Vi skal ikke arbejde uden at få løn for det

For nylig var jeg til en debat på ARoS, som Trapholts direktør, Karen Grøn, deltog i. Hun opfordrede publikum til at gå hjem og skrive et læserbrev eller en kronik. I hvilken sammenhæng husker jeg ikke præcis. Vist noget med, hvorvidt vi var det rigtige publikum til at overvære debatten. Vi havde jo allerede købt ind på konceptet kunst og kultur. Vi var ikke dem, der skulle overbevises om kulturens værdi.

Jeg skriver ikke dette indlæg, udelukkende fordi Karen Grøn opfordrede mig til det, men fordi jeg tilfældigvis har noget på hjerte. Og det har jeg haft længe. 
I 2012 dimitterede jeg som cand.mag. i dansk og æstetik og kultur. Sideløbende med mine studier havde jeg som de fleste andre studerende job, som kunne supplere huslejen. Derudover involverede jeg mig i frivilligt arbejde bl.a. som kulturskribent og med en række kulturprojekter. Du skal udvide dit cv og dine kompetencer ved at arbejde gratis, var og er præmissen under uddannelse og efter uddannelse. Netværk er vejen til job, fik jeg at vide.
Den præmis købte jeg. Indtil jeg havnede i et løntilskudsjob på Godsbanen i Aarhus og for alvor begyndte at få øjnene op for, hvordan kulturen holdes sammen af folk, der arbejder uden løn.

Her i 2019, syv år og en masse ulønnede arbejdstimer senere, ser jeg fortsat, at kulturinstitutioner slår de samme stillinger op igen og igen hver 6. måned. Det er en rotationsmølle, og udsigten til et ordinært job er ikkeeksisterende i disse stillinger. Det kan vi lige så godt slå fast én gang for alle.

Vi underminerer branchen, ved at arbejdskraft inden for kulturen ikke aflønnes. Da jeg dimitterede, var det med en del dårlig samvittighed over at have valgt fag ud fra passion og en naiv tro på, at jeg var den uundværlige arbejdsressource, kulturinstitutionerne havde brug for. Lige lidt vidste jeg, at det ikke handlede om kompetencer, men om hvem der er villig til at udføre jobbet uden at få betaling for det. Det ved jeg nu. Og vi er mange, der vil arbejde uden at få betaling for det.

En opfordring til mig selv og andre: Vi skal ikke arbejde uden at få løn for det. Og en opfordring til vores kulturminister om at undersøge den måde, offentlige løntilskud og praktikker bliver udnyttet på. Mange steder lever ansættelserne ikke op til lovgivning, som bl.a. foreskriver, at ansatte i offentlige løntilskud ikke må og ikke skal erstatte en almindelig arbejder.

Økonomisk er der selvsagt en udfordring. Hvor skal pengene til at ansætte i ordinære stillinger i kulturbranchen komme fra? Hvordan får samfundet øjnene op for den værdi, kunst og kultur bringer, og at det kan betale sig at investere i kulturen? Hvordan retfærdiggør vi værdien af noget, der ikke nødvendigvis kan måles i kroner og øre – som kultur?

Når kulturinstitutioner m.m. blindt ansætter folk uden at betale dem (og mange steder i øvrigt lader praktikanter/personale i løntilskud passe sig selv), tænker jeg, at de er med til at forstærke fortællingen om, at kunst er uden (økonomisk) værdi.

Jeg tvivler på, at flere kulturinstitutioner kunne overleve, hvis vi fjernede den gratis arbejdskraft.

Men branchen bliver nødt til at vågne op og jagte alternativer til rotationsmøllen. For det er simpelthen ikke godt nok.