Blog: Vi må gerne vælge forkert!

Mange studerende på humanistiske videregående uddannelser kan med stor sandsynlighed nikke genkendende til følelsen af at skulle forsvare sin faglighed eller at skulle besvare spørgsmål såsom: ”Hvad bliver du egentlig?” eller ”hvad kan du så bruge den uddannelse til?”

Jeg selv læser en kandidat i Pædagogik på Københavns Universitet og påbegynder netop nu mit sidste studieår. Først et par tilvalgsfag og så venter specialet. Cand.Mag.Pæd. bliver jeg så - en humanistisk kandidat, der som så mange andre uddannelser, er svær helt specifikt at definere.

Nogle af de spørgsmål jeg selv tit er blevet mødt med er for eksempel: 

“Bliver du så pædagog? ” eller “kan du godt lide børn?” 

Hertil ved jeg aldrig helt hvad jeg skal svare... Jeg bliver i hvert fald ikke pædagog, og skal jeg nødvendigvis have en særlig forkærlighed til arbejde med børn, fordi jeg læser pædagogik? Vel ikke nødvendigvis.

Derudover har vejen til min uddannelse været en noget rodet affære. Jeg har både læst Jordbrugsøkonomi på Science og til skolelærer på Blaagaard/KDAS, inden jeg påbegyndte Pædagogik. En sådan shoppen rundt i uddannelsessystemet, er ellers ikke så velset i vores politikeres øjne. Hertil skal vi helst vælge hurtigt og helst også rigtigt første gang.

Med dette indlæg vil jeg dog slå et slag for, at man netop gerne må vælge forkert og så at sige ”smage på varerne” i det danske uddannelsessystem. Og så at en humanistisk uddannelse netop kan så meget andet og mere, end at være en adgangsbillet til et bestemt erhverv på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg også mene, at et spørgsmål som ”hvad bliver du så?” på sin vis er misforstået og slet ikke rammer hovedet på sømmet - det er nemlig slet ikke pointen.

Pointen er, at der er noget befriende i at give sig hen til et fag af ren og skær nysgerrighed og interesse og lade netop de fornemmelser drive værket. Og hertil at træffe beslutningen om, at ”jeg vil være dygtig til det her”, hvilket både kræver engagement og hårdt arbejde. Samtidig kan omvejene, fejlene eller de forkerte beslutninger man træffer, netop være et skridt på vejen mod et fag, man virkelig brænder for. 

Nu står jeg så her. Efter mange omveje og hvad der kunne kaldes politisk ukorrekte beslutninger eller SU-nasseri. Til gengæld har jeg fundet min hylde, og min værktøjskasse er klar til at arbejde. Denne værktøjskasse er en krydsning af sociologiske, psykologiske og antropologiske apparater - samlet til et fag, der kan være både lidt af det ene og det andet. Og hvad bliver jeg så? Mit svar må være, at jeg er blevet dygtig til mennesker - til at forstå, hvorfor de gør som de gør, og til at sætte spørgsmålstegn ved det, der ellers fremkommer som selvfølgeligt.

Og det er netop det, humaniora kan -  Åbne verden og gøre os i stand til at stille spørgsmål såsom: ”Hvordan kan det egentlig være at…? ” Og derefter finde et svar. Lad os nu lade nysgerrigheden og interessen drive vores uddannelsesvalg, og lad os dvæle ved, at det kan være godt at vælge forkert.

Endelig vil jeg tilføje, at hvor jeg ender det må tiden vise. Humaniora i sin fineste form: fantastisk, uforudsigelig og en verden af muligheder.