• LTA-dyrkningsstrukturer som fx langliner repræsenterer dels et substrat for organismer, der sidder på overflader, dels en fourageringsplads for mobile arter (fx fisk), og LTA-anlæg er derfor associeret med en relativ høj biodiversitet.

Der er derfor et stort potentiale for klima-og miljøvenlige fødevarer gennem lavtrofisk akvakultur.

Flere muligheder i de danske farvande

Store dele af de indre danske farvande er velegnede til LTA, fordi de – som følge af tab af næringsstoffer fra land – er næringsrige.

I LTA bindes næringsstofferne i værdifuldt biologisk materiale, der kan bringes tilbage til land i form af fødevarer af høj sundhedsmæssig værdi eller som kilde til værdifulde ingredienser.

Danske vandområders egnethed handler også om en høj hygiejnisk standard, som gør dem ideelle til LTA. Dertil kommer, at der langs en stor del af de indre farvande er muligheder for produktion i læ for kraftige fysiske påvirkninger i form af strøm og vind.

Det største potentiale ligger p.t. i de kystnære fjorde, sund og bugter, men i takt med den teknologiske udvikling, en øget efterspørgsel samt incitamentsstrukturer, der fremmer klimavenlige produkter, vil også de åbne farvande kunne udnyttes.

Dermed øges mulighederne for at anvende store havarealer til produktion af blå biomasse. Ambitionerne om at udbygge havvindenergiproduktionen i danske farvande er en mulighed for at samlokalisere vindmølleparker og LTA, så havområderne udnyttes på flere måder.

Muslinger har langt større potentiale

I den animalske del af LTA er der i Danmark størst succes med opdræt af blåmuslinger. Opdrættet i Danmark startede i 00’erne og er i dag nået til en produktion på knap 10.000 ton pr. år.

Det biologiske produktionspotentiale for blåmuslinger i indre danske farvande er i størrelsesordenen 2-300.000 ton årligt.

Ved at inddrage arealer i de åbne farvande vil produktionen kunne øges, men det vil kræve teknologisk udvikling for at producere off-coast eller off-shore rentabelt.

Af andre muslingearter er især opdræt af flad europæisk østers interessant, fordi teknologien er kendt, og der er aktive virksomheder.

Det samme er i princippet gældende for stillehavsøsters, men arten er invasiv, og det er derfor tvivlsomt, om der skal etableres opdræt i danske farvande. Hjertemusling kan potentielt også udvikles til opdræt.

Vi kan dyrke en million ton tang årligt

Tang kan overordnet opdeles i tre grupper: Brunalger, rødalger og grønalger. Inden for alle tre grupper findes en mindre dansk produktion, både på anlæg i havet og i landbaserede anlæg.

Sukkertang er den tangart, der dyrkes mest og flest steder i Europa med en samlet årlig europæisk volumen på ca. 375 ton.

Dyrkningsteknologi og -protokoller er udviklet og tilpasset danske forhold, men er endnu ikke slået igennem i kommerciel skala i Danmark, hvor der i de seneste år er produceret 10-20 ton årligt.

Den danskdyrkede sukkertang anvendes aktuelt primært til fødevarer og foder, og der er et etableret marked for både tørrede produkter, fermenterede produkter og tang som ingrediens.

For en række andre tangarter har den teknologiske udvikling nået et niveau, hvor dyrkning er realistisk. Det gælder for rødalgen søl, der har et stort potentiale som fødevare, og grønalgen søsalat, der både kan dyrkes og høstes fra vilde bestande.

Det biologiske potentiale for dyrkning af tang i danske farvande er meget stort. Op til 1.000.000 ton pr. år, hvis der dyrkes på omkring samlet 1 pct. af den danske økonomiske zone (EEZ).

Mulighed for fiskeri af arter, som ikke er fisk

En række arter – enten invertebrater eller tang – er blevet aktuelle som en del af den blå biomasse, der kan fiskes eller høstes.

Eksempler er søstjerner, strandkrabber, søsalat (og invasive arter som fisken sortmundet kutling, stillehavsøsters og sargassotang).

Interessen for disse arter er ofte forbundet med store lokale forekomster, eller fordi de har medført problemer for enten det traditionelle fiskeri eller miljøet.

For begge grupper gælder, at der er rapporteret store eller stigende forekomster, der har åbnet for en potentiel udnyttelse, som ikke tidligere har været aktuel.

Generelt set er der en række begrænsninger for udnyttelse af disse nye biomasser. En central udfordring er at finde en anvendelse, der gør det rentabelt at fiske eller indsamle biomassen.

En anden udfordring er at finde den bedst egnede og mest omkostningseffektive metode til at fiske eller indsamle biomassen samt dokumentere, at udnyttelsen ikke skader havmiljøet eller artens udbredelse.

Endelig er det vigtigt, at logistikken omkring udnyttelsen er optimal. Pga. den lave afregningspris – samt ikke mindst i et overordnet miljøperspektiv – er det vigtigt, at transportomkostningerne er lave.

Der er i dag et etableret fiskeri af søstjerner i Limfjorden, og fiskeri af strandkrabber og sortmundet kutling er under udvikling. For stillehavsøsters gælder, at der er etableret et – om end lille – marked for danske stillehavsøsters.

Det samlede potentiale for denne gruppe er vurderet til op til 70.000 ton pr. år.

Tradition som barriere for at spise andre fisk 

Det danske fiskeri fanger fisk fra bestande, som ikke er underlagt kvoteregulering, fordi de har en lille økonomisk værdi og ofte bliver fanget som (uønsket) bifangst.  

Denne gruppe udgør omkring 1 pct. af den totale danske landingsvægt og 2,7 pct. af landingsværdien, og den kan opdeles efter værdi.  

Lavværdiarter som håising, ising og grå knurhane fanges i større mængder som bifangst, men landes kun i ringe grad, da det ikke er rentabelt pga. manglende aftagning og forarbejdningsmulighed. 

Flere af arterne er imidlertid særdeles velegnede som spisefisk, og det er derfor alene en kulturel barriere, der forhindrer deres udnyttelse.  

Enkelte ikke-kvoterede højværdiarter tages som bifangst eller i et mere eller mindre målrettet fiskeri, fx garnfiskeri efter stenbider.  

De fleste ukvoterede bestande med høj værdi er blevet udnyttet gennem mange år, og det målrettede fiskeri af denne gruppe har betydet, at bestandene generelt er fuldt udnyttede eller overudnyttede i dag, og fiskeriet derfor ikke kan øges.  

Mulighederne for udnyttelse af ukvoterede arter er således artsspecifik, men et fælles strukturelt problem for de fleste af arterne er, i hvilket omfang de optræder som bifangst samt den kulturelle barriere mod at spise arterne.  

Mange af arterne ender derfor som udsmid og er dermed ikke bare en uudnyttet, men en egentlig tabt ressource. Samlet vurderes gruppen af ikke kvotebelagte arter og discard at udgøre ca. 40.000 ton pr. år. 

Perspektiver for bæredygtig blå biomasse

Udnyttelse af blå biomasse er ikke begrænset af det naturgivne produktionsgrundlag. Danske farvande er særdeles velegnede til LTA og har en meget stor uudnyttet artsrigdom.

Der er stadig lokale fiskermiljøer, som bæredygtigt kan udnytte de kystnære ressourcer, og der er en forarbejdningsindustri, som potentielt kan omsætte biomassen.

Vi har således en række helt basale og centrale styrkepositioner at bygge på for en ny og bæredygtig udnyttelse af den blå biomasse. ’Tingenes tilstand’ i sektoren kan dog i sig selv være en svaghed:

• Der er et lavt forbrug af sea-food produkter i de danske husholdninger
• Forarbejdningsindustrien er i høj grad gearet til store mængder, og der er ikke mange virksomheder, som kan håndtere små eller nye biomasseprodukter med særlige forarbejdningskrav. Dermed bliver råvaren som udgangspunkt værdisat lavere end dens produktkvalitet
• Der er ingen national tværpolitisk strategi for udvikling af blå biomasse. Dermed mangler der koordinering af alt fra den nødvendige forskning og udvikling til reservation af produktionsområder i havplanerne. Men der mangler også indsatser for at øge forbruget af sea-food i danske husholdninger samt implementering og værdisætning af de vigtige økosystemtjenester, som bl.a. LTA kan levere
• Blå biomasse indgår forvaltningsmæssigt i flere styrelser og ministerier, og de enkelte styrelsers forvaltning inden for egen ressort kan komme til at spænde ben for en samlet udvikling

LTA og udnyttelse af nye kystnære arter tilbyder muligheder for en biomasseproduktion med et lavere fodaftryk mht. drivhusgasser og miljø end de traditionelle sea-food og terrestriske produktionssystemer.

Derfor har en visionær anvendelse af den blå biomasse mulighed for at udgøre et væsentligt bidrag til en reduktion af fødevareproduktionens klimapåvirkning og miljøbelastning.