Fire myter om natur og biodiversitet

Vi lever i en omfattende biodiversitetskrise, der af biologer betegnes som den sjette masseuddøen. En af de største forhindringer for at løse krisen er en række myter om krisens indhold, årsager og konsekvenser.

Løsningen ligger lige for næsen af os, men for at få øje på den, må vi have myterne ryddet af vejen. Her kommer fire af de værste:

1. myte: Biodiversiteten er vores livsforsikringspolice

Myten om, at vi har brug for biodiversiteten for at kunne overleve, er sejlivet – selvom man på mindre end fem minutter kan forklare et folkeskolebarn, hvorfor det ikke hænger sådan sammen.

Biodiversitetskrisens ultimative årsag er menneskeartens ekspropriering af jordens ressourcer. Vi dyrker og fremmer et ganske lille antal afgrøder og husdyr til vores egne formål, og til det bruger vi hovedparten af pladsen på land.

I havet dyrker vi nyttefisk i havbrug eller opfisker de arter og råstoffer, som er nyttige for os. Derved mister det store flertal af klodens arter deres livsgrundlag.

Vi er altså blevet velstående af at tage levestederne og ressourcerne fra de andre. At de andre arters krise skulle være et problem for vores overlevelse er derfor en besynderlig tanke.

Vores ensformige, dyrkede marker og plantager fungerer fint uden sjældne og truede arter. Faktisk ville det kræve, at vi afgav betydelig plads, hvis der skulle være plads til de truede arter.

I dag finder vi de truede arter i naturlige økosystemer med dødt ved, gamle veterantræer, skovlysninger uden træer, forsumpede vådområder, næringsfattige græslandsområder og andre økosystemer uden nogen nævneværdig bærekapacitet for mennesker.

Der er helt sikkert eksempler på, at øget afgrødediversitet, varierede sædskifter, intercropping, genetisk diversitet af husdyr og afgrøder samt tilstedeværelsen af en række nyttedyr alle kan gavne produktionen af fødevarer og andre goder til mennesker.

Det har bare ingen målbar effekt på biodiversitetskrisen, fordi de arter, vi er i færd med at miste, ikke kan leve i vores dyrkede plantager og marker.

2. myte: Den vilde natur er sund, frodig og resilient

Det er vigtigt at forstå, at naturen ikke har et formål. Naturen er hinsides godt og ondt – disse begreber stammer fra vores forestillingsverden.

Det giver derfor ikke rigtig nogen mening at tale om, at naturen er sund. Det gamle svækkede veterantræ med hulheder og sårskader og afbrækkede grene er ved at dø en langsom død - og dermed decideret usundt.

Men det er levested for myriader af insekter og svampe, som er i gang med at omsætte træets døde ved, og mosser og laver, der lever på træets ru bark. I en typisk dansk bøgeskov er alle træerne sunde.

De syge træer er blevet fjernet ved udtynding, og de sunde træer fældes i deres ungdom, inden de begynder at skrante. Tilsvarende holdes markernes nytteplanter sunde og raske med dræning, vanding, gødskning, ukrudtsbekæmpelse og sprøjtegifte.

Det samme gælder for husdyrene, som altid er i god foderstand og med dyrlægen lige inden for rækkevidde. Til sammenligning er mange vilde planter og vilde dyr kronisk stressede og plagede af forstyrrelser, indvoldsorm, fejlernæring, mangelsygdomme osv.

Mange af de vilde individers problemer kommer fra parasitter, planteædere og rovdyr, ligesom mange af de vilde arters løsninger også kommer fra andre organismer. Træerne og svampene laver mykorrhiza sammen, lav er en symbiose mellem svampe og alger, rødel og rødkløver har kvælstoffikserende bakterier i rodknoldene osv.

Men det er ikke naturens væsen eller formål at være sund og frodig.

Resiliens er et andet modeord i økologien, som dækker over økosystemers evne til at vende tilbage til deres oprindelige tilstand efter en forstyrrelse. Men resiliens kan man heller ikke tage for givet.

Visse økosystemer, som er tilpasset hyppige forstyrrelser, vil hurtigt genvinde deres tidligere tilstand, mens andre, som er stabile over hundreder af år eller længere, vil skulle bruge meget lang tid på at komme tilbage efter en stor forstyrrelse.

3. myte: Miljø og natur er samme grønne dagsorden

Naturen sorterer i Danmark under Miljøministeriet. Det afspejler en generel opfattelse af, at biodiversitetskrisen er en miljøkrise ligesom luftforurening, grundvandsforurening, ozonhul og klimakrise. Men det passer ikke, for menneskets optimale miljøvilkår er anderledes end for de andre arter – især de truede arter.

Miljøkriser handler typisk om, at vi har forringet vore egne levevilkår. Men dermed ikke sagt at de andre arter også har fået det værre. Tværtimod er der talrige eksempler på miljøødelæggelser, som har forbedret levevilkårene for truede arter.

Tjernobyl er et klassisk eksempel, hvor naturen er rykket ind i det radioaktive område, efter menneskene er rykket ud. Nogle gange kan forureningsbekæmpelse være til gavn for både mennesker og biodiversitet, men der er også talrige eksempler på det modsatte.

