Workshop for studerende viser vejen frem
Når nu det postmoderne arbejdsliv er individualiseret, må den postmoderne solidaritet bygge på samvirkende individer. Magisterforeningen skal skabe rammer for, at medlemmerne kan hjælpe hinanden.
Jeg ved jo ikke, hvor meget du tænker over, at et voldsomt stort antal unge nyuddannede akademikere starter deres karriere på arbejdsmarkedet som ledige? Eller endnu mere essentielt, tænker du over, hvad du kan gøre, eller tænker du, det har vi andre til - eller er det bare den enkelte kandidats egen skyld og eget ansvar?
For nylig holdt vi i Magisterforeningen to workshops for studerende, der har tanker om at blive selvstændige, når de er færdige med studiet. Det var et samarbejde mellem bestyrelserne for Freelancere & Selvstændige (F&S) og for De Studerende. Noget af det mest interessante var, at det var medlemmer fra F&S, som sparrede med de studerende, og det virkede utrolig godt. Det har givet anledning til følgende refleksioner:
Det arbejdsmarked, en nyuddannet kandidat står over for, er så flydende og krævende, at uanset om man ønsker at være en traditionel selvstændig, så bliver man nødt til at tænke sig selv som en selvstændig værdi for arbejdsmarkedet, og det er et individuelt projekt. Det bliver derfor meget lig den proces, som selvstændige magistre hele tiden må arbejde med, nemlig innovation, produktudvikling og markedsføring.
Det skal forstås på den måde, at man anser viden som en arbejdsmarkedsværdi, hvor man afdækker hvilke styrkepositioner, der kan danne udgangspunkt for innovative tiltag og så, gennem en kreativ proces, udfolder styrkepositionerne i forskellige mulige scenarier. Disse scenarier kvalificerer man så gennem konkrete undersøgelser af, hvorvidt der eksisterer et reelt marked, og om man har lyst og evne til at levere ydelsen på det afdækkede marked.
På denne baggrund kan et reelt udviklingsarbejde finde sted med afprøvninger, før en egentlig planlægning og gennemførelse af planer for ”salg og markedsføring” kan finde sted. Det vigtige i en sådan progression er, at den er drevet af lyst og specialviden, og at den matcher behov, kultur og konjunktur på det marked, man søger ind. Med empowermenttermer bliver energien i forløbet baseret på den enkeltes interesse og foldet ud i et troværdigt format.
Denne værdimæssige tilgang understøtter noget meget centralt for den enkelte, nemlig opgøret med identiteten som ”ledig”. På det flydende arbejdsmarked skal man hele tiden tilpasse sig i en flydende proces. Karrierevejen går ikke i lige linje fra nyansat til pensionist. Man har hele tiden løbende behov for nyorientering af sin markedsværdi. Det er derfor helt naturligt, at der opstår et sådan behov, når man er i en proces, hvor man skifter sin identitet fra studerende til arbejdende. Det er ikke nyttigt at gøre det via en ledighedsidentitet først.
Hvis man altså tænker sin egen værdi ind i forhold til det, man kan, og hele tiden arbejder med at omsætte den i en fremtidig kontekst, er det nødvendigt, at man skaber plads og mulighed for at frisætte sig til at indgå i kreative og innovative processer. Som selvstændig vidensarbejder skifter man altså hele tiden mellem forskellige processer, og det er sådan, man bør anerkende sig selv, når man går fra studie til erhverv. Det behøver bare ikke at være en så individuel proces, at man skal være alene om det.
Når nu det postmoderne arbejdsliv er individualiseret, må den postmoderne solidaritet bygge på samvirkende individer. På de nævnte workshops oplevede vi, hvor stor en værdi det har, når vores egne medlemmer i Dansk Magisterforening hjælper hinanden i en sådan mentor-mentee-relation, som det jo egentlig er. Magisterforeningen skabte rammerne, men det var medlemmerne, der fyldte dem ud!
Det er måske den nye fortælling fra fagbevægelsen, at vi investerer i, at man hjælper hinanden i en fælles faglig kontekst, hvor solidaritetsbegrebet giver mening i mellemmenneskelig relation.
For nylig holdt vi i Magisterforeningen to workshops for studerende, der har tanker om at blive selvstændige, når de er færdige med studiet. Det var et samarbejde mellem bestyrelserne for Freelancere & Selvstændige (F&S) og for De Studerende. Noget af det mest interessante var, at det var medlemmer fra F&S, som sparrede med de studerende, og det virkede utrolig godt. Det har givet anledning til følgende refleksioner:
Det arbejdsmarked, en nyuddannet kandidat står over for, er så flydende og krævende, at uanset om man ønsker at være en traditionel selvstændig, så bliver man nødt til at tænke sig selv som en selvstændig værdi for arbejdsmarkedet, og det er et individuelt projekt. Det bliver derfor meget lig den proces, som selvstændige magistre hele tiden må arbejde med, nemlig innovation, produktudvikling og markedsføring.
Det skal forstås på den måde, at man anser viden som en arbejdsmarkedsværdi, hvor man afdækker hvilke styrkepositioner, der kan danne udgangspunkt for innovative tiltag og så, gennem en kreativ proces, udfolder styrkepositionerne i forskellige mulige scenarier. Disse scenarier kvalificerer man så gennem konkrete undersøgelser af, hvorvidt der eksisterer et reelt marked, og om man har lyst og evne til at levere ydelsen på det afdækkede marked.
På denne baggrund kan et reelt udviklingsarbejde finde sted med afprøvninger, før en egentlig planlægning og gennemførelse af planer for ”salg og markedsføring” kan finde sted. Det vigtige i en sådan progression er, at den er drevet af lyst og specialviden, og at den matcher behov, kultur og konjunktur på det marked, man søger ind. Med empowermenttermer bliver energien i forløbet baseret på den enkeltes interesse og foldet ud i et troværdigt format.
Denne værdimæssige tilgang understøtter noget meget centralt for den enkelte, nemlig opgøret med identiteten som ”ledig”. På det flydende arbejdsmarked skal man hele tiden tilpasse sig i en flydende proces. Karrierevejen går ikke i lige linje fra nyansat til pensionist. Man har hele tiden løbende behov for nyorientering af sin markedsværdi. Det er derfor helt naturligt, at der opstår et sådan behov, når man er i en proces, hvor man skifter sin identitet fra studerende til arbejdende. Det er ikke nyttigt at gøre det via en ledighedsidentitet først.
Hvis man altså tænker sin egen værdi ind i forhold til det, man kan, og hele tiden arbejder med at omsætte den i en fremtidig kontekst, er det nødvendigt, at man skaber plads og mulighed for at frisætte sig til at indgå i kreative og innovative processer. Som selvstændig vidensarbejder skifter man altså hele tiden mellem forskellige processer, og det er sådan, man bør anerkende sig selv, når man går fra studie til erhverv. Det behøver bare ikke at være en så individuel proces, at man skal være alene om det.
Når nu det postmoderne arbejdsliv er individualiseret, må den postmoderne solidaritet bygge på samvirkende individer. På de nævnte workshops oplevede vi, hvor stor en værdi det har, når vores egne medlemmer i Dansk Magisterforening hjælper hinanden i en sådan mentor-mentee-relation, som det jo egentlig er. Magisterforeningen skabte rammerne, men det var medlemmerne, der fyldte dem ud!
Det er måske den nye fortælling fra fagbevægelsen, at vi investerer i, at man hjælper hinanden i en fælles faglig kontekst, hvor solidaritetsbegrebet giver mening i mellemmenneskelig relation.
