Hegn, adgang og store græssere
Muligheden for at opleve store græssere relativt tæt på kan være en attraktion for mange besøgende. © Rita Buttenschøn
Det vil være et fejltrin at negligere den menneskelige dimension, hvis de kommende naturnationalparker skal blive en win-win-situation.
Med fremsættelse af lovforslag om ’Etablering af naturnationalparker’ står vi over for potentielt ganske store ændringer af oplevelsesmulighederne og muligvis også adgangsforholdene på de pågældende arealer.
Udgangspunktet for den nye lov er ønsket om at styrke biodiversiteten. Men fra politisk side pointeres det, at adgang og naturoplevelser er vigtige dimensioner.
”Naturnationalparkerne skal gå hånd i hånd med at få endnu flere danskere ud i naturen. Hegnene skal holde de store græssende dyr inde, men de skal ikke holde danskerne ude. Det har jeg stort fokus på i vores arbejde med naturnationalparkerne…,” udtaler miljøminister Lea Wermelin.
Når markante ændringer i naturforvaltningen foreslås, giver det ofte anledning til usikkerhed i forhold til, hvad det fx kan betyde for den måde, man har været vant til at bruge og opleve de pågældende arealer.
En række organisationer, fx DGI og DIF, har da også udtrykt bekymring for, at hegning og udsætning af dyr kan få negative konsekvenser for deres medlemmers aktiviteter, og det samme har en række privatpersoner med bopæl omkring de allerede udpegede områder i Gribskov og ved Fussingø.
Opbakning til mere natur
Danskerne vil gerne have mere og ’bedre’ natur. De fleste af os sætter pris på natur som sådan, men når det bliver mere konkret, er der forskellige opfattelser af, hvad den ’gode’ natur er – herunder hvilke adgangsforhold og aktivitetsmuligheder der skal være mulige.
Fx viste en undersøgelse gennemført for Danmarks Naturfredningsforening i 2020, at 83 pct. mener, at der skal være større områder, hvor naturen kan udvikle sig frit, og 77 pct. mener, at naturen gerne må være vildere end i dag. Dette er en stigning på henholdsvis 10 og 24 procentpoint fra 2017, hvor Gallup gennemførte en lignende undersøgelse for foreningen.
En særlig del af naturen, som vi sætter stor pris på, er dyrelivet. Her viser en befolkningsundersøgelse fra 2008 ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, KU, at mødet med det vilde dyreliv i forbindelse med et besøg i landskabet er vigtigt for naturoplevelsen – 85 pct. svarer bekræftende herpå.
En anden indikation af dyrelivets betydning fås, når man spørger den danske befolkning om, hvilke forandringer i landskabet i nærheden af deres bopæl, som de tror, ville betyde hyppigere besøg. Her viser det sig, at ’Flere vildtlevende dyr i naturen, så der er større chance for at se dem’ vælges hyppigst blandt 25 forslag til forandringer (40 pct.).
I det hele taget peger flest på de forslag, der har relation til, hvad der bredt kunne betegnes ’mere og bedre’ natur, som betydende for hyppigere besøg.
Frygt
Det er dog ikke nødvendigvis alle former for dyr, alle ønsker at se eller være tættere på. En af de hovedproblemstillinger, der er rejst omkring udsætningen af store græssende dyr under hegn, er, hvorvidt der er grund til at være bange for at bevæge sig rundt på sådanne arealer.
I debatten er det bl.a. blevet fremført, at det vil være farligt at have hund med (i snor), at det ikke vil være tilrådeligt for børnehaver at besøge disse hegninger, eller at der vil kunne opstå problemer for cyklende og ridende.
Der mangler dog mere systematisk viden om, hvor udbredt den frygt er, og hvad den er begrundet i. Vi ved dog, at der er rapporteret spredte hændelser på danske naturarealer, hvor græssende dyr har forvoldt skade på besøgende – også alvorlige og med dødelig udgang. Disse hændelser har fået betydelig presseomtale, hvilket kan bidrage til en øget – begrundet eller ubegrundet – frygt.
En landsdækkende undersøgelse fra 2008 kan give et fingerpeg om, hvor bange befolkningen er for en række dyr, man kan møde i landskabet: Her viste det sig, at ca. 30 pct. var lidt eller meget bange for en hest, 15 pct. for en ko, og 5 pct. for et får.
Her er det måske værd at bemærke, at 65 pct. angav, at de i et eller andet omfang var bange for at møde en (løs) hund. Desuden viste undersøgelsen, at kun seks pct. undlod at besøge den danske natur pga. frygt for mødet med visse (vildtlevende) dyr.
Det vil være et fejltrin at negligere den menneskelige dimension, hvis de kommende naturnationalparker skal blive en win-win-situation.
Det skal dog bemærkes, at undersøgelsen blev foretaget på et tidspunkt, hvor der var færre græssende dyr, end der er nu og færre, end der lægges op til i forslaget om naturnationalparker.
I den nuværende debat er det anført, at en sådan frygt er ubegrundet, og at det i store træk handler om at respektere dyrene, holde afstand samt at øge informationsniveauet i befolkningen om, hvordan man skal forholde sig som besøgende på sådanne arealer.
