Du skal blotte din utilstrækkelighed som leder

"Jeg har fået malet mig selv op i et hjørne og ved ikke helt, hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg skammer mig over, at jeg ikke gør noget. Jeg handler ikke, men lader bare stå til, mens tingene bliver værre og værre. Det er helt tydeligt, at trivslen i afdelingen er styrtdykket, og de dygtigste siger op og finder andre job. Det er min skyld, men jeg vil ikke indrømme det."

Denne fortælling stammer fra bogen ’Lederskam’, hvor 25 ledere fortæller om episoder, hændelser, forløb og tanker, som de ikke ønsker kommer frem i lyset.

Elsebeth Hauge er selvstændig ledelsesrådgiver og forfatter til bogen. Hun finder det tankevækkende, at ledere ikke tør tale om skam med lederkollegerne.

"Der findes åbenbart ikke et sprog på ledelsesgangen, der giver mulighed for at tale med hinanden om de egenskaber, situationer, følelser og tanker, der er skamfulde inden for ens ledelse. Men det er jo det oplagte sted at få et klap på skulderen eller et godt råd. For det er dem, der allerbedst kan sætte sig ind i situationerne, fordi de højst sandsynligt har oplevet noget, der ligner," skriver hun i bogen.

De interviewede ledere er udvalgt på tværs af køn, alder, ledelseserfaring og branche, og de fleste fortællinger er aldrig blevet fortalt. Ikke engang til de nærmeste. Og ifølge Elsebeth Hauge er ledere ikke meget for at tale om deres utilstrækkelighed. Måske fordi det meste litteratur og teori om ledelse handler om, hvordan en rigtig (læs: dygtig) leder er.

"Jeg kan godt blive træt af forestillingen om, at man bare kan læse en bog om situationsbestemt ledelse og derefter træde ind i forskellige roller. Jeg havde behov for at komme bag om stereotyperne og se på, hvornår det egentlig er svært at være leder," siger hun til Akademikerbladet.

Hun definerer lederskam som handlinger, tanker, følelser og fordomme, som man ikke ønsker, at andre skal få øje på.

I Danmark kan vi ikke lide at tale om skam, og det kan nærmest være skamfuldt at være en leder, der skammer sig over noget, fortæller Elsebeth Hauge og fortsætter: "Når jeg møder ledere, der postulerer, at de ikke skammer sig over noget, så spørger jeg: ‘Er der noget om din ledelse, du ikke ønsker at fortælle andre om?’, og så dæmrer det."

Utilstrækkeligheden skal frem i lyset

Selv om mange af situationerne i bogens fortællinger ligger fem-ti år tilbage, og følelsen af skam måske kun har manifesteret sig i 30 sekunder, kunne lederne fortælle detaljeret om hændelserne.

"Så skammen stikker dybt," siger Elsebeth Hauge, som sad med ryggen til lederne, mens hun interviewede dem.

"Skammen sidder i øjnene, og når man skammer sig, kan man ikke se andre i øjnene," siger hun.

Elsebeth Hauge mener, at forestillingen om den perfekte leder er med til at lægge et pres på ledere, som igen er med til at lægge låg på ideer og kreativitet i virksomhederne.

"Hvis du ikke kan stå ved dig selv, skaber det stress og udbrændthed, for som leder er du ofte i pressede situationer eller står over for dilemmaer og skal tage et stort ansvar. Det kræver ekstra energi at holde styr på følelsesmæssig bagage, som du måske forsøger at gemme væk. Det er simpelthen sværere at have en maske på, når du er under pres," siger hun.

Mange ledere er ensomme

En leder beretter fra et lederseminar, hvor konsulenter var tilkaldt for at gøre det lettere at tage jahatten på og formulere store visionære tanker som konkrete, målbare opgaver:

"Vi smiler, skåler i dyre bobler, og jeg er sikker på, at vi alle ønsker, at det skal blive til noget. Og så vil jeg ikke være barnet fra ’Kejserens nye klæder’, der stiller spørgsmål til de udfordringer og forhindringer, der tydeligvis står i vejen for at komme bare en brøkdel videre," fortæller han og beskriver fornemmelsen af, at en del af ham ikke var inviteret med, fordi egenskaber som kritisk, nysgerrig, ærlig, værdiskabende, udfordrende, målrettet og vedholdende ikke var velkomne.