Eksempelvis overlever en af vore truede humlebier, enghumle, på den forurenede giftgrund ved Harboøre Tange, angiveligt fordi rødkløveren får lov at blomstre frit her i stedet for at blive græsset ned eller høstet til wrap.

Militærets skyde- og øvelsesterræner, råstofgravene og byernes forgiftede jernbaneterræner er andre eksempler på områder, hvor vi på forskellig vis har ødelagt eller opgivet potentiel dyrkningsjord og på samme tid skabt gunstige levevilkår for truede arter.

Hvis man skal sige det helt kort, så handler miljøkriserne om at redde vores egen røv ved at lægge og overholde et husholdningsbudget for en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne.

Oplagte eksempler er et budget for CO2-udvekslinger med atmosfæren eller et budget for udledning af nitrat og fosfat til søer, fjorde og havområder. Man kan også sige, at grænseværdier for forurenende stoffer i mad, drikkevand og luft er en slags budgetter, som skal overholdes for, at vi mennesker kan leve sundt.

Nogle få steder har vi tålegrænser, som er sat af hensyn til naturlige økosystemer, men biodiversitetens største problem er ikke forurening, men derimod vores nyttiggørelse af ressourcer og plads.

Og her opstår der en afgørende forskel mellem miljøkriserne og naturkrisen. Miljøkriserne skal løses ved, at vi opfører os fornuftigt. Naturkrisen skal løses ved, at vi opfører os ufornuftigt.

Naturkrisen kræver nemlig, at vi er villige til – hvor tosset det end kan lyde – at disponere plads nok til at savanneøkosystemer med store dyr, vidstrakte urørte skove, bjerglandskaber, vådområder og uregulerede kystlandskaber kan brede sig og udfolde sig.

Vi skal gøre dette uden at forvente at få andet igen end glæden ved at se livet folde sig ud. Vel vidende, at vi giver afkald på potentialerne for nyttiggørelse af områderne for at øge vores velstand og overlevelse.

4. myte: Mennesket har skabt naturen – derfor har den brug for os

Der er bred enighed om, at der ikke findes et sted på kloden, som er helt upåvirket af mennesker. Vi har forandret atmosfæren, ozonlaget, klimaet, de store stofkredsløb, og vi har udryddet en lang række af nøglearter.

I lande som Danmark har vi tillige forandret landskaberne og erstattet den naturlige vegetation med dyrkede marker, plantager og byer. Selv vores beskyttede naturtyper har en lang kulturhistorie, hvor de er blevet udnyttet til græsningsdrift, tørveskær, høslætdrift, lyngskrælning, stævningsdrift eller andet.

Man skal til stranden eller havet for at finde noget, som vi ikke har formgivet. Kulturlandskabet tolkes af nogen, som om den natur, der omgiver os, er skabt af mennesker og derfor også kræver menneskers pleje for at kunne opretholdes.

Problemet er, at mangfoldigheden af vilde arter næsten alle er udviklet, før det moderne menneske trådte sine barnesko for et par hundredtusinde år siden. Mennesket er en ung art, og vi har godt nok påvirket naturen voldsomt, men arterne er udviklet i vilde økosystemer uden mennesker.

Biologisk set er det derfor mere meningsfuldt at forstå arterne ud fra deres evolutionære oprindelse end ud fra deres kulturhistoriske samkvem med mennesker.

Hvis vi virkelig vil vende biodiversitetskrisen, må vi bygge på en solid biologisk forståelse af arternes livskrav og af de naturlige processer i økosystemerne, som er nødvendige.

Hvorfor trives myterne?

Det er nærliggende at spørge, hvorfor de fire ovenstående myter trives så godt i vores forestillingsverden.

Jeg tror, det skyldes, at de alle fire placerer mennesket i en central hovedrolle i biodiversitetskrisen. Krisen kommer så at sige til at handle om os. Det er os, som har brug for biodiversiteten for at overleve.

Det er os, som har brug for en sund og frodig natur. Det er vores krise. Og vi skal pleje den gode natur. På denne måde tildeler vi os selv både helterollen og skurkerollen i fortællingen, og vi sikrer os samtidig legitimitet til at fortsætte med at bruge naturressourcerne.

Man skal ikke undervurdere, hvor mange privilegier vi har ude i skove, ådale, kyster og på havet.

Vi fisker, jager, fælder træer, lufter hunde, bygger sommerhuse, rider på heste, surfer, henter landbrugsstøtte, holder tambier og regulerer de naturlige processer gennem kystsikring og dræning. Rigtig vild natur er besværlig – med kysterosion, sandflugt, oversvømmelser, brande, væltende træer og masser af store, sultne dyr.

Hvis vi gav slip på de fire myter og forestillingen om, at naturen er til for vores skyld, ville det indlysende svar vise sig for os: Vi skal reservere en del af territoriet og genskabe rammerne for rigtig vild og selvforvaltende natur. Det er det, som vil virke bedst, hvis vi vil standse biodiversitetskrisen.

Artiklen blev udgivet i magasinet Momentum+ og på sitet JA Aktuelt i 2020 og er genudgivet på BIO efter at være tjekket af skribenten.