Forudsætningen for sameksistens
Information anses altså som en væsentlig forudsætning for, at publikum og store græssere kan sameksistere. Ældre skov-præferenceundersøgelser har vist, at der kan forventes en større accept af hegn, når baggrunden for etableringen af sådanne hegn forklares.
Det kan formodentlig også forventes, at forklaring af hegnene i forhold til målet om at skabe en ’bedre’ natur kan betyde større accept og forståelse (jf. den beskrevne opbakning til mere og ’bedre’ natur). Men hvorvidt information kan løse mere eller mindre alle konflikt- og frygtsituationer synes at være et åbent spørgsmål.
Et usikkerhedsmoment ift. befolkningens syn på græssende dyr og hegning er et formodentlig manglende kendskab i befolkningen til græssende dyrs adfærd. Denne usikkerhed gælder både i forhold til, hvordan man skal omgås dyrene mest sikkert, men også i forhold til iagttagelser af, om dyrene ’har det godt’.
Allerede nu har brug af græssende dyr i naturplejen givet en række (ubegrundede) eksempler på henvendelser fra bekymrede borgere, som tror, at fx sovende kalve er døde.
Dyreetiske forhold
Ud over forskelle i viden kan forskelle i folks værdier være med til påvirke synet på naturnationalparkerne. Det kan være æstetiske forhold: Vil hegn overordnet opfattes som et fremmedelement i naturen – til trods for der informeres om baggrunden for hegnenes etablering? Det kan være autenticitet og natursyn: Hvordan bør den vildere natur tilvejebringes?
Her vil nogle måske mene, at hegn og græssende husdyr bringer os mere i retning af en ’naturzoologisk have’. Og så er der de dyrevelfærdsmæssige og andre dyreetiske forhold: Hvordan opfattes forholdene for store græssende husdyr på indhegnede arealer i skove?
Det er blevet anført, at for at sikre naturnationalparkernes (biologiske) succes, kan det i visse tilfælde være nødvendigt at dispensere fra den gældende lovgivning i dyrevelfærdsloven – fx tillade sjældnere tilsyn.
Hvorvidt der er accept i befolkningen af sådanne dispensationer, er ukendt. Men det kan næppe udelukkes, at en evt. tilsidesættelse af lægmands opfattelse af, hvad ’omsorgsfuld behandling’ af de græssende dyr er, vil kunne skabe diskussion og eventuel kritik, jf. erfaringer fra særligt Holland.
Information spiller givetvis en vigtig rolle, men vi ved også, at forskelle i syn på dyr og deres forvaltning er begrundet i forskelle i dyreetik og underliggende værdier, som ikke nødvendigvis umiddelbart står til at ændre eller påvirke.
En landsdækkende undersøgelse fra 2016 af de værdier, vi danskerne knytter til det vilde dyreliv og dets forvaltning, viste, at ca. en tredjedel har et såkaldt fællesskabsorienteret syn på vilde dyr. Folk med dette syn vil med stor sandsynlighed ikke understøtte en forvaltning, der evt. kan medføre (vilde) dyrs død eller overlast.
Fremadrettet vil det være af stor værdi med undersøgelser, der kan knytte disse dyrelivsværdier sammen med specifikke holdninger til naturnationalparker.
Den menneskelige dimension
Udgangspunktet for naturnationalparkerne er ønsket om at styrke biodiversiteten i den danske natur. Men det vil være et fejltrin at negligere den menneskelige dimension, hvis de kommende naturnationalparker skal blive en win-win-situation – altså at den danske natur får et kvalitetsløft, der er bredt forankret i befolkningen.
Der er umiddelbart ikke meget konkret opdateret videnskabeligt arbejde på de sociale aspekter til at understøtte den fremtidige udmøntning af naturnationalparkerne – en viden, der bør være ligeværdig med de biologiske aspekter.
Ved at inddrage kendskab til hele befolkningens og forskellige (lokale) brugeres holdninger og værdier – og ikke alene interesseorganisationernes – sikres en mere videnbaseret og demokratisk implementeringsproces. Herved må vi forvente, at mulige konflikter mindskes.
Ligesom en fremtidig monitering af de biologiske forhold vil en overvågning af den menneskelige dimension i naturnationalparkerne være meget værdifuld. Noget tilsvarende har man interessante erfaringer med i Tyskland.
Det giver mulighed for at svare på spørgsmål som: Kommer der flere eller færre besøgende, efter forvaltningen og adgangsforhold ændres? Synes besøgende, at der er bedre naturoplevelser? Ændres brugen af nærliggende arealer? Hvad er udviklingen i kendskab til den rette adfærd, og hvad er udviklingen i frygt samt omfanget og typen af konflikter?
Afslutningsvis er det måske også vigtigt for diskussionen at inddrage, hvor stort et areal der kommer til at være tale om, og hvilke friluftsaktiviteter der evt. påvirkes. Det er jo ikke sådan, at adgangs- og oplevelsesmulighederne ændres for alle landets skov- og naturarealer. Men lokalt er der selvfølgelig mulighed for, at det kan få konsekvenser – både i positiv og negativ retning.