Han tror ikke på projektet, men tør ikke sige det. I stedet begynder han med det samme at tænke på, hvilke ydre forhindringer han skal opstille sidst på året, når han skal forklare, hvorfor de opstillede KPI’er ikke er indfriet.

Denne leder har det muligvis som otte ud af ti ledere, der i en stor skandinavisk undersøgelse fra www.chef.se svarer, at de føler sig ensomme på jobbet.

"Hvis vi turde være nysgerrige på hinanden og turde tale om fejl og bekymringer, ville man ikke føle sig så ensom som leder," mener Elsebeth Hauge, som peger på, at der samtidig er sket et fald i, hvor mange der ønsker at være topledere.

En undersøgelse fra Lederne viser, at antallet af kvindelige ledere, der gerne vil have endnu større ansvar og magt er faldet fra 53 procent i 2017 til 45 procent i 2021. For mændene er toplederambitionerne faldet fra 65 til 58 procent.

"Det er simpelthen blevet mindre attraktivt at være leder," siger Elsebeth Hauge, som mener, at en måde at få lederlysten tilbage på kan være at få lederskammen frem i lyset.

"Ledere skal turde dele handlinger og tanker, hvor de ikke lever op til de stereotype lederegenskaber. Sige højt, at det også er en del af ledelse," siger hun.

Bevidsthed om skammen giver handlemuligheder

Det er ikke meningen, at skammen skal forsvinde, siger Elsebeth Hauge.

"Det er faktisk meningen, at vi skal blive mere bevidste om den. Ved at blive opmærksomme på, hvornår vi er styret af vores skam, får vi handlemuligheder, der ikke er tilgængelige, når skammen er undertrykt. For jo klogere du bliver på dig selv og din adfærd, og jo mere du tør stå ved, jo flere valg får du som leder," skriver hun.
Det lyder nemt, men det er det ikke.

"Selvfølgelig kan man hyre en ind til at tale om det og sætte gang i den gode samtale. Men man kan også, næste gang man står ved kaffemaskinen eller taler med lederkollegaen over frokosten, sige: Jeg læste lige en interessant artikel i går om, hvordan ledere taler sammen, så jeg får lige lyst til at spørge dig om, hvad du helst vil huskes for som leder?" siger Elsebeth Hauge.

"Det kan godt være, at det bliver lidt kunstigt i starten, men efterhånden får man skabt samtaler, hvor vi ser hinanden som mennesker og faktisk bliver nysgerrige på hinanden," siger hun.

Dyk ned under klichéerne

Hun svarer ja til, at det kræver noget tryghed i organisationen at stille sådanne spørgsmål, men anbefaler, at man kaster sig ud i det.

"Der går hurtigt hønen og ægget i det, hvis man ikke kan komme i gang med det, før man har arbejdet med den psykologiske tryghed og har skabt tillid til hinanden. Men det er lige præcis ved at begynde at have de her samtaler, at vi skaber den tryghed. Det er ved at gå ind og tage fat der, hvor vi tør dykke ned under klichéerne. Så jeg mener ikke, man skal vente på, at topledelsen sætter det i gang. Man skal selv starte bevægelsen," siger Elsebeth Hauge, som ofte arbejder med emner som ’Hvad tænker andre om mig, hvis jeg gør sådan?’, når hun har seancer med ledergrupper.

"Vi har alle situationer, hvor vi er bange for, hvad andre synes og tænker om os. Når lederne får øje på, at de ikke står alene med angsten for utilstrækkeligheden, letter det dem for en masse skam. De får følelsen af, at vi er sammen om det her," siger Elsebeth Hauge.
"Og når man når dertil, stiger empatien over for lederkollegerne, og man får lyst til at tale sammen på et dybere plan og til at hjælpe hinanden, samtidig med at arbejdsmiljøet bliver bedre."