Value for money – på DM-manér
Hvis journalister med arbejdsmarkedet som særligt sagsområde lige står og mangler et godt emne at fylde spalterne med, kan de altid fiske en overskift og nogle tal om en fagbevægelse i krise frem. Eller pryde avisen med en tegning af en overmoden rødklædt dansk model, der trues af en gul opkomling.
”Fagbevægelsen mister legitimitet, magt og status. Organisationsprocenten falder, og relevansen af et medlemskab forsvinder i tågerne for mange lønmodtagere”.
Hver gang jeg læser endnu en artikel, der er komponeret over denne læst, ærgrer jeg mig. For LO er ikke hele fagbevægelsen, og der er andre versioner af den danske model end den, de traditionelle LO-fagforeninger står for. Og det er ikke alle fagforeninger, der oplever medlemsflugt. DM og de to andre store akademikerorganisationer, IDA og DJØF, har pæn medlemsfremgang. Det betyder imidlertid ikke, at vi kan hvile på laurbærrene og sole os i høj organisationsprocent.
Akademikerne udgør en stadig større del af den samlede arbejdsstyrke, så for blot at fastholde en organisationsprocent, der giver troværdighed og legitimitet i forhandlinger med arbejdsgiverne, skal vi udvikle nye aktivitetsformer, finde nye måder at inddrage medlemmerne på og udvide paletten af ydelser.
Men hvad er det så mere præcist, som en moderne fagbevægelse skal levere for at tiltrække og fastholde medlemmer og dermed fastholde sin position som en vigtig aktør i udviklingen af vores samfund?
”Nutidens lønmodtagere er individualistiske og vil ikke tvinges ind i abstrakte fællesskaber, og så vil de frem for alt have value for money”, lyder det fra alle dem, der mener at have fingeren på pulsen. Men er det nu også en uomtvistelig sandhed, at vores unge ikke tillægger fællesskab og solidaritet nogen betydning? Det er jeg nu ikke så sikker på. Men solidariteten og fællesskabet skal give umiddelbar mening. Man skal kunne se, at fagforeningens indsats nytter, og at man med sit medlemskab bidrager til løsninger på konkrete, nærværende problemer, selv om man måske ikke selv står midt i dem. Abstrakte ideologiske slogans fænger ikke.
Men value for money da? Jo, selvfølgelig vil medlemmerne have noget for pengene. Det vil da også være sært, hvis andet var tilfældet. Men jeg tror, vi skal passe på med at undervurdere vores medlemmer. For en fagforenings værdi og legitimitet ligger i andet og mere end konkrete økonomiske fordele og rabatter. Og reel værdi er noget helt andet end spektakulære særarrangementer, hvor det ene køn får tilbudt rabat på undertøj nøje tilpasset konkrete brystmål, og det andet køn får tilbudt rabat på en tur i biffen med biler og letpåklædte damer. Vi skal turde fastholde, at vel skal vi udvikle os og tilpasse os nye tider og nye krav, men værdien af et fagforeningsmedlemskab for det enkelte medlem, kvinde eller mand, er noget andet og meget mere end en indkøbsforening eller en klub for fælles plat og stereotyp underholdning. Og vi skal turde ranke ryggen og sige: Hvis du vil være medlem hos os, får du selvfølgelig individuel hjælp og vejledning i dit arbejdsliv, men for det samme kontingent får du mulighed for at udvikle din faglighed i fællesskab med dine fagfæller. Og for det samme kontingent bidrager du samtidig til at støtte kolleger, der kæmper med retten til at danne fagforeninger, for eksempel i Palæstina. Sådan definerer vi værdi i DM. Og mon ikke det appellerer i lige høj grad til unge som gamle, kvinder som mænd, humanister som naturvidenskabsfolk?
