Universitet uden debat
Universitetets arbejds- og forskningsmiljø er truet, hvis ledelsen ikke nu i handling viser, at den med rektors ord vil fremme den kritiske dialog, som er en af grundstenene i Aalborg Universitets fundament, skriver emiritus Morten Ejrnæs
Aalborg Universitet skal spare 67 mio. kr. På AAU’s hjemmeside hedder det: “De årlige jule- og medarbejdermøder på campus Aalborg og campus København har været præget af kritik og protester”. Det fremgår også, at Djøfs fællestillidsrepræsentant har udtrykt bekymring for, hvad kritik af ledelsen kan få af konsekvenser. Han citeres for følgende: “Jeg har fået meldinger fra medarbejdere om, at man kan være angst for, hvilke konsekvenser eventuelle kritiske røster over for ledelsens beslutninger kan få i en kommende afskedigelsesproces”.
På hjemmesiden hedder det videre: “Den bekymring vil både dekan for SAMF Rasmus Antoft og rektor Per Michael Johansen dog gerne mane til jorden”. Dekanen siger: “Vi er i en sårbar situation lige nu, og det er derfor vigtigt for mig at slå fast, at kritik er både velkommen og positivt. Vi vil som ledelse gerne indgå i en kritisk dialog med medarbejderne, for det er med til at kvalificere beslutningerne. Jeg kan derfor kun opfordre til, at man ytrer sig”.
Og fra rektor lyder det: “Vi er på et universitet, hvor den kritiske dialog er en af grundstenene i vores fundament. Det er fint med kritik af ledelsesmæssige beslutninger, og vi vil gerne i dialog og drøfte tingene med medarbejderne, men det kræver, at vi ved, hvem vi skal i dialog med. Det går ikke, at man kæmper fra neutralt ringhjørne uden at ville lægge navn til kritikken”.
Som ansat gennem mere end 20 år og nu lektor emeritus på AAU vil jeg meget gerne lægge navn til kritik af ledelsesmæssige beslutninger, hvilket jeg har gjort talrige gange. Min kritik har handlet om overordnet strategi og konkrete dispositioner i forbindelse med fx nedskæringer. Jeg har imidlertid ikke mærket noget til den åbenhed for kritisk dialog, som dekan og rektor nu gør sig til talsmænd for.
Jeg har tværtimod gang på gang fået at vide, at jeg har rejst diskussionen i et forkert møde eller organ, eller at beslutningerne var truffet og ikke kunne laves om, eller slet og ret at sådan spiller klaveret ikke på Aalborg Universitet. Og når jeg direkte har kritiseret ledelsen i mails, har jeg enten ikke fået svar eller fået intetsigende svar. Der har aldrig været invitation til kritisk dialog. Det var heller ikke tilfældet, da jeg den 29/11 i forbindelse med min opsigelse, som var en direkte følge af de udmeldte besparelser, sendte en mail til dekan og rektor, hvori jeg på fire punkter kritiserede direktionens beslutninger. Jeg fik ikke noget svar.
På hjemmesiden hedder det videre: “Den bekymring vil både dekan for SAMF Rasmus Antoft og rektor Per Michael Johansen dog gerne mane til jorden”. Dekanen siger: “Vi er i en sårbar situation lige nu, og det er derfor vigtigt for mig at slå fast, at kritik er både velkommen og positivt. Vi vil som ledelse gerne indgå i en kritisk dialog med medarbejderne, for det er med til at kvalificere beslutningerne. Jeg kan derfor kun opfordre til, at man ytrer sig”.
Og fra rektor lyder det: “Vi er på et universitet, hvor den kritiske dialog er en af grundstenene i vores fundament. Det er fint med kritik af ledelsesmæssige beslutninger, og vi vil gerne i dialog og drøfte tingene med medarbejderne, men det kræver, at vi ved, hvem vi skal i dialog med. Det går ikke, at man kæmper fra neutralt ringhjørne uden at ville lægge navn til kritikken”.
Som ansat gennem mere end 20 år og nu lektor emeritus på AAU vil jeg meget gerne lægge navn til kritik af ledelsesmæssige beslutninger, hvilket jeg har gjort talrige gange. Min kritik har handlet om overordnet strategi og konkrete dispositioner i forbindelse med fx nedskæringer. Jeg har imidlertid ikke mærket noget til den åbenhed for kritisk dialog, som dekan og rektor nu gør sig til talsmænd for.
Jeg har tværtimod gang på gang fået at vide, at jeg har rejst diskussionen i et forkert møde eller organ, eller at beslutningerne var truffet og ikke kunne laves om, eller slet og ret at sådan spiller klaveret ikke på Aalborg Universitet. Og når jeg direkte har kritiseret ledelsen i mails, har jeg enten ikke fået svar eller fået intetsigende svar. Der har aldrig været invitation til kritisk dialog. Det var heller ikke tilfældet, da jeg den 29/11 i forbindelse med min opsigelse, som var en direkte følge af de udmeldte besparelser, sendte en mail til dekan og rektor, hvori jeg på fire punkter kritiserede direktionens beslutninger. Jeg fik ikke noget svar.
- Hvis blot de 67 millioner kr., som skal spares på hele Aalborg Universitet, var blevet fordelt nogenlunde jævnt ud over universitetet, kunne denne situation være undgået. Nu er det imidlertid således, at direktionen har valgt at lægge mere end halvdelen af den samlede besparelse på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, skønt budgettet for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet kun udgør omkring 12 procent af Aalborg Universitets samlede budget. Der er således reelt tale om en betydelig nedprioritering af samfundsvidenskab, der kommer til at ramme både de studerende og de ansatte hårdt.
- Den totale lukkethed omkring de forhandlinger, der er gået forud for denne direktionsbeslutning, betyder, at vi som menige medarbejdere ikke har haft nogen mulighed for at diskutere og anfægte, at universitetet nedprioriterer samfundsvidenskab.
- Som menige medarbejdere har vi heller ikke haft nogen mulighed for gradvis at bremse op for aktiviteter og omlægge til et lavere aktivitetsniveau, hvilket kunne have ført til en mindre personalereduktion.
- Samarbejdsudvalgene har ikke fået nogen mulighed for at spille en konstruktiv rolle i hverken spørgsmålet om besparelsernes fordeling eller spørgsmålet om, hvordan afskedigelser kunne undgås.
Ledelsens dispositioner har desværre allerede ført til afskedigelser af mange medarbejdere og til usikkerhed, angst og bekymringer blandt studerende og ansatte. Universitetets arbejds- og forskningsmiljø er truet, hvis ledelsen ikke nu i handling viser, at den med rektors ord vil fremme den kritiske dialog, som er en af grundstenene i Aalborg Universitets fundament. Hvis ikke spørgsmål som ovenstående bliver diskuteret, vil usikkerheden, frygten for fyringer og angsten for at kritisere fortsat præge AAU.
Forkortet af redaktionen.
