Ny biodiversitetslov: Her er international inspiration til en bred tilgang

Regeringen har meldt ud, at vi kan vente en lov om biodiversitet i begyndelsen af 2026. Det er en god nyhed, for klimaloven har vist, at en aftale med klar retning og omfang på indsatser binder Folketinget og regeringen, hvilket kan være en stærk platform for indsatser. 

Men det rejser samtidig en række afgørende spørgsmål, for hvad handler emnet biodiversitet egentlig om, og hvilke former for indsatser bør en sådan lov indeholde?

Svarene på disse spørgsmål er afgørende for, hvilken lov vi får, og hvor visionært de meget presserende problemer bliver håndteret. 

Umiddelbart kunne man have lyst til at svare meget kort på dem begge og slå fast, at biodiversitet handler om arter og økosystemer, og at en biodiversitetslov skal angive, hvor meget areal der skal afsættes til vild natur.

Det er selvfølgelig rigtigt – og vigtigt. Men sagen er, at når vi åbner op for at se biodiversitet i et bredere perspektiv og henter inspiration udefra, bliver svarene en hel del mere komplekse. 

Jeg vil derfor her gerne se nærmere på, hvad vi kan lære af internationale udgivelser og politikker, som inspiration til en grundig dialog om netop disse spørgsmål. 

Selvfølgelig er store sammenhængende arealer med plads til vild natur en afgørende forudsætning for, at vi kan vende tabet af biodiversitet i Danmark og være på vej til at overholde gældende eller kommende EU-krav om beskyttet areal på land og i havet. 

Men problemet er, at vi i Danmark alt for ofte ender med at reducere indsatser for biodiversitet til mest at handle om hvor meget areal, hvorhenne og hvordan.

Derved misser vi altså nogle virkelig vigtige aspekter af at adressere og reelt løse problemet med tab af biodiversitet. Her kan internationale udgivelser og tiltag lære os meget.

391 inspirerende cases fra IPBES

Den første virkelig øjenåbnende udgivelse er fra FN’s naturpanel, IPBES. Rapportens udgangspunkt er, at små justeringer eller tilpasninger i samfundet slet ikke er nok til at vende tabet af biodiversitet. 

Find rapporten her

Derfor er der brug for såkaldte transformative forandringer, som her defineres som en gennemgribende omstilling af vores økonomiske, sociale og kulturelle strukturer, værdier og mål.

Det helt nye og meget inspirerende ved denne udgivelse er, at den sætter en tydelig streg under, at emnet biodiversitet handler om mere end areal – det handler også om at ændre vores forhold til naturen og vores idé om samfundsmæssig udvikling. 

I den forbindelse identificeres der i rapporten tre såkaldte bagvedliggende årsager, som er indlejret i vores kultur og på et dybt niveau udøver en afgørende indflydelse på vores dagligdag og samfund, med stor betydning for, hvordan naturen har det.

Årsagerne er

1. et natursyn der bygger på adskilthed og dominans,
2. koncentration af magt og
3. prioritering af kortsigtede gevinster.

Rapporten er den første til at samle og systematisere disse bagvedliggende årsager.

Der har længe været et klarere billede af, at de direkte årsager til tab af biodiversitet skal findes

• i omdannelse af natur,
• udnyttelse af ressourcer,
• invasive arter og klimaforandringer, samt
• at disse årsager igen udsprang af, hvordan samfundene er indrettet. 

Men IPBES-rapporten tillader os nu at komme et skridt dybere i forståelse ved at identificere de bagvedliggende årsager og dermed skabe langt bedre muligheder for at arbejde med dem, hvis man altså som samfund og aktør inden for biodiversitet tør se dem i øjnene. 

Rapporten inkluderer 391 cases fra hele verden, der viser, hvordan forandringer i praksis kan ske med et bredt transformativt sigte – fra kystplanlægning til teaterforestillinger.

Find IPBES-rapporten her

EU’s biodiversitetsstrategi kan give inspiration

Hvis vi bevæger os fra ’science policy-platformen’ IPBES til politik, er der også inspiration at hente i EU’s biodiversitetsstrategi fra 2020.

Her er der, ligesom i FN-aftalen om biodiversitet, et klart sigte på at sikre store arealer til vild natur og gendannelse af økosystemer. Via EU’s naturgenopretningsforordning er målene ved at blive et krav i 
Danmark. 

Strategien har også en række afsnit om andre og mere brede samfundsmæssige aspekter af indsatserne for biodiversitet, fx biodiversitet i landbruget og ændringer af dyrkningsformer. Bl.a.

• reduktion af pesticider på 50 pct.,
• nye landskabsformer med høj diversitet og skovlandbrug plus
• et stærkt fokus på en levende muldjord. 

Der er også afsnit om biodiversitet i urbane områder og planer om at integrere naturbaserede løsninger med byudvikling. 

Her fremhæves de klare koblinger mellem natur i urbane områder og fysisk og mentalt velbefindende, indsatser både på bygninger, i parker og i forbindelser mellem områder samt et mål om, at alle byer med over 20.000 indbyggere skal have en grøn plan. 

Dertil kommer en videreudvikling af begrebet ’whole-of-society’, der også inkluderer virksomheders arbejde med biodiversitet samt uddannelsesinstitutioner.

I forhold til dette sigter strategien mod at integrere biodiversitet og økosystemer i skoler, højere uddannelse og professionel læring med en vejledning for skoler og undervisere mv. 

Irlands tilgang er bred og visionær

En tredje kilde til inspiration for en dansk biodiversitetslov er de nationale strategi- og aktionsplaner (NBSAPs), som alle lande via FN er forpligtet til at udvikle.

Den danske regering har i 2024 indsendt den danske NBSAP(1). I WWF’s vurdering af, om den danske NBSAP adresserer nøglefaktorer for tabet af biodiversitet eller har en plan for implementering, er svaret ”middelmådigt” (2). 

Samlet set vurderes den danske NBSAP til ikke i tilstrækkelig grad at adressere de 23 delmål i Kunming-Montreal-aftalen, som verdens lande inklusive Danmark vedtog i 2022. 

Helt anderledes er det i Irland. NBSAP er her både bred og visionær, hvilket kan være inspiration i Danmark til både en kommende lov og næste nationale plan. Irlands nationale plan for 2023-2030 rummer et væld af perspektiver og forslag. 

Udgangspunktet er en vision baseret på fem målsætninger. Den første af disse handler om begrebet ’whole-of-society’ som tilgang til biodiversitet. 

Irland har målsætninger om akutte behov for naturbevarelse og restaurering, sikring af naturens bidrag til mennesker, styrkelse af evidens for biodiversitetstiltag samt til sidst vigtigheden af Irlands bidrag til det globale biodiversitetsarbejde.  

Indledningsvist rummer planen en forklaring af, hvordan biodiversitet forstås, og kapitel 1 hedder ligefrem ’Biodiversity – what it is and why does it matter?’.

I en model med overskriften ’We all depend on healthy ecosystems’ indgår både

• kulturelle aspekter og genetisk materiale,
• rensning af vand og luft,
• fødevareproduktion og -sikkerhed via levende jord og bestøvning mv.

I Irlands plan ses tydeligt en klar og bred samfundsmæssig tilgang til at håndtere biodiversitet. 

De store forskelle mellem den danske og den irske plan kan illustreres ved fx at se på det urbane område. På det urbane område (Kunming-Montreal-aftalens delmål 12) har den danske plan en meget kort henvisning til ’Grønt Danmarkskort’, der handler om at udpege naturområder i og mellem kommuner. Intet andet. 

Her har den irske plan en langt mere velforankret og grundig forståelse af, at særligt i urbane områder hænger indsatser for natur sammen med mennesker.

Desuden angiver den en lang række meget konkrete tiltag og indikatorer, som indsatserne kan holdes op på. Fx ift. finansiering af naturbaserede løsninger samt en indikator på at øge den bio-kulturelle værdi i lokalområder.  

Grøn Trepart må ikke kun handle om omfordeling af arealer

Hvilket samfund og hvilken fremtid peger en god biodiversitetslov henimod?

Et bud på dette findes i kampagnen ’23 Veje til Vildfærd’, jeg sammen med 23 danske organisationer og personer har kørt i efteråret.

Kampagnen tager udgangspunkt i Kunming-Montreal-aftalens 23 delmål med forslag til at sikre både en rig natur og en velfungerende velfærdsstat (3). 

For tiden trækker særligt Grøn Trepart udviklingen inden for omdannelse af landskaber og forbedring af klima og havmiljø mv.

Hvilket bestemt er en vigtig aftale. Problemet er dog bl.a., at den omfordeler mellem produktion og urørt natur, men slet ikke tager fat på den helt store opgave med at lave transformative forandringer af produktionen, forbruget, samhandlen osv. 

Hvis den kommende biodiversitetslov fortsætter denne tilgang, hvor det kun handler om at omfordele areal uden at adressere direkte årsager og bagvedliggende årsager, taber vi nogle ufatteligt vigtige år, der ellers kunne være brugt på at sikre både grundlag for velfærd og vild natur.

Så mit klare forslag er at gøre loven til et visionært og praktisk skridt i retning af et rigt og solidt ’vildfærdssamfund’.