Biolog og naturforvalter: "Vi mangler et fælles sprog for naturforvaltning"
Anne Drøgemüller Lund, naturforvalter ved Vejle Kommune, mener, at det er på tide at sadle om i måden vi naturforvalter på. "Det er jo kun en dåre, der forventer et andet resultat ved at fortsætte ned ad samme spor," siger hun.
Anne Drøgemüller Lund har i 17 år arbejdet som naturforvalter hos Vejle Kommune. I al den tid er det kun gået ned ad bakke for biodiversiteten i Danmark. Derfor er det også på høje tid, at vi begynder at arbejde og tale om naturforvaltning på nye måder. "Naturen skal ikke plejes. Den skal forvaltes. Og den skal forvaltes rigtigt," siger hun.
I marts 2024 opkøbte Den Danske Naturfond to arealer på i alt 83 ha, som udgør Tørskind Bakker, der troner op over Vejle Ådal.
En ny forvaltningsplan skal definere alt fra græsningsperiode, indsættelsen af store planteædere samt konverteringen af landbrugsjord til natur på arealet.
Naturforvaltningen af Tørskind Bakker skal Anne Drøgemüller Lund være med til at realisere.
Hun er uddannet biolog og botaniker og har de sidste 17 år arbejdet med biodiversitet og naturforvaltning i Vejle Kommune.
”Jeg drømmer om, at jeg kan gå herud om ti år uden at se alle hullerne i osten og blive frustreret over alt det, vi stadig mangler at gøre. At jeg kan komme hertil som gæst og tilskuer til en natur, der klarer det hele selv på sine egne præmisser. At jeg kan spejde ud over et varieret landskab, hvor en hesteflok med en helt naturlig flokdynamik trives i landskabet og gør det, de er udviklet og skabt til at gøre gennem millioner af års evolution,” siger hun.
’Pleje’, det lyder jo som en syg patient. Vi skal ikke pleje vores beskyttede naturområder, vi skal forvalte demAnne Drøgemüller Lund
40 års fejlbehæftet naturforvaltning
Begejstringen for naturen har Anne Drøgemüller Lund haft, siden hendes otte år ældre storebror begyndte at læse biologi i 1991 og tog lillesøster med ud i naturen for at tælle sommerfugle og planter.
“Derfra var der ingen vej tilbage for mig. Så var jeg ligesom bare hooked,” siger hun.
Anne Drøgemüller Lund taler passioneret og længe om naturen, og en af hendes kæpheste er netop, at vi skal blive bedre til at sætte de rigtige ord på naturen og forvaltningen af den.
”Vi mangler et fælles sprog for, hvordan vi laver og arbejder med naturforvaltning. Siden vedtagelsen af naturfredningsloven i 1980’erne har vi i Danmark primært talt om naturen som noget, der skal plejes. ’Pleje’, det lyder jo som en syg patient. Vi skal ikke pleje vores beskyttede naturområder, vi skal forvalte dem – og vi skal forvalte dem rigtigt,” siger hun og fortsætter:
”Vi har kørt med en fejlbehæftet naturforvaltning i 40 år, og det er kun gået ned ad bakke med biodiversiteten. Tiden er til at sadle om og gøre tingene anderledes. Det er jo kun en dåre, der forventer et andet resultat ved at fortsætte ned ad samme spor.
Ord som ’skadedyr’, ’problemarter’ og ’konfliktarter’ har ikke noget at gøre i vores sprog om naturforvaltning, mener Anne Drøgemüller Lund.
Ved at bevare de termer forledes man til at tro, at vi kan løse biodiversitetskrisen ved fx blot udrydde invasive arter. Men invasive arter er i virkeligheden det mindste problem i dansk naturforvaltning, slår hun fast.
”Hvis vi konsekvent bruger det forkerte sprog om naturforvaltning, risikerer vi også at lave tiltag, som skader mere, end de gavner. Det er altså ikke blomsterstriber, der redder biodiversiteten. Det er det dårligste tiltag, du kan lave. Men det ser pænt ud, og for de fleste danskere er det jo tegn på, at naturen dermed trives. Det er bare ikke sandt,” siger hun.
Vi skal væk fra følelserne og omfavne fagligheden, hvis vi virkelig vil gøre noget godt for biodiversitetenAnne Drøgemüller Lund
Drop følelserne og omfavn fagligheden
Danskerne er med Anne Drøgemüller Lunds ord blevet ”naturanalfabeter”. Vi kan ikke længere genkende fuglene, blomsterne i skovene, sommerfuglene og svampene i naturen, og derfor lægger vi heller ikke mærke til, at de forsvinder.
”Den almene dansker har en mening om natur, men kendskabet til naturen og de aspekter, der er vigtige for biodiversiteten, er for mange næsten ikke-eksisterende. De fleste, der kigger ud over det her smukke landskab, vil sige, at naturen trives. Men hvis du spørger en fagperson som mig, vil jeg jo sige noget helt andet.”
”Kvantitet er ikke det samme som kvalitet, og følelser er ikke det samme som viden. Det er i dette spændingsfelt mellem synsninger og naturfaglighed, at konflikten i hele naturdebatten ofte opstår. Og vi skal væk fra følelserne og omfavne fagligheden, hvis vi virkelig vil gøre noget godt for biodiversiteten,” siger hun.
Anne Drøgemüller Lund er dog udmærket klar over, at frugten af hendes arbejde først for alvor manifesterer sig, når hun ikke længere er her.
”Det arbejde, jeg udfører, gør jeg jo for mine børns og børnebørns generationer. Det er ikke noget, jeg selv kommer til at se det store resultat af. Men hvis jeg kan spille en rolle i at bevare den fælles naturarv, vi har fået, så den ikke længere tages for givet og ødsles væk, er jeg tilfreds,” siger hun.
