Slukøret konsulent: Det, jeg er gjort af, er taget fra mig

”Gør det, du er bedst til” siger de, men det må jeg ikke.

Som konsulent sælger jeg en nicheydelse. Noget, som jeg er en af meget få i landet, som kan levere. Noget, som kun jeg kan levere, lige netop som jeg gør det. Det er sådan mine kunder siger, og efter snart 8 år som konsulent så tror jeg efterhånden på det. Det er ikke noget "konsulent i metermål" over mit arbejde.

Af samme grund bliver det ofte "mig", de køber.

Lige så meget - hvis ikke mere - som de køber det faglige indhold i undervisningen, den proces, jeg understøtter, eller anbefalinger, jeg kommer med, så køber de min facon, min energi og min humor. Jeg kan være både konfrontatorisk, sarkastisk og provokerende, og det er ikke for alle. Men dem, der kan lide det, kan rigtig godt lide det – og de kommer tilbage.

Det kan godt blive lidt vanedannende, at jeg på den måde har folk, der efterspørger mig.

Jeg forestiller mig, at det minder lidt om musikere, komikere og andre, som er på scenen alene – og at det er et savn, jeg deler med andre undervisere og facilitatorer. Man får energi af at stå der på gulvet og få deltagernes respons. Det er en afgørende drivkraft i mit arbejde at mærke, hvordan det, jeg siger og gør, flytter på folk, giver dem nye erkendelser og redskaber til deres arbejde, der giver mod og håb.

Men hvad så nu?

Jeg har været nede at vende, vil jeg gerne være ærlig at sige.

Jeg er et socialt væsen, der lever af interaktion med fællesskaber som drivkraft. Jeg troede længe, at det var fraværet af fællesskaber og sociale interaktioner, der gjorde mig trist. Men en god snak fik ledt mig videre end det. Det handler om identitet.

Hele mit væsen er bundet op på at være god til det, jeg laver. Det er i de sammenhænge, hvor min faglighed og personlighed kan komme til udtryk i skøn forening, at jeg føler mig mest "rigtig". Selv om jeg godt kan omlægge min undervisning til at være online, og selv om jeg nok skal lykkes med at komme igennem dette sammen med alle jer andre, så er det et kæmpe tab, at jeg i så lang tid er tvunget til ikke at gøre det, jeg er bedst til.

Jeg kan sagtens finde på ting at lave. Jeg har masser af ting på to-do listen. Men det hjælper ikke, når det alt sammen er noget, jeg ikke rigtig er god til eller oplever at blive bygget op af. Min identitet hviler ikke på at være i stand til at slå græs, male eller sy gardiner. Den udgøres ikke alene af min rolle som mor, veninde, datter eller hustru. Den er ikke afhængig af mine evner til at være omstillingsparat og agil.

Min identitet bygges op og vedligeholdes, når jeg får lov til at stå på gulvet foran en forsamling, som kan bruge det, jeg siger, til at forandre verden til det bedre. Når jeg får respons og kan mærke, at jeg har folk med mig, alene med afsæt i den energi, der opstår i sådan et rum, når det sker. Det er der, jeg er bedst.

Så næste gang, du møder en slukøret konsulent på din vej, kan du tænke: Måske er det, fordi det, de er gjort af, er blevet taget fra dem.

Måske er det, fordi de lever af at være bedst til noget, men ikke kan få lov til at være det for tiden.

Måske handler det ikke om penge og en tom kalender, men om identitet. Det er der desværre ingen hjælpepakker, der kan kompensere for tabet af